Prøv avisen

Trumps trussel om at skære palæstinensisk støtte er stadig kun ord

UNRWA var den første FN-organisation, der blev oprettet for at tage sig af et akut flygtningeproblem, nemlig de dengang omkring 750.000 palæstinensere, der flygtede efter staten Israels oprettelse i 1948. I første omgang gjaldt det om at give flygtningene en teltdug over hovedet, inden flygtningene efter planen kunne vende hjem igen. Her er glade palæstinensiske børn fotograferet i Gaza, da områdets sidste teltlejr blev erstattet af betonhuse i 1955. – Foto: J. Madvo/UNRWA Archives/AFP/Ritzau Scanpix

USA og Israel har set sig arrige på UNRWA, FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge. Israels premierminister mener, agenturet bør lukkes, men har ingen interesse i, at det sker lige med det samme

Citér mig venligst for nedenstående, står der i en e-mail, som talsmanden for FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge UNRWA, Christoffer Gunness, har udsendt enslydende hver dag igennem hele ugen:

”Den amerikanske regering har ikke informeret UNRWA om nogen ændringer i USA’s bidrag til agenturet”.

UNRWA’s talsmand gør opmærksom på, at ikke alt, hvad der står i aviserne, er sandt: Nemlig at den amerikanske præsident, Donald Trumps, tweets om, at han vil fjerne al støtte til palæstinenserne, hvis de ikke kommer til forhandlingsbordet, den amerikanske FN ambassadør Nikki Haleys trussel om, at USA vil standse sine bidrag til FN-organisationen, og medierapporter om, at pengene allerede er indefrosset, foreløbig ikke har noget på sig.

Men UNRWA har grund til at være bekymret. Med årlige 365 millioner dollars (cirka 2,3 milliarder kroner) er USA den største bidragyder til UNRWA, der siden 1950 har sørget for de palæstinensiske flygtninge. Ved udgangen af 2016 opgav FN, at der er 5,2 millioner registrerede UNRWA-flygtninge. De, der modtager støtten, befinder sig i Libanon, i Jordan, i Syrien, i Gaza og på Vestbredden. Mange hundredtusinder befinder sig spredt i resten af verden.

Med et samlet årligt budget på 1,1 milliarder dollar (omkring 6,8 milliarder kroner) driver UNRWA skoler, sundhedsklinikker og hjælper de allersvageste palæstinensiske familier med fødevarer og socialhjælp udelukkende for donorpenge. Sammen med USA er EU, Saudi-Arabien, Sverige, Tyskland, Storbritannien og Norge de største bidragydere. Danmark befinder sig på en 14. plads med et årligt bidrag på omkring 100 millioner kroner.

”UNRWA er en organisation, der foreviger det palæstinensiske flygtningeproblem. Millioner af verdens flygtninge hører under FN’s Flygtningehøjkommissariat. Palæstinenserne har deres egen organisation, der også tager sig af flygtningenes tipoldebørn, som overhovedet ikke er flygtninge. Det er absurd og bør holde op,” sagde Israels premierminister Benjamin Netanyahu, da han i søndags åbnede det ugentlige regeringsmøde i Jerusalem.

Men bag kulisserne forsøger Israel at dæmpe den amerikanske præsidents trussel. Netanyahu ved, hvilken byrde der kan falde på Israel, hvis UNRWA fattes penge, og alle skoler i Gaza og i flygtningelejrene på Vestbredden lukker. Det vil omgående blive både en økonomisk og en sikkerhedsmæssig udfordring, han ikke ønsker sig.

Det forklarer den danske diplomat Bo Schack, der frem til oktober 2017 var chef for UNWRA i Gaza.

”Forholdet mellem Israel og UNRWA er i det daglige arbejde korrekt, men forløber ikke uden at der med jævne mellemrum opstår komplikationer. Israel indrømmer dog at være afhængig af UNRWA, fordi organisationen er en stabiliserende faktor i Gaza. Muligvis den eneste stabiliserende faktor. Israel har brug for stabilitet og ikke for en ny konflikt,” siger Bo Schack.

Premierminister Netanyahu ønsker palæstinenserne ”overført” til flygtningehøjkommissariatet UNHCR, fordi han ved, at det vil reducere antallet af palæstinensiske flygtninge til nogle få hundredtusinde meget gamle mennesker i stedet for de nuværende over fem millioner, og at det palæstinensiske flygtningeproblem dermed vil blive reduceret. Han ønsker også at blive fri for, at UNRWA’s oprindelige mandat om, at flygtningene har ret til at vende tilbage, hvert tredje år bliver genbekræftet af FN’s generalforsamling.

Den palæstinensiske ret til at vende tilbage er et af de emner, der under fredsforhandlingerne altid er blevet udskudt til forhandlingen om en permanent løsning af konflikten. Med mindre både Israel og palæstinensere bliver enige om, at der er tale om en symbolsk ret, er det ikke muligt at finde en løsning for de over fem millioner flygtninge. Og den enighed findes foreløbig ikke.

Den 15. maj 1948, dagen efter at staten Israel erklærede sin uafhængighed, brød der en krig ud, som israelerne betegner som uafhængighedskrigen, hvor den nye stat vandt sin suverænitet imod de arabiske nabolande. Palæstinenserne kalder krigen ”nakba” – katastrofen – for i dens skygge flygtede over 750.000 palæstinensere fra deres hjem. Mange flygtede, endnu før de arabiske lande angreb, under de borgerkrigslignende tilstande, der forinden herskede mellem israelske og lokale arabiske militser i området.

Da krigen sluttede i 1949, besluttede FN at oprette et særligt agentur, UNRWA, for at hjælpe de mange hundredtusinde flygtede. Opgaven var først og fremmest at give flygtningene teltdug over hovedet, og derefter at sørge for, at de blev rehabiliteret og fik arbejde.

UNRWA’s mandat var at yde hjælpen, indtil konflikten havde fundet en retfærdig løsning, og flygtningene en dag kunne vende hjem.

De, der var berettiget til at få hjælp, var ”personer, der havde boet i Palæstina (det britiske mandatområde) mellem juni 1946 og krigsudbruddet den 15. maj 1948, og som havde mistet deres hjem og livsgrundlag på grund af konflikten”. Børn af mandlige flygtninge fik også flygtningestatus.

UNRWA er den første store FN-organisation, der blev oprettet for at tage sig af et akut flygtningeproblem, og begyndte sit arbejde i lejrene i Jordan, Syrien, Libanon og Gaza i maj 1950 – på et treårigt mandat.

FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, blev dannet i december 1950. Flygtningekonventionen blev vedtaget i 1951.

I 1965 besluttede Den Arabiske Liga ikke at integrere de palæstinensiske flygtninge i værtslandene.