Prøv avisen

Trump vil imitere Reagan – men forskellene overskygger lighederne

Kristeligt Dagblad portrætterede den 3. november 1980 Ronald Reagan, som dagen efter blev valgt som USA’s 40. præsident. ”Den virkelige Ronald Reagan er svær at nå ind til,” begyndte artiklen, hvor skribenten åbenlyst undrede sig over, at en så yderligtgående og så gammel mand kunne nå hele vejen til kampen om verdens mest magtfulde embede.

Mediernes omtale af Donald Trumps valgsejr i november og indsættelse som USA’s præsident i dag vækker mindelser om, da Ronald Reagan blev præsident i 1981. Men der er både høflighed, charme og politiske synspunkter til forskel på de to

”Han nærer en stærk nostalgisk længsel efter det USA, der var engang. Før regeringsforordninger greb ind i den enkeltes liv .... Hvis han skal sove i Lincoln-soveværelset i Det Hvide Hus fra januar, vil USA opleve den klareste forandring i tone og lederskab, siden Franklin D. Roosevelts rullestol rullede ind i Det Ovale Værelse.”

”Han støttes kraftigt af det nye højre, fordi han er enig i deres konservative religiøse fundamentalisme ... Det er ikke underligt, at mange amerikanere og især euro-pærere i dag er skræmte ved tanken om, hvad de næste fire år vil bringe.”

Citaterne er hentet fra henholdsvis Kristeligt Dagblad og Politiken. De er ikke skrevet for nylig og møntet på Donald Trump, som i dag indsættes som USA’s 45. præsident. Ordene stammer fra henholdsvis en portrætartikel lige før præsidentvalget i november 1980 og en kronik på dagen for indsættelsen af Ronald Reagan som USA’s 40. præsident den 20. januar 1981.

Ligesom Trump var Reagan lidt af en politisk outsider, der tidligere havde været demokrat, men som ved indsættelsen blev regnet til hardlinerne hos Republikanerne. Landspolitisk uerfaren, men vant til at agere i medierne og showbusiness. En pragmatiker, der trods en tidligere skilsmisse blev bakket op af det religiøse højre. En kandidat, hvis budskab blev betegnet som simpelt, men som slog an ved at appellere til den lille mand, til at staten skulle hoppe ned fra borgernes skuldre og til, at Amerika skulle være ”great” igen.

Både før og efter Trumps valgsejr har mange kommentatorer forsøgt at drage paralleller mellem Trump og Reagan. Ikke mindst vil Trump og hans tilhængere gerne foretage denne sammenligning, idet Reagan i dag står med et eftermæle som den mest succesrige republikanske præsident siden Anden Verdenskrig. Og Reagans indsættelsestale for 36 år siden – som rummede linjer som: ”Staten er ikke løsningen på vores problem. Staten er problemet” og ”De, der siger, vi lever i en tid, der ikke har nogen helte, ved bare ikke, hvor de skal se hen” – anerkendes bredt for sin retoriske slagkraft.

I dag vil Donald Trump meget gerne gøre Reagan kunsten efter i sin indsættelsestale. Det virker helt symbolsk, at et af de orkestre, som i fraværet af rigtige rockstjerner skal optræde ved indsættelsen, er ”The Reagan Years”, et temmelig ukendt kopiband med speciale i hits fra 1980’erne.

Og allerede et par dage før nytår kunne avisen The Washington Post referere kilder tæt på Trump for, at han var ved at forberede sin tiltrædelsestale, som han angiveligt vil holde ”i Reagans stil” og med John F. Kennedys ”artikulation af store nationale ambitioner” som sin anden inspirationskilde. Ifølge kilderne havde Trump i samme åndedrag udtrykt sin store beundring for Reagan – som han ellers angreb tilbage i 1987. Blandt andet for som præsident at have været et smil uden substans bagved.

Bag angrebet lå en dyb politisk uenighed. Måske repræsenterede Reagan den største forandring i tone og lederskab siden Roosevelt, men der er gået en nogenlunde ubrudt udenrigspolitisk linje fra Roosevelt over Reagan til den nu afgående præsident Barack Obama om, at USA bør stille sig i spidsen som demokratiets og frihedens forsvarer i verden. Også selvom det indebærer, at USA hænger på regningen. Den linje erklærede Trump sig uenig i i 1987, og han er det så vidt vides endnu. Mens Reagan stod for stærk ideologisk stringens, er Trumps ideologi flakkende og består mest af uldne formuleringer om, at han selv er løsningen på problemerne.

Selvom der er ligheder at spore, er forskellene mellem Reagan og Trump nemlig også til at få øje på. Både i den måde, medierne beskriver de to politikere på – og måske især i den tone og det lederskab, de repræsenterer.

At venstrefløjen så med afsky på Reagan og frygtede, han ville kunne udløse Tredje Verdenskrig, er en kendsgerning. Den daværende danske statsminister Anker Jørgensen er citeret for at have omtalt Reagan som ”en gal hund”, og hans afløser som socialdemokratisk partiformand, Svend Auken, sagde i en tale omkring indsættelsen: ”I USA tegner der sig i horisonten en afdanket filmskuespiller, Ronald Reagan, denne 70-årige handelsrejsende i konservative banaliteter og uhyrligheder, som opfatter den internationale situation som enhver anden cowboyfilm.”

Men både i Danmark og USA var borgerlige kredse langt mindre bekymrede over valget af Reagan i 1980 end valget af Trump i 2016. Og en anden markant forskel er, at mens det er muligt at finde masser af eksempler på grove angreb, kritikere foretog på Reagan – inklusive sammenligninger med Hitler – forblev han selv høflig og selvironisk.

Som en lederskribent i The Chicago Tribune formulerede det sidste år, er forskellene mellem Reagan og Trump større end lighederne, fordi ”Reagan var i stand til at inspirere og forene amerikanerne, som få præsidenter har kunnet, på grund af sin generøse ånd, sin vindende personlighed og sin hengivenhed til idéen om USA som ’den skinnende by på bakken’.”

Det er der næppe en avis, der kommer til at skrive om Trump – uansat hvordan han formulerer sin tiltrædelsestale. Men sandsynligvis kommer vi til at revidere analysen af, hvilken præsident der repræsenterer den klareste forandring i tone og lederskab siden Roosevelt.