Donald Trump har i sine to og et halvt år som præsident gang på gang gjort USA’s allierede urolige. Han har trukket sin nation ud af en række internationale aftaler, udvist foragt for forsvarsalliancen Nato, lovprist brutale diktatorer, indledt handelskrige og taget afstand fra USA’s historiske rolle som forkæmper for demokratiske idealer og værdier.
Nu trækker Trumps udenrigspolitiske linje igen store overskrifter. Hans aflysning af sit planlagte statsbesøg i Danmark om to uger med henvisning til statsminister Mette Frederiksens tydelige afvisning af hans ønske om at købe Grønland vækker international opsigt og viser med al tydelighed, at præsidenten også udenrigspolitisk dyrker en identitet som en handlekraftig outsider, der ikke begrænses af konventioner og traditioner.
Præsident Trump har gang på gang gjort det klart, at han ser stort på historien og på forventningerne om, at en præsident agerer diplomatisk. I stedet drives han af de indskydelser og mavefornemmelser, som han har gjort brug af i sin tidligere karriere som forretningsmand og ejendomsspekulant. Han har lovet vælgerne, at han takket være sin baggrund i det private erhvervsliv er en langt bedre forhandler end sine forgængere, og da han i weekenden bekræftede sin intention om at købe Grønland af Danmark erklærede han da også, at det ”i bund og grund er en stor ejendomshandel”.
Det mest konsekvente dogme i præsidentens udenrigspolitik er ”Amerika først”, og dette udmunder ofte i en ”Trump først” tilgang til verden. Med sin aflysning af statsbesøget i Danmark demonstrerer præsidenten, at han ikke har tid eller tålmodighed til høflighedsvisitter i lande, der afviser at føje hans krav.
Præsidenten er kendt for sit betragtelige ego, og de danske og grønlandske politiske lederes meget kontante afvisning af et salg af Grønland har formentlig motiveret Trump til at bryde med etiketten for internationalt diplomati og give Danmark en kold skulder. Nogle amerikanske iagttagere har desuden fremsat den teori, at præsident Trumps bevæggrund for at aflyse statsbesøget også har at gøre med, at hans forgænger i embedet, Barack Obama, besøger Danmark senere i september, og at han ville undgå at blive overstrålet af den i Europa stærkt populære ekspræsident.
Balladen om det aflyste statsbesøg viser endvidere, at det solide udenrigspolitiske apparat, der omgiver amerikanske præsidenter, er bukket under for Donald Trump.
Da Trump blev valgt som præsident, forventede mange politiske iagttagere, at han udenrigspolitisk ville læne sig op af erfarne regeringsmedlemmer og embedsmænd, men i stedet har han i høj grad verfet eksperterne til side og sat sit eget flakkende og uforudsigelige stempel på USA’s ageren i verden. Trumps interesse i at købe Grønland kom ifølge amerikanske nyhedsmedier som en overraskelse for hans rådgivere, der ikke fik muligheden for at gribe ind og lukke ned for den urealistiske ide, inden at den udløste en diplomatisk krise.
Donald Trumps afbud til Danmark sender nu et signal til USA’s allierede i Nato om, at deres forhold til supermagten afhænger af deres vilje til at tækkes præsidenten. Og det sender et signal til lande som Rusland om, at USA’s forpligtelse over for Europa er usikker. Som Europaforsker Thomas Wright fra den amerikanske tænketank Brookings Insitution skriver i et tweet med henvisning til Ruslands forsøg på at blive lukket ind i G7-gruppen:
“Dette er ikke længere sjovt. Danske soldater kæmpede sammen med de amerikanske i Afghanistan og Irak. 50 danskere døde. Præsidenten krænker den alliance og dens offer. På samme dag forsøger han at tækkes præsident Putin ved at støtte hans tilbagevenden til G8.”
Det er ikke overraskende, at præsident Trump straffer Danmark for at håne hans tilbud om at købe Grønland. Men selvom den diplomatiske krise hurtigt vil aftage, skriver sagen sig ind i historien om de mange Trump-beslutninger, som det vil blive op til USA’s næste præsident at rette op på.