Trumps nye ambassadør i Israel er bosætternes mand

Jøder, der støtter en tostatsløsning , er værre end dem, der samarbejdede med nazisterne under Anden Verdenskrig, mener USA’s nye ambassadør

David Friedman og Donald Trump har arbejdet sammen i en længere årrække. De blev først personlige venner i 2005, efter at Trump dukkede op og kondolerede ved Friedmands fars begravelse. –
David Friedman og Donald Trump har arbejdet sammen i en længere årrække. De blev først personlige venner i 2005, efter at Trump dukkede op og kondolerede ved Friedmands fars begravelse. – . Foto: AP/Polfoto.

Det har været som at knuge en bunke løst sand mellem hænderne at forsøge at få hold om USA’s kommende præsident, Donald Trumps, syn på den årelange konflikt mellem Israel og palæstinensere.

Meget af det, han har sagt i valgkampen, vidner om, at republikaneren efter sit indtog i Det Hvide Hus vil stå for en langt mere entydig pro-israelsk politik, end USA tidligere har haft. Men udtalelserne stritter i flere retninger. Og den politisk uerfarne rigmand har samtidig givet udtryk for, at han vil forholde sig neutralt til konflikten.

Muligvis er noget af sløret nu blevet løftet for, hvad der faktisk gemmer sig bag Trumps modsatrettede udmeldinger, efter han har udpeget den 57-årige konkursadvokat David Friedman til USA’s næste ambassadør i Israel. For med valget af David Friedman til en af de mest følsomme diplomatiske poster i verden ser det ud til, at den yderste højrefløj i Israel får sig en stærk, amerikansk allieret.

David Friedman, der har fungeret som rådgiver i Trumps valgkampagne, er kendt for sin kompromisløse opbakning til Israel og ikke mindst til de israelske bosættelser på Vestbredden. Han er selv ortodoks jøde, taler flydende hebraisk og har i forvejen en stor lejlighed i en af Jerusalems finere bydele. Og så har han talrige gange gjort sig bemærket med hårde udtalelser imod den tostatsløsning, der har været på tegnebrættet siden Oslo-fredsaftalen i 1993.

”Der har aldrig været en ’tostatsløsning’. Kun en ’tostatsfortælling’,” som han skrev tidligere på året i det højreorienterede israelske medie Arutz 7, hvor han jævnligt skriver kommentarer.

Det vidner om, at David Friedman kommer til at repræsentere en politik i landet, der adskiller sig væsentligt fra de seneste årtiers amerikanske linje. Det bliver understreget af, at han allerede har udtalt, at han ser det som sin første store opgave at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Trump fremlagde selv idéen under valgkampen, men det har hele tiden været uklart, hvorvidt han også havde tænkt sig at realisere den.

Ved at flytte ambassaden og hele det diplomatiske korps kommer USA til at signalere, at man anerkender Jerusalem som Israels udelelige hovedstad. En bærende del af den klassiske tostatsløsning er ellers, at Østjerusalem skal være hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat.

Derfor har udnævnelsen af David Friedmand også ført til skarp kritik fra det palæstinensiske selvstyre:

”Hvis I virkelig flytter ambassaden og annekterer bosættelserne på Vestbredden, vil I skubbe denne region længere over mod, hvad jeg vil kalde kaos, lovløshed og ekstremisme,” siger Saeb Erekat, generalsekretær i den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO, til nyhedsmediet al-Jazeera.

Det er ikke kun palæstinenserne, der er oprørte over udnævnelsen af David Friedman. Han har også formået at lægge sig ud med den venstreorienterede del af det jødiske samfund i USA. Blandt andet har han betegnet den magtfulde lobbybevægelse J Street, der støtter fredsprocessen, for at være værre end de såkaldte kapoer under Anden Verdenskrig. Det var de fanger i koncentrationslejrene, der blev sat til at vogte over andre fanger.

J Street kalder i en pressemeddelelse David Friedman for en af de mest inkompetente og uansvarlige personer til at varetage posten som ambassadør i Israel.