Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Trumps hvide identitetspolitik er en vindersag trods racismebeskyldninger

USA’s identitet som nation er dybt sammenvævet med dets historiske funktion som en etnisk, kulturel og religiøs smeltedigel, og landets succes har altid været bundet op på gæstfrihed over for indvandrere, lyder kritikken. Men Donald Trumps kommentarer blotlægger nok en gang, at der også findes et andet USA, hvor hverdagens virkelighed vejer tungere end venstrefløjens idealer om inklusion. Foto: Carlos Barria / Reuters / Ritzau Scanpix

Præsidentens udfald mod fire farvede kvindelige kongresmedlemmer forstærker opgøret mellem to grundlæggende forståelser af amerikansk identitet og er en forsmag på en giftig valgkamp

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har efter 30 tumultariske måneder ved magten stadig evnen til at få det liberale USA op i det dybtrøde felt. Det viste han igen i søndags, da han på Twitter foreslog fire ikke-hvide kvindelige demokratiske kongresmedlemmer at rejse tilbage til de ”kriminalitetsbefængte lande”, de kommer fra. Tre af de fire kongresmedlemmer, der alle tilhører Demokraternes mest venstreorienterede fløj, er født i USA, og den fjerde blev amerikansk statsborger som barn.

Præsidenten beskyldes for at puste til racismens og den hvide nationalismes flammer, og mange kritikere argumenterer, at han mangler en grundlæggende forståelse for det land, som han står i spidsen for. USA’s identitet som nation er dybt sammenvævet med dets historiske funktion som en etnisk, kulturel og religiøs smeltedigel, og landets succes har altid været bundet op på gæstfrihed over for indvandrere, lyder kritikken.

Der er megen sandhed i dette. Men Donald Trumps kommentarer blotlægger nok en gang, at der også findes et andet USA, og at præsidenten har en overordentlig skarp forståelse for de sym- og antipatier, der er fremherskende her.

I dette andet USA vejer bekymringerne over de kulturelle og demografiske ændringer, der fejer hen over nationen, tungere end idealer om inklusion. De amerikanere, der hører til her, er typisk hvide kristne fra arbejder- og middelklassen, der føler sig fremmedgjorte af sekulariseringen af det amerikanske samfund og af de seneste årtiers tilstrømning af indvandrere fra især Centralamerika og Asien. Fremskrivninger viser, at hvide amerikanere vil være i mindretal inden 2050, og ifølge en måling fra Pew Research Center mener 46 procent af de hvide vælgere, at dette truer amerikanske værdier og skikke.

Donald Trumps udfald mod Alexandria Ocasio-Cortez, Rashida Tlaib, Ilhan Omar og Ayanna Pressley, der alle skarpt har kritiseret hans stramme grænse- og indvandringspolitik, var designet til at opildne disse amerikanere. Ved at antyde, at politikere fra indvandrerfamilier ingen ret har til at fortælle amerikanerne, hvordan de skal forvalte deres land, viser han denne vælgergruppe, at han er en af dem. At to af de fire demokrater er muslimer, og at de alle repræsenterer den mest højrøstede amerikanske venstrefløj, gør dem til oplagte skydeskiver.

Donald Trump har da også trods anklagerne om fremmedfjendskhed nægtet at trække i land. Da han under et pressemøde i mandags blev spurgt, hvorvidt det bekymrede ham, at mange betragter hans udtalelser som racistiske, og at han gør fælles sag med hvide nationalister, svarede han trodsigt afkræftende:

”Det bekymrer mig ikke, for mange mennesker er enige med mig.”

Mens nyere tids amerikanske præsidenter har forsøgt at samle amerikanerne og lægge en dæmper på USA’s latente racestridigheder, så udnytter Donald Trump ublu og utilsløret spliden mellem forskellige grupper af amerikanere til sit eget politiske formål. Han søsatte sin præsidentkampagne i sommeren 2015 med en tirade mod mexikanske indvandrere, og efter at have indtaget Det Hvide Hus rykkede han i efteråret 2017 igen ved standarderne for acceptabel politisk adfærd med sit forsvar for hvide nationalister og nynazister, der marcherede i Charlottesville i Virginia.

For Donald Trump er hvid identitetspolitik en vindersag, og hans partifællers manglende eller forholdsvis milde fordømmelse af hans udfald mod det demokratiske firkløver bekræfter, at de er enige med ham i dette. Kun en lille håndfuld førende republikanere, heriblandt den tidligere præsidentkandidat og nuværende senator Mitt Romney, har klart taget afstand fra Trump.

Der er nu ikke længere nogen tvivl om, at den ”os mod dem”-strategi, som fra begyndelsen har været Trumps politiske varemærke, kommer til at spille en stor rolle i valgkampen næste år.

Det er et farligt spil, som Donald Trump kaster amerikanerne ud i. USA’s to identiteter har altid været i konflikt med hinanden, men selv efter en trumpsk målestok er det nyt, at præsidenten så uforbeholdent kaster benzin på bålet.