Tsar Putin har den russiske folkesjæl med sig

Et flertal af de russiske vælgere viste ved folkeafstemningen om stor forfatningsreform, at nok afskyr de landets politiske klasse og er trætte af dens coronahåndtering, men samtidig støtter de fuldt ud det styrede demokrati og den nationalkonservative populisme, der altid har været præsident Putins varemærke

Forfatningsændringen er en personlig sejr for præsident Putin. Også den ortodokse kirke har vokset sig stærk under Putin, om end der ikke tale om, at kirken får mere magt via forfatningen. Arkivfoto.
Forfatningsændringen er en personlig sejr for præsident Putin. Også den ortodokse kirke har vokset sig stærk under Putin, om end der ikke tale om, at kirken får mere magt via forfatningen. Arkivfoto. Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix.

Vladimir Putin fik det, som han ville have det: Massiv folkelig opbakning til den en socialt-nationalkonservative kurs, som Ruslands præsident har stået for i 20 år. 65 procent af vælgerne stemte ved onsdagens folkeafstemning om den største russiske forfatningsændring nogensinde, og flere end 77 procent af dem stemte for. Valgdeltagelsen er præcis på niveau med, hvor mange der plejer at stemme ved præsidentvalg i Rusland, valg til parlamentet lå for 20 år siden lidt lavere og er siden dalet til under 50 procent, hvilket udtrykker russernes tiltagende træthed med den politiske klasse i Rusland.

Netop derfor er valgresultatet bemærkelsesværdigt. For det udtrykker, at godt nok er russerne trætte af deres politikere, men ikke trætte af politik og værdier. Netop fordi ingen politikere var på valg, kan udfaldet værdimæssigt tages til indtægt for russernes vilje.

I vestlige medier har valget haft én dagsorden: At Putin kan blive siddende til maj 2036, hvor han vil være fyldt 83 år. Den dagsorden har næsten intet fyldt i russiske medier, og Putin og hans folk har nænsomt undgået emnet. Opbakningen til præsidenten personligt er for tiden historisk lav, og befolkningen er stærkt utilfreds med myndighedernes inkompetente indsats overfor coronapandemien. Der er med andre ord ikke tale om et decideret valg for Putin, men han fik sikret sig fornyet legitimitet uden om parlamentet gennem en folkeafstemning, som han reelt ikke havde behøvet udskrive.

De over 200 ændringer til forfatningen fra 1993 kan deles op i tre dele: Sociale, konservative og nationale temaer. Den samlede pakke har klart været mere end spiselig for et stort flertal. For det første vægtes en række sociale forhold, hvor blandt andet pension og minimumsløn ikke skal kunne udhules af inflation, og hver familie får en statslig gave for den førstefødte. For det andet er der en række konservative værdier såsom, at russisk er landets sprog, børn skal sikres en patriotisk opdragelse, at mindet om sejren over nazismen bevares med respekt, og at et ægteskab er mellem en mand og en kvinde og ikke andre varianter. At traditionelle værdier om ægteskabet står stærkt i Rusland har troværdige meningsmålinger gentagne gange bekræftet. Som noget særligt nævnes troen på Gud. Den ortodokse kirke har vokset sig stærk under Putin, og balancen mellem kirke og stat er vigtig for statens legitimitet i befolkningen, men Rusland forbliver en sekulær stat. Der er således ikke tale om, at kirken får mere magt via forfatningen. Troen på Gud er vigtig for den russiske befolknings nationale selvforståelse, ligesom kirken er væsentlig også i sociale spørgsmål i lokalsamfundet.

For det tredje fastslås det nu, at russisk ret står over international ret. Det gælder i første omgang konkret Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis bøder Rusland fremover ikke kommer til at betale. Men nu er det også grundlovssikret, at Rusland ikke kan afgive territorium til andre lande. Det har aktuel adresse til Krim, men naturligvis også til fremtidige områder, der måtte tilgå Den Russiske Føderation, og her kunne Sydossetien og Abkhasien i Georgien en dag blive temaer.

Selvom russerne ikke har stemt om ham, er Vladimir Putin alligevel den egentlige sejrherre. For han har nu mulighed for forblive på posten til 2036. Hans nuværende embedsperiode udløber i 2024, hvor han ikke ville kunne genopstille efter den hidtidige forfatning. Med forfatningsændringerne kan enhver fremtidig russisk præsident – ligesom som i USA og Frankrig – kun sidde i to perioder. Men for Putins vedkommende har parlamentet ”nulstillet” hans hidtidige fire perioder, så han nu kan sidde yderligere i to perioder og dermed seks i alt, hvis han vinder de næste valg, hvorved russerne i praksis kan få ”Putin forever”.

Og det er en sejr for præsidenten personligt. Hans skrækscenarie har været, at han end ikke ville få lov til at sidde indeværende periode ud og blive udskiftet inden 2024. Da Putin i marts 2018 blev valgt til sin dengang sidste periode, begyndte snakken i de russiske eliter om, hvad skal komme efter ham. Det samme så man i 2008, da Putin måtte gå af og lade Dmitrij Medvedev være vicevært på præsidentposten i fire år, før Putin kom tilbage.

Hans skræk har været, at en alliance mellem stærke magtgrupperinger inden 2024 ville finde sammen og udpege hans efterfølger. Præcis som oligarkerne omkring tidligere præsident Boris Jeltsin i 1999 udpegede Putin og lavede en aftale med Jeltsins datter om en fredelig magtoverdragelse – et oligarkhold, som Putin efterfølgende enten bragte under sin kontrol, smed i fængsel eller ud af landet i det omfang, de ikke forstod hans linje og ubestridte magtposition.

I onsdags vandt Vladimir Putin derfor på to fronter. Han vandt kampen om magten. Ingen er i tvivl om, at han er Ruslands tsar, så langt øjet rækker. Og hans nationalkonservative, populistiske linje, som er blevet kopieret af andre autoritære statsledere i verden det sidste årti, er blevet godkendt af det russiske folk.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.