Prøv avisen

Fra Ukraine til New York: Mæslinger krydser kontinenter med ortodokse jøder

Sådan ser mæslinger ud, og især for immunsvækkede børn kan sygdommen føre til dødsfald eller alvorlige handicap. Foto: Jim Goodson/Ritzau Scanpix

Globalisering, religiøse traditioner og vaccine-skepsis giver flere udbrud af en sygdom, der var tæt på udryddet. Aktuelt har ortodokse jøders rejser til Ukraine ført til mæslingeudbrud i USA

Når myndighederne i New York lige nu slås for at bekæmpe et udbrud af mæslinger, så er det en kamp for at stoppe den rejse, som den frygtede virus har gjort de seneste måneder på tværs af kloden. Det aktuelle problem er nemlig oprindeligt ukrainsk og blev så israelsk, før det foreløbig er endt i det ultraortodokse jødiske kvarter i Williamsburg i New York.

Det er et eksempel på, at nogle sygdomme, der har været under kontrol, igen kan blive en fare, og det viser, hvorfor Verdenssundheds- organisationen, WHO, for nylig for første gang har sat vaccineskepsis på top 10-listen over klodens største helbredsproblemer.

”Sidste år var der 82.000 mennesker, der blev syge med mæslinger i Europa. 72 døde af mæslinger, og det er jo helt ubærligt, når man tænker på, at sygdommen nemt kan undgås,” siger Katrine Habersaat fra WHO’s Europa-kontor i Danmark.

Hun arbejder som teknisk ansvarlig med problemet med skepsis over for vaccinationer og mener, at de mæslinge-epidemier, som blandt andet plager i Europa for tiden, ikke burde finde sted i vore dage.

”95 procent skal bare have to vacciner, så er der immunitet i befolkningen, og vi kan undgå det, og det burde vi kunne i vores moderne samfund. Vi har gerne villet udrydde mæslinger i årevis, men det har ikke kunnet lade sig gøre, og det er et problem,” siger hun.

Ukraine er et af de europæiske lande, hvor det er værst. Landet har siden 2017 haft en mæslingeepidemi, der menes at have ramt over 70.000 mennesker, 53.000 af dem i 2018, hvor 16 mennesker døde af sygdommen. I år ser det ud til at tage endnu mere fart. De ukrainske myndigheder har i årets første tre måneder konstateret knap 33.000 tilfælde, der har kostet 14 mennesker livet.

Skepsis over for vaccine er langtfra den eneste årsag til problemet i Ukraine. Det kan også skyldes fattigdom, for selvom selve vaccinen er gratis, kan der være andre omkostninger forbundet med at få den.

”Og noget handler om manglende tillid til myndigheder, til hinanden, til lægerne. Det er meget komplekst,” forklarer Katrine Habersaat.

I Israel var sundhedsmyndighederne allerede i august 2017 bange for, at det ukrainske problem også kunne blive deres. Ni soldater fik nemlig mæslinger den måned, efter at en af dem var blevet smittet under et familiebesøg i Ukraine. Ifølge den engelske netudgave af avisen Yedioth Ahronoth fik i alt 26 israelere mæslinger i løbet af sommeren 2017, men myndighederne vidste, at det kunne blive værre.

Blandt ortodokse jøder er der ikke en generel eller specifik religiøst begrundet modstand mod vaccine, så udbruddet af mæslinger forklares især med rejsemønstre. Hvert år til det jødiske nytår, Rosh Hashanah, rejser tusinder af ortodokse mænd nemlig som pilgrimme til Uman i Ukraine, hvor Rabbi Nachman, en ultraortodoks leder, ligger begravet. De er blevet advaret, blandt andet i det ortodokse online-medie Yeshiva World News, der har skrevet, at alle, som ikke er vaccineret, skal sørge for at blive det, før de tager af sted.

Men fra 2017 til 2018 voksede antallet af mæslinge-tilfælde i Israel fra 40 til 3150, og eksperter tror ifølge avisen New York Times, at det tog fart i september efter at flere ultraortodokse mænd var blevet smittet under deres Rosh Hashanah-rejse til Ukraine.

Udbruddet i New York kom i oktober sidste år. Det første sygdomstilfælde var et barn, der ikke var vaccineret og lige havde været i Israel. Siden førte også andre smitten fra Israel til New York, hvor der ifølge byens sundhedsmyndigheder har været 285 tilfælde af mæslinger, langt de fleste af dem i de ultraortodokse jødiske samfund i Williamsburg i bydelen Brooklyn og nabobydelen Queens.

Der menes at bo omkring 300.000 ultraortodokse jøder i New York. De fleste er vaccineret, men der er også en del vaccine-modstandere iblandt dem. En ultraortodoks mor fortæller anonymt til New York Times, at hun har holdt det skjult, at hendes tre børn, som ikke er vaccineret, alle har haft mæslinger. Hun er imod vaccinen, fordi hun tror, at den blandt andet kan være skyld i spædbarnsdød.

Også i Storbritannien har der ifølge avisen Times of Israel det seneste år været mæslinge-epidemier blandt ortodokse jødiske børn, som menes at være blevet smittet på ferie i Israel. Katrine Habersaat fortæller, at et nyligt studie gav et overraskende resultat. Mange ultraortodokse engelske børn blev ikke vaccineret, og forskerne regnede med, at det skyldtes, at deres mødre ikke havde tillid til vaccinen og systemet.

Det viste sig i stedet at have langt overvejende praktiske grunde. De ortodokse familier har ofte mange børn.

”De har måske helt op til 12 børn, og når de kom til lægeklinikken allesammen, var der ikke plads til dem, til at sætte barnevognen eller til at amme den mindste, og folk kiggede skævt til dem. Den slags mødre har mange ting, de skal, og klinikken var ikke åben, når det ville være godt for dem, hverken søndag eller om aftenen. Det var en øjenåbner for myndighederne, fordi de troede, at det handlede om en skepsis,” siger hun.

De britiske sundhedsmyndigheder er nu begyndt at målrette vaccinations-programmer til de jødisk-ortodokse mødre. Noget lignende har man gjort i Sverige, hvor nogle somaliske mødre var tilbageholdende med at lade deres børn vaccinere, fordi de var bange for, at de kunne få autisme. Det er med Katrine Habersaats ord blevet modbevist ”for længe, længe siden”, men de skeptiske somaliske mødre stolede ikke på den trykte information og kunne ikke tale med de svenske sygeplejersker.

”Så i stedet engagerede svenskerne nogle aktive somaliske kvinder, der kunne nå disse mødre i et sprog, også i overført forstand, der appellerede til dem,” siger WHO-eksperten.

I New York har myndighederne nu givet de jødiske skoler påbud om, at de skal udelukke børn, der ikke er vaccineret, og deres forældre risikerer bøder. Før vaccinen mod mæslinger kom i 1963, døde der hvert år 2,6 millioner mennesker af mæslinger. I 2017 var det tal ifølge WHO omkring 110.000.

Da WHO i marts for første gang satte vaccine-skepsis på listen over de 10 største trusler mod verdenssundheden, nævnte organisationen netop mæslinger som eksempel.

”Der har været en stigning globalt på 30 procent,” skrev WHO, der også konstaterede, at vaccinationer af alle slags årligt forebygger 2-3 millioner dødsfald.