Trump varsler brutal valgkamp mod Clinton

Intet tyder på, at Donald Trump i en præsidentvalgkamp, der nu virker sandsynlig, vil skrue ned for de kontroversielle angreb på Hillary Clinton

Det var med selvtilliden i orden, at Donald Trump natten til i går mødte sine vælgere til valgfesten i Trump Tower i New York efter sine overvælgende sejre i fem nordlige delstater.
Det var med selvtilliden i orden, at Donald Trump natten til i går mødte sine vælgere til valgfesten i Trump Tower i New York efter sine overvælgende sejre i fem nordlige delstater. . Foto: Scanpix.

De amerikanske vælgere har fået en forsmag på, hvordan efterårets præsidentvalgkamp kan komme til at lyde med en Donald Trump som præsidentkandidat.

”Hvad hun gjorde, er en skandale, det er kriminelt og meget, meget farligt for vores land.”

Så fordømmende lyder skudsmålet fra den republikanske præsidentkandidat Donald Trump af demokraten Hillary Clintons tid som udenrigsminister.

For efter en række store sejre i primærvalgkampen – senest i fem delstater i forgårs – vender Donald Trump nu sine skyts mod den kvinde, der med al sandsynlighed bliver hans modkandidat i kampen om Det Hvide Hus.

Selvom hans modkandidater senator Ted Cruz fra Texas og guvernør John Kasich fra Ohio ikke har smidt håndklædet i ringen endnu og endda fordelt de resterende delstater mellem sig i de sidste primærvalg, er Donald Trump nu så tæt på at sikre sig nomineringen, at sandsynligheden for, at Cruz og Kasich kan forhindre ham i at løbe med sejren ved partikonventet i juli er svundet drastisk ind.

Den kontroversielle milliardær har igennem primærvalgkampen vist, at han kan mobilisere en enorm opbakning i dele af befolkningen, der føler sig svigtet af politikerne og ønsker et opgør ikke alene gængs politik, men med mange af USA’s politiske institutioner. Samtidig bringer han nye vælgere til den republikanske lejr.

”Jeg støtter Donald Trump, fordi han er den eneste, der har modet til at sige, hvad vi alle tænker. Jeg tror, han kan ruske op i Washington DC, for han er ikke i lommen på en masse specialinteresser,” lyder det fra den 19-årige Trump-tilhænger Robert Rawley i Pennsylvania.

Det er en følelse, der går igen blandt mange Trump-vælgere. Amerikanere, som på trods af økonomisk vækst har oplevet lønstagnation, og som er vrede over, at de ikke kan realisere den amerikanske drøm om at give deres egne børn et bedre liv, end de selv har.

”Jeg er ikke bange for klimaforandringer eller min nabos våben, men jeg håber, Donald Trump kan stoppe de fremmede, som kommer her for at udnytte eller angribe vores land,” siger David Ascany, der også er fra Pennsylvania, og som stemte demokratisk indtil valget i 2008 mellem Hillary Clinton og Barack Obama.

Det er vælgere som Robert Rawley og David Ascany, der har båret den ukonventionelle kandidat tæt på målstregen i håbet om, at den succesrige forretningsmand kan bringe fabrikker og produktionsjobs tilbage til USA ved at sætte Kina og Japan på plads og holde illegale immigranter fra Mexico ude med en mur.

Og det er vælgere, der står i skarp kontrast til store dele af Det Republikanske Parti. Et parti, der nu må beslutte, om det vil opgive ”Stop-Trump”-bevægelsen og bakke op om en kandidat, der ikke støtter en typisk konservativ politisk platform, og hvis kontroversielle udmeldinger om kvinder, muslimer og immigranter gør partiet sårbart til præsidentvalget den 8. november.

Senest har den ultrakonservative mangemillionær og strateg Charles Koch spekuleret åbent på, om Hillary Clinton måske er at foretrække, fordi hun ikke ville lade de offentlige udgifter løbe løbsk.

”Hvorfor skulle jeg ændre på mig selv, når jeg vinder,” lød meldingen fra Donald Trump efter tirsdagens overvældende sejre i hele fem delstater. Spørgsmålet er, om han kan vinde, når valgkampen når ud til hele den amerikanske befolkning, hvoraf cirka 65 procent lige nu siger, at de har et negativt syn på ham. Et tal, der ligger endnu højere blandt latinamerikanske, kvindelige og sorte vælgere.

For mens Trumps tilhængere synes, det er forfriskende, at han er impulsiv, uden filter og bramfri, så er lige så mange amerikanere frastødt af, hvad de ser som en racistisk, kvindefjendsk og uberegnelig præsidentkandidat.

”Donald Trump spiller alle ud mod hinanden, mens Hillary Clinton forsøger at genopbygge folks tiltro til vores evne til at løse problemer sammen. Jeg tror ikke, der kan være megen tvivl om, hvem amerikanske forældre ønsker som rollemodel,” siger Clinton-tilhængeren Karen Hartley fra Maryland.

Intet tyder på, at Donald Trump vil skrue ned for sin frembrusende fremtoning under en valgkamp mod den forhenværende førstedame.

”Det eneste kort, hun har på hånden, er, at hun er en kvinde. Og helt ærligt, hvis Hillary Clinton var en mand, tror jeg ikke, hun ville få mere end fem procent af stemmerne,” lød endnu en bandbulle fra Donald Trump, der straks førte til hævede øjenbryn selv blandt mangemillionærens egne politiske støtter.

Donald Trump opfordrer også demokraten Bernie Sanders til at stille op som uafhængig præsidentkandidat for at spænde ben for Hillary Clinton. Efter nederlag i fire ud af de fem primærvalg i forgårs har Sanders sagt, at han vil fortsætte i primærvalgkampen for at påvirke Clintons politik, selvom han ikke længere kan vinde nomineringen.

”Donald Trump er en klovn, men han skræmmer mig ikke, for jeg ved, at Hillary kan klare selv de mest hadske angreb,” siger Ruth Elam, en sort sygehjælper fra Delaware om det mere og mere sandsynlige opgør i efterårets valgkamp:

”Det er tid til en kvindelig præsident, og Hillary Clinton er den mest intelligente og kvalificerede kandidat, der findes. Hun er fremtiden, Trump er vores triste fortid.”