Trumps eftermæle i Mellemøsten fejres: Israel har for første gang fået en varm fred med arabiske lande

Israels normaliseringsaftaler med fire arabiske lande har efter 12 måneder stadig høj regional signalværdi

De normaliseringsaftaler mellem Israel og fire arabiske lande, som Trump-regeringen formåede at forhandle i hus, har efter 12 måneder udviklet sig til reelle og velfungerende diplomatiske forbindelser.
De normaliseringsaftaler mellem Israel og fire arabiske lande, som Trump-regeringen formåede at forhandle i hus, har efter 12 måneder udviklet sig til reelle og velfungerende diplomatiske forbindelser. Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den ”århundredets fredsaftale” i Mellemøsten, som USA’s tidligere præsident Donald Trump indvarslede i sin embedstid, blev aldrig til noget. Spændingerne mellem Israel og Iran varer ved. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne forbliver uløst, og tager man pulsen på den anti-israelske retorik i store dele af regionen, er ordet fred ikke den vending, der falder først for. Tværtimod.

Men de normaliseringsaftaler mellem Israel og fire arabiske lande, som Trump-regeringen formåede at forhandle i hus, har efter 12 måneder udviklet sig til reelle og velfungerende diplomatiske forbindelser. For et år siden afviste modstandere aftalerne med skuldertræk og nedladende kommentarer om, at Donald Trump købte sig til en række aftaler med løfter om levering af militært isenkram. Som om aftalerne er indholdsløse.

Selvom der er tale om en lilleput-løsning i forhold til den varslede århundredets aftale, er de nye forbindelser en udvikling, der sender vigtige signaler i hele regionen. Derfor bakker den nuværende amerikanske regering under Joe Biden også op om aftalerne.

Det første – og måske vigtigste – signal er til den palæstinensiske selvstyre-ledelse i Ramallah. Ved at indgå normaliseringsaftaler med Israel har De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Marokko og Sudan brudt en årtier gammel uskreven regel om at sætte palæstinensernes sag højere end deres egen. Med deres diplomatiske forbindelser med Israel siger de fire arabiske lande på den ene side, at de stadig støtter en løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt, men at de fra nu af vil forbeholde sig retten til at pleje egne interesser først. De interesser er først og fremmest økonomiske, men også regionale og geopolitiske, hvor de mindre lande står stærkere, når de arbejder sammen.

Et andet signal rettes til de dele af regionen, der ideologisk set har et problem med Israels eksistens. Islamisterne, terrororganisationerne, de arabiske nationalister og ayatollah-styret i Iran. For deres vedkommende er normaliseringsaftalerne med Israel intet mindre end forræderi. Et åbent forhold til Israel er en kniv i ryggen på ekstremisternes sag. På længere sigt er aftalerne netop med til at normalisere tanken om, at Israel er kommet for at blive, og at der er mere at vinde med brug af pragmatisme end med dogmatisme.

Emiraterne, Bahrain og Israel har allerede kastet sig ud i samhandel og innovationsprojekter, der med tiden spås at blive endnu mere omfattende. Det er projekter, alle involverede parter nyder godt af og som for hver dag, der går, gør det sværere for regionens ekstremister at dæmonisere Israel.

Et tredje signal er, at den såkaldte varme fred faktisk findes. I årevis er Israels fredsaftaler med Egypten og Jordan med rette blevet omtalt som kølige. Begge lande er påpasselige med at skrue op for venskabet med Israel. Dels fordi det er ilde set blandt store dele af den egyptiske og jordanske befolkning, dels fordi begge lande ønsker at bevare deres rolle som upartisk mægler i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Det er lettere for Bahrain, Emiraterne, Sudan og Marokko at se bort fra dette. Ingen af disse lande deler grænse med Israel. Ingen af dem har kæmpet i krige mod Israel, og idéen om, at Israel i bund og grund ønsker den samme regionale sameksistens, samhandel og anerkendelse, som de selv tilstræber, er et argument, der møder forståelse. Derfor er forbindelserne mellem Marokko, Emiraterne, Bahrain, til dels Sudan og Israel allerede varmere end Israels forhold til Jordan og Egypten.

Normaliseringsaftalernes to store tabere er Iran og palæstinenserne. Sidstnævnte, fordi den arabiske verden ikke længere i enhed bakker op om at afvise normalisering med Israel, så længe konflikten ikke er løst. Med aftalerne står palæstinenserne derfor svagere forhandlingsmæssigt over for Israel. For Irans vedkommende svækker aftalerne landets hårde retorik mod Israel. Selvom Emiraterne, Bahrain og Israel ikke udgør nogen samlet militær front mod Iran, er ethvert regionalt samarbejde, der omfatter Israel, med til at modarbejde ayatollahstyrets regionale ambitioner.

På længere sigt er aftalerne netop med til at normalisere tanken om, at Israel er kommet for at blive, og at der er mere at vinde med brug af pragmatisme end med dogmatisme.