Prøv avisen

Trumps vælgere lægger brikkerne til et nyt politisk puslespil. Hvad det ender med, er uvist

”Det er ikke kun hvide arbejdsløse industriarbejdere, der har stemt på Trump. Hans vælgerskare er meget bredere, og det samme gælder de europæiske skeptikere. Vi ved generelt ikke nok om sammenhængen mellem viden om politik og holdningsdannelse," siger Julie Hassing Nielsen. Foto: Evan Vucci/AP/Polfoto

Valget af Donald Trump til amerikansk præsident er det hidtil mest markante eksempel på, at store vælgergrupper protesterer mod deres traditionelle politikere og den udvikling, de har stået i spidsen for. Den lette forklaring findes ikke

Forvirringen er fremherskende dagen efter Donald Trumps sejr over Hillary Clinton, hvor mange spørger sig selv, hvad der ligger bag hans åbenlyse succes med at tale sig til stemmerne hos næsten hver anden registrerede amerikanske vælger. Trump blev båret til Det Hvide Hus på lige dele begejstring over hans hårdtslående budskaber og vrede over det svigt, hans vælgere mener, at de er blevet udsat for af de hidtidige politikere.

Valget af Donald Trump til USA’s 45. præsident er i den henseende den foreløbige kulmination på en række valg og begivenheder, også i Europa, hvor store vælgergrupper har protesteret mod de traditionelle politikere og den udvikling, de har stillet sig i spidsen for.

Skepsissen over for EU er vokset, som Brexit er et klart eksempel på, og i mange europæiske lande vokser de populistiske og højrenationalistiske partier. Men hvad det egentlig er for en politisk udvikling, der foregår for øjnene af os, er meget svært at danne sig et fornuftigt indtryk af, mener Julie Hassing Nielsen, postdoc ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i politisk psykologi og EU-skepsis, og europapolitisk chefanalytiker ved tænketanken Kraka.

”Der er opbrud på så mange flader på en gang, at det er vanskeligt at vurdere, hvad der er årsag til Trumps sejr. Det er, som om alle brikker er kastet op i luften, og nu venter vi på, at de skal falde ned i et nyt mønster,” siger hun.

Julie Hassing Nielsen mener, at både politikere og forskere for længe har undervurderet den vrede og ønsket om forandring, der blandt andet har bragt Trump i Det Hvide Hus.

”Det er ikke kun hvide arbejdsløse industriarbejdere, der har stemt på Trump. Hans vælgerskare er meget bredere, og det samme gælder de europæiske skeptikere. Vi ved generelt ikke nok om sammenhængen mellem viden om politik og holdningsdannelse. Vi ved, at der er en sammenhæng, men efter Brexit og nu Trumps valg er det svært at sige, hvor stærk den er, og hvor meget følelser betyder,” siger hun.

Mistilliden til politikerne hænger ikke mindst sammen med, at en række vælgere føler, at politikerne er mere optagede af at tænke på sig selv og det næste genvalg, end på de mennesker, de repræsenterer. Det mener Georg Sørensen, professor i international politik ved Aarhus Universitet. Det gælder også Hillary Clinton, som i modsætning til Donald Trump aldrig fik skabt en fortælling, folk kunne se sig selv i.

”Den brede middelklasse føler ikke, at den har fået noget som helst ud af det, der er sket i USA de seneste 30 år. I neoliberale lande som USA og Storbritannien har globaliseringen medført en massiv ulighed. I 1974 ejede den rigeste procent af USA’s befolkning syv procent af værdierne. I dag ejer de 23 procent. Samtidig er grænserne åbnet, og indvandringen har taget fart. Det har skabt en stor usikkerhed i middelklassen, der er i tvivl om, hvorvidt de har fået noget ud af det hele. Og i øvrigt mener, at det hele er de andres skyld,” siger han.

Hvor rodfæstet mistilliden til de politiske systemer er i USA og de øvrige vestlige lande, er dog stadigt for tidligt at afgøre, mener Georg Sørensen. Brexit og Trump danner ikke i sig selv et klart billede.

”Der er kun trukket et par streger. Vi ved ikke, hvor de fører hen. Vi kan kun konstatere, at der blandt nogle vælgere er en reaktion mod globaliseringen og den måde tingene, kører på,” siger han.

Derfor har det også været muligt for Donald Trump at gøre sin absolutte politiske uvidenhed til et af sine største fortrin. Han har vundet tillid på netop ikke at være politiker – og det står i dyb kontrast til den amerikanske politiske tradition, som ellers har hørt til verdens fornemmeste, mener fotografen og forfatteren Jacob Holdt, som har rejst USA tyndt.

”Donald Trumps USA er ikke det Amerika, jeg kender. Det had, vi finder i dag, er uhørt, når man tænker på, hvordan republikanere og demokrater tidligere har kunnet arbejde sammen,” siger han.

Jacob Holdt mener, at hadet og modsætningerne strækker sig tilbage til tiden under Ronald Reagan, hvor grunden blev lagt til den enorme ulighed, der i dag karakteriserer USA. Han er enig med Georg Sørensen i, at den har skabt en stor frustration.

”Dengang var den amerikanske arbejderklasse verdens rigeste. Men den har stået i stampe i tre årtier og står nu tilbage og spørger, hvad det egentlig var, der skete, og hvad den er gået glip af,” siger Jacob Holdt.

Kasper Fogh, der er politik- og kommunikationschef hos centrum-venstre-tænketanken Cevea, tilslutter sig betydningen af mere økonomisk usikkerhed i den amerikanske arbejderklasse.

”Folk har dårligere livsudsigter. Det svarer de på! Det er logik for perlehøns. Det er jo, hvad venstrefløjen i øvrigt er bygget på: At folk kræver forandringer og forbedringer,” siger Kasper Fogh, der godt kan se en logik i, at byggematadoren Donald Trump kunne blive eksponent for den fortælling:

”Det er tydeligt, at der er mange i den traditionelle underklasse, der har fravalgt venstrefløjen. I dag står den moderne lønmodtager ikke i et modsætningsforhold til sin arbejdsgiver, men i et efterligningsforhold. Man solidariserer sig med den, der skaber ens job. I dag er entreprenøren den moderne helt. Det er ikke politikeren.”

Og Donald Trump har som bekendt aldrig tidligere beklædt et politisk embede. Politolog og samfundsdebattør Søren Hviid Pedersen er blandt de danskere, der har udtrykt sympati for og støtte til Donald Trumps projekt. Når Donald Trump er lykkedes med at gå hele vejen, skyldes det ifølge ham, at de almindelige, globaliseringskritiske amerikanere bliver set ned på af ledende politikere. Og ser politikerne ned på bestemte grupper, bliver de også økonomisk nedprioriteret og ”kommer ikke med i den grundlæggende værdiprioritering”.

”Det er ikke noget, der kun er gældende fra USA. Det er gældende for hele den kapitalistiske verden, hvor vi har løsrevet kapitalismen fra kristendommen og protestantisk etik. Det er basalt det, det drejer sig om. Så får økonomien sit eget liv. Så handler det ikke om velstand og arbejdspladser. Så handler det om profitmaksimering, og det får man nede i Mexico, hvor lønningerne er lavere og arbejdsvilkårene dårligere,” siger Søren Hviid Pedersen.

Ifølge den amerikanske journalist og kommentator Anne Applebaum blev Donald Trumps valgsejr dog ”vundet med identitetspolitik”, som hun i går skrev på det sociale medie Twitter. Anne Applebaum har leveret nogle af de mest pessimistiske klummer om valget af Donald Trump til amerikansk præsident. I foråret, da ingen afstemning endnu var holdt, kaldte hun en britisk EU-udtræden, valget af Donald Trump til amerikansk præsident og af Marine Le Pen fra Front National til Frankrigs præsident for ”Enden på Vesten – som vi kender den”.

Nu er de to første valgresultater en realitet, og Anne Applebaum mener ikke, at sidstnævnte alene kan forklares med hverken økonomi eller fattigdom. Hun linkede i går, ligeledes på Twitter, til en graf, der viser, at Hillary Clinton fik færrest procent af stemmerne i de amerikanske amter, hvor arbejdsløsheden er faldet mest de seneste fire år.

”Statistisk set – og det er absolut klart – stemte de fattigste amerikanere i den laveste og næstlaveste indkomstgruppe på Hillary Clinton. Trump-vælgere er middelklasse og øvre middelklasse. Så at beskrive dette som en økonomisk revolte fra den hvide arbejderklasse er ukorrekt. Der kunne være andre økonomiske faktorer, men dette er en ukorrekt og oversimplificeret forklaring,” siger Anne Applebaum, der kalder valget af Donald Trump for ”meget værre” end Brexit.

Den danske forfatter Jens Christian Grøndahl er heller ikke Trump-fan, men han slår fast, at ”nu har de tavse amerikanere da fået en stemme. Nu har de da fået deres præsident”.

”Nu er de altså ikke kuede outsidere, men helt inde ved magtens centrum. Hvis man vil prøve at være håbefuld, kan man sige, at det også er et sundhedstegn ved demokratiet. Når det kommer til stykket, afspejler det en folkevilje, uanset om vi bryder os om det eller ej.”