Kommunikationskrigeren Sarah Sanders siger farvel

Som præsident Trumps talsperson blev Sarah Sanders en af de mest fremtrædende kvinder i Washington

Sarah Sanders blev kendt for at behandle journalister med foragt og for at afskrive negative historier om præsident Trump som ”falske nyheder”.
Sarah Sanders blev kendt for at behandle journalister med foragt og for at afskrive negative historier om præsident Trump som ”falske nyheder”. Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix.

Da Sarah Huckabee Sanders i sidste uge bekendtgjorde, at hun ved udgangen af denne måned vil forlade sin stilling som Det Hvide Hus’ talskvinde, sagde hun, at hun håbede at blive husket for sin ”gennemsigtighed og ærlighed”.

Den amerikanske presse vidste ikke, om den skulle grine eller græde. I sine knap to år som præsident Donald Trumps ansigt udadtil har Sarah Sanders markeret sig som alt andet end gennemsigtig og ærlig. Hun har gentagne gange vildledt nyhedsmedierne, og hun har udvandet de traditionelle daglige tv-transmitterede pressebriefinger i Det Hvide Hus i en sådan grad, at den seneste foregik for over tre måneder siden.

”Sarah Sanders stod i spidsen for ødelæggelsen af en af det amerikanske præsident-embedes fornemme skuepladser og store tribuner for amerikansk magtdemonstrationer: Det Hvide Hus’ pressebriefingværelse,” skriver mediekritikeren Jay Rosen, der er professor i journalistik på New York University, på Twitter.

Som Donald Trumps tals- person blev den blot 36-årige Sarah Sanders en af de mest fremtrædende kvinder i Washington, og hendes stridslyst, hendes evne til at tale udenom og til at svare i vest, når hun blev spurgt i øst, har gjort hende til pressens hadeobjekt. Hun blev kendt for at behandle journalister med foragt og for at afskrive negative historier om præsident Trump som ”falske nyheder”.

Og nogle gange var hendes udtalelser rent opspind. Det blev bekræftet i særlig anklager Robert Muellers rapport om Rusland-sagen, hvor hun erkender at have løjet, da hun i 2017 hævdede, at ”talrige” FBI-ansatte havde fortalt hende, hvor taknemmelige de var for, at præsidenten havde fyret den daværende FBI-chef James Comey.

Som talskvinde for en præsident, der ligger i krig med de fleste nyhedsmedier, bestred Sarah Huckabee Sanders et næsten umuligt job. Donald Trump er ifølge avisen Washington Posts løbende optælling fremkommet med knap 11.000 falske eller misledende påstande i sine mere end to år ved magten, og det var Sanders’ opgave at beskytte præsidenten med et retorisk skjold. Og i den forstand gjorde hun sit arbejde godt, skriver kommentatoren Philip Waldman i avisen Washington Post.

”Trump har alle grunde til at være taknemmelig, eftersom Sarah Sanders formentlig har været den mest uærlige talsperson for Det Hvide Hus i historien. Når du arbejder for den mest uærlige præsident i historien, er det det, stillingen kræver. Men det, der gjorde hende så værdifuld for Trump, var den entusiasme, som hun gik opgaven med,” skriver han.

Sarah Sanders, der er datter af den tidligere evangelikale prædikant og Arkansas-guvernør Mike Huckabee, er vokset op med stærke rødder i både kirke og politik. Hun hjalp fra en ung alder sin far med hans politiske kampagner, og efter at Mike Hucka-bee i 2016 opgav sit forsøg på at blive Republikanernes præsidentkandidat, sluttede hun sig til Trump-kampagnen.

Sarah Sanders har ikke udelukket, at hun en dag stiller op til et politisk embede.