Prøv avisen
Portræt

Tsarens nye klæder

Når Vladimir Putin efter al sandsynlighed vinder det russiske valg i morgen, kan han øjne at sidde ved magten i 25 år. Kun overgået af Stalin. Hvad driver den tidligere KGB-agent, som både støtter og modstandere betegner som det 21. århundredes tsar?

Ruslands præsident, Vladimir Putin, kedede sig tydeligvis en smule den første halvanden times tid, da han senest tonede frem på de vestlige tv-skærme under sin to timer lange årlige tale til Ruslands Føderale Forsamling for nylig. Putin, som efter al sandsynlighed bliver genvalgt ved præsidentvalget i morgen, ”jappede igennem Ruslands indre problemer, som var han en oppositionskandidat, der ikke havde noget med dem at gøre,” bemærkede en kommentator.

Putins blik blev imidlertid livligt, og kunstpauserne længere, da de tørre grafer over russisk økonomi på to enorme skærme bag præsidenten blev skiftet ud med en animationsfilm, der viste et flyvende krydsermissil med kurs mod Nordamerika. Rusland er i færd med at udvikle atomvåben, som kan trænge igennem et hvilket som helst missilforsvar, lød det triumferende fra præsidenten, og Vestens bestræbelser på at ”begrænse Rusland” under de seneste års ”våbenkapløb” er således mislykkedes.

”Jeg vil fortælle Vesten, at alle jeres forsøg på at blande jer i udviklingen i vores land har været en fiasko,” sagde han og høstede stående bifald fra de russiske politikere, embedsfolk og religiøse ledere i salen.

”Ingen ville tale med os. De blev ved med at ignorere os. Ingen lyttede til os. Så lyt til os nu!”.

Stående applaus fik Putin også, da han som forholdsvis ny præsident – og som den første russiske leder – for 17 år siden talte i den tyske forbundsdag cirka et årti efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. De tyske bifald dengang skyldtes dog ikke nye masseødelæggelsesvåben og trusler mod Vesten, men derimod en tale på tysk om frihed og demokrati og et Rusland, som var ”færdig med den kolde krig” og ”stalinistisk totalitær ideologi”.

”Tiden er nu kommet til at tænke over, hvad der skal gøres for at sikre, at et forenet og sikkert Europa bliver budbringeren for en forenet og sikker verden,” sagde Putin dengang til de begejstrede tyske parlamentarikere i Berlin.

Så hvorfor lyder Putin i dag som en sovjetisk leder under en eskalerende koldkrigs-konflikt? Hvad driver den 65-årige tidligere KGB-agent? Hvordan formår han at fastholde magten i et land, der er på vej til at gøre ham til den længst siddende leder kun overgået af Josef Stalin?

Svarene er omgærdet af mystik, mener Roman Lunkin, som forsker i religion og menneskerettigheder i Rusland ved Institut for Europa på Det Russiske Videnskabsakademi i Moskva.

”Jeg vil være ærlig over for dig. Ingen ved rigtigt, hvem Putin er. Det er en vanskelig opgave – det afhænger også af, hvilken Putin man gerne vil vise. Det er et spil, alle russere er en del af. Alt er meget polariseret omkring det emne,” siger han.

Skal man alligevel forsøge at finde svar, kan man begynde med Putins opvækst i det krigshærgede Leningrad, i dag Sankt Petersborg, og hans oplevelser som spion under Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Da Putin blev født i Leningrad i 1952, var byen stadig stærkt forarmet efter den nazistiske blokade under Den Store Fædrelandskrig, russernes betegnelse for Anden Verdenskrig, som kostede 25 millioner sovjetborgere livet.

For Putin som for de fleste russere blev kampen mod nazisterne en bærende søjle i den russiske grundfortælling, og i en tale i 2016 beskyldte han Vesten for at undervurdere islamistisk terrorisme, ligesom Vesten havde undervurderet nazismen for i stedet at tilsværte Moskva. I krigsårene skulle Leningrad på Hitlers ordre ”fjernes fra jordens overflade”, og blokaden fra 1941 til 1943 havde til hensigt at sulte indbyggerne ihjel. Over en million mistede livet, inden Den Røde Hær drev nazisterne tilbage, men Putins arbejderforældre var blandt de heldige overlevende. Under indtryk af nazismens ødelæggelser og et råt gademiljø voksede han op og fik hurtigt ry for at være en ballademager, der hellere ville jage rotter i byens beskidte baggårde end passe sin skole, og som ofte havnede i slåskampe med drenge større end ham selv. Den macho-attitude, som mange tillægger ham i dag, tog således allerede form i barndomsårene.

”For 50 år siden lærte Leningrads gader mig en regel: Hvis en kamp er uundgåelig, bliver man nødt til at slå først,” sagde Putin i 2015 til russiske medier.

Den unge Putin begyndte at dyrke judo, og var der optræk til slagsmål, ville han ”øjeblikkelig kaste sig over fyren, kradse ham, bide ham, rive håret ud på ham, gøre hvad som helst for at undgå, at nogen ydmygede ham”, fortæller en barndomsven i portrætbogen ”First Person” (Første person).

Allerede som dreng drømte Putin om at blive spion, ”endda inden han færdiggjorde sin skole”, fremgår det af et portræt på en Kreml-hjemmeside. Som teenager søgte han om optagelse i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, fik afslag, men blev anbefalet at læse jura eller gå i militær tjeneste for at optimere sin chance for at blive agent.

”Mine indtryk af KGB var baseret på romantiske forestillinger om hemmelige agenter. Jeg kan betragtes som et meget vellykket produkt af den sovjetiske patriotiske opvækst,” har han sagt.

Udsigten til en mulig agent-karriere fik ham tilsyneladende til at tage sin skolegang mere seriøst. I 1970 begyndte han at studere jura på Leningrad Statsuniversitet, og efter endt eksamen i 1975 blev han indlemmet i KGB. I mellemtiden havde han mødt den godt fem år yngre Aeroflot-stewardesse Ljudmila, som efter eget udsagn var tiltrukket af ”hans indre styrke – den samme kvalitet, som drager alle andre mod ham”, og i 1983 blev parret gift.

Den 9. november 1989 kunne det østtyske DDR-regime ikke længere holde de folkelige protester tilbage. Berlinmuren faldt, DDR-borgere kunne for første gang siden august 1961 færdes frit, og glædesrusen sendte rystelser gennem hele den kommunistiske østblok, som blev tvunget i knæ af de fredelige demonstrationer. Med til glæden over den nye frihed hørte også vreden mod DDR’s berygtede efterretningstjeneste, Stasi. Den 5. december stormede grupper af demonstranter Stasis Dresden-hovedkvarter, og ansatte i det før så magtfulde sikkerhedsapparat var pludselig rådvilde. Nogle demonstranter vendte sig derefter mod KGB’s bygning på den anden side af gaden, hvor de sovjetiske ansatte havde travlt med at brænde arkiverne.

”Vagten ved indgangen skyndte sig omgående ind i bygningen,” erindrer en af demonstranterne, Siegfried Dannath, ifølge britiske BBC. Men kort efter ”dukkede en officer op – temmelig lavstammet, ophidset”.

”Han sagde til vores gruppe: ’Prøv ikke at tvinge jer vej ind i bygningen. Mine kammerater er bevæbnede, og de har tilladelse til at bruge deres våben i en nødsituation.’”

Det fik demonstranterne til at forlade bygningen, men KGB-officeren vidste, at situationen stadig var farlig og ringede til Den Røde Hærs hovedkvarter for at bede om beskyttelse. Svaret chokerede den russiske agent:

”Vi kan ikke gøre noget uden ordrer fra Moskva. Og Moskva er tavst,” lød det.

Agentens navn var Vladimir Putin, og han skulle aldrig siden glemme de tre ord: ”Moskva er tavst”.

”Det var på det tidspunkt, at jeg forstod, at Sovjetunionen var syg. En dødelig sygdom, der hedder lammelse. Magtens lammelse,” har Putin sagt om årene under sovjetlederen Mikhail Gorbatjovs glasnost-reformer forud for sammenbruddet i 1991.

Oplevelsen var med til at sætte et livsvarigt præg på ham, mener Peter Schulze, æresprofessor ved universitetet i russiske Rostov ved Don og underviser i statskundskab, internationale relationer og russiske studier ved Georg August Universitetet i Göttingen i Tyskland.

”Putin oplevede, hvor vanskeligt det er at stoppe folkelige opstande, når de først kommer i bevægelse. Det kan være med til at forklare, hvorfor han i dag er opsat på at fjerne selv politiske konkurrenter, som ikke ville kunne slå ham i et valg. Han frygter, at de genererer folkelige protester. Oplevelsen dengang var en blandt flere, der gav ham blik for, hvor skrøbelig den politiske elites magt kan være over for gadens kræfter,” siger han.

Den traumatiske oplevelse markerede enden på Putins fem år som agent i Dresden, som heller ikke havde levet op til drengedrømmene og ofte havde været kedsommelige. Men levestandarden for ham og hustruen Ljudmila havde været højere end i Sovjetunionen, og parret fik et chok, da de i 1990 vendte tilbage til et hjemland, som var på randen af sammenbrud.

I 1991 kollapsede den kommunistiske stormagt – ”århundredets største geopolitiske katastrofe”, har han siden kaldt det. Putin forstod, at sovjetsystemet var lammet, men drog de absolut forkerte konklusioner, mener tyske Boris Reitschuster, tidligere Moskva-korrespondent og forfatter til flere bøger om Putin og Rusland, herunder ”Putins demokratur. Et magtmenneske og hans system”.

”Modsat mange landsmænd oplevede Putin ikke Gorbatjovs glasnost og perestroika som en befrielse, men som en farlig udvikling. Han mente ikke, at systemet var lammet af censur, mangel på frihed og demokrati, vold mod systemkritikere. Snarere mente han, som hans politik i dag viser, at systemet under Gorbatjov blev for frit, at folk fik for meget indflydelse, for meget frihed, for meget demokrati, og at censuren mislykkedes,” siger Boris Reit-schuster og tilføjer, at Ruslands politiske landskab i dag til dels minder om det DDR, Putin havde sat så meget pris på under sit ophold i Dresden, herunder ”pseudo-oppositionspartierne i parlamentet og de permanente løgne” over for befolkningen.

Tilbage i Leningrad overvejede Putin et job som taxa-chauffør. Men han fandt snart ud af, at han som KGB-agent havde oparbejdet et netværk af mennesker, der ligesom ham selv havde udtjent deres rolle under Sovjetunionen, men som kunne udfylde nye magtfulde roller i det nyfødte Rusland. Selv i dag tæller hans inderkreds folk fra tiden i Dresden, skriver BBC.

Putin blev i 1991 rådgiver for den liberale politiker Anatolij Sobtjak, og da Sobtjak blev borgmester i Sankt Petersborg, blev Putin i 1994 viceborgmester. Som politiker skulle han håndtere den mafia og benhårde kapitalisme, som var opstået af kaosset efter 1991, og det var med til at skærpe hans grove stil, mener Kadri Liik, ekspert i russiske forhold ved den internationale tænketank European Council on Foreign Relations.

”Hans måde at kommunikere på i dag minder mig af og til om kommunikationen blandt russiske mafia-ledere – kynisk og vanskelig at afkode for folk med en anden tankegang,” siger hun.

Efter Sobtjaks nederlag i 1996 trak Putin sig også fra det politiske liv i hjembyen og flyttede til Moskva, hvor han hurtigt fik fremtrædende poster under det nye Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, blandt andet som efterretningschef og siden som premierminister. Den sobre og selvkontrollerede Putin kunne umiddelbart ikke være mere forskellig fra den bombastiske, vodka-drikkende Jeltsin. Men da Jeltsin, fysisk svækket og stærkt upopulær, trådte tilbage nytårsaften 1999, gjorde han Putin til fungerende præsident.

Vladimir Putin lænede sig tilbage på stolen og smilede. Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, som sad ved hans side, så knap så glad ud. Året var 2007, og kansleren var på besøg i præsidentens sommerresidens i Sotji ved Sortehavet, da Putin pludselig kaldte på sin labrador, Koni. Stiv i kroppen og med et ængsteligt blik betragtede Merkel den enorme hund, som kom luntende, sniffede til hendes ben og lagde sig for hendes fødder. Kanslerens hundefobi er velkendt, hun er tidligere blevet bidt, men Putin lod som ingenting.

”Jeg er sikker på, at den nok skal opføre sig ordentligt,” sagde han.

”I det mindste lader den ikke til at spise journalister,” fremstammede Merkel i retning af pressefolkene.

Putin svor siden, at han ikke havde ønsket at skræmme kansleren. Men de fleste medier tolkede hændelsen som et overlagt forsøg på at hævde sig over for den tyske leder, og for mange blev episoden et sindbillede på det stadig mere anstrengte forhold mellem Putin og Vesten.

Forholdet så ellers lovende ud, efter at Putin i 2000 blev valgt som Ruslands præsident. I den famøse tale for det tyske parlament i 2001 svor han troskab mod USA og delte sine visioner om Ruslands europæiske skæbne. Gas- og olieeksporten gav samtidig Rusland et kolossalt økonomisk opsving, den forarmede uddannelses- og sundhedssektor fik et løft, tilliden til staten steg i takt med lønningerne, og Putin gjorde en ende på det kaos, der havde præget årene under Jeltsins postsovjetiske styre.

Prisen var dog ifølge kritikere en gradvis tilbagerulning af Ruslands spirende demokrati, og Putin strammede i stigende grad grebet om medierne og grundlæggende frihedsrettigheder. Putins daværende spindoktor, Vladislav Surkov, døbte i 2006 denne styreform ”det suveræne demokrati” eller ”kontrollerbart demokrati”.

Finanskrisen i 2008 ramte den russiske økonomi hårdt, og forholdet til Europa blev gradvist forværret, kulminerende med Ruslands militære intervention i Ukraine og annekteringen af Krim-halvøen i 2014, som førte til hårde økonomiske sanktioner fra EU’s side. USA’s præsident, Donald Trump, har rost Putin, men forholdet til USA er voldsomt kølnet efter beskyldninger om russisk indblanding i den amerikanske valgkamp. Og det nylige giftattentat på en russisk eksspion i Storbritannien har ført til nye rystelser i forholdet til EU og Nato.

Når Putin alligevel står til at vinde suverænt ved valget i morgen, skyldes det ikke mindst Ruslands annektering af Krim og senest indflydelsen i Mellemøsten, som Rusland har opnået ved at støtte Assad-styret i den syriske borgerkrig. Det vurderer Agnia Grigas, sovjetiskfødt sikkerhedsrådgiver ved tænketanken Atlantic Council i Washington og forfatter til flere bøger om Rusland.

”Putin er populær, fordi han forsøger at gøre Rusland til en stormagt igen – en tiltrækkende tanke for den russiske befolkning, hvis kollektive billede af Rusland er det tsaristiske imperium og Sovjetunionen,” siger hun.

Populariteten skal dog ikke overvurderes. Dels er den skabt af Kremls kontrol over medierne, dels skyldes den frygt for at tale styret imod. Og endelig kan russerne ikke se noget alternativ til det 21. århundredes tsar, som både liberale og konservative politikere kalder ham, for oppositionen er enten undertrykt eller fragmenteret, siger Agnia Grigas.

”Putin er et produkt af det sovjetiske system og af KGB snarere end af det moderne Rusland. Det post-sovjetiske Rusland er stort set skabt af ham og hans inderkreds: En autoritær regering, der mere minder om regeringer i latinamerikanske lande end et vestligt demokrati, et kleptokrati snarere end en kapitalistisk økonomi. Hans lange politiske levetid skyldes, at han har konsolideret sin magt i utrolig grad – langt mere end tidligere sovjetiske ledere,” siger hun.

Putin forsøgte i mange år at komme Vesten i møde, mener den tyske Rusland-forsker Peter Schulze. Fra det sovjetiske sammenbrud og frem til omkring 2009 var Europas østpolitik præget af pragmatik og samarbejde, og det gavnede Rusland såvel som Europa.

”Men herefter opstod der et paradigmeskifte inden for EU, da nye medlemmer, herunder de baltiske lande, ikke ønskede et hyggeligt forhold til Rusland, men snarere en Nato-domineret stabilitet. Rusland forsøgte at reparere på forholdet, men blev skubbet til side, og relationen blev konfronterende. Når man driller den russiske bjørn, slår bjørnen igen. Ligesom de fleste russere følte Putin sig forsmået, og russerne respekterer ham for at have bragt landet tilbage på den geopolitiske scene,” siger Peter Schulze.

I dag trækker Putin især på den nationalkonservative russiske politiske tænker Ivan Iljin (1883-1954) og hans centrale idé om, at Rusland er under konstant belejring af et fjendtligt Vesten. Der er ikke blot tale om paranoia-propaganda for folket, men om en personlig overbevisning hos Putin, mener den tyske Putin-biografist Boris Reitschuster.

”Putins hovedmål er at forblive ved magten for enhver pris. Hans motivation i de tidligere år var klart penge og rigdom, og da han opnåede dette i utrolige mængder, blev hans motivation at få en plads i historien. Han kan ikke forlade magten på en fredelig og sikker måde på grund af den kriminelle, mafia-agtige måde, han har opbygget systemet på. Så han kæmper for magten, som gjaldt det liv eller død. Selv hans ‘hybridkrig’ mod Vesten er i hans øjne en forsvarskamp. Han er overbevist om, at Vesten planlægger en revolution i Moskva,” siger han.

Samtidig har Putin lanceret fortællingen om, at Rusland med sin ortodokst-kristne kultur adskiller sig fra andre lande og modsat det dekadente Vesten kæmper for patriotisme, traditionelle familieværdier og andre konservative normer. Den ortodokse kirke er blevet revitaliseret under Putins styre i en grad, som næppe er set siden tsar-imperiet. Den ortodokse patriark Kirill har kaldt Putin for et ”Guds mirakel”, og præsidenten har ofte tilkendegivet sin støtte til den ortodokse kirke og tro. I januar badede han eksempelvis i en frossen sø i anledning af den ortodokse fejring af Jesu dåb.

Tilbage står en russisk leder, hvis legitimitet stort set ikke længere er til debat i den brede befolkning, konkluderer en rapport fra tænketanken Carnegie Moscow Center:

”Han er en konstant – portrættet på væggen, som ingen længere kan pille ned.”

Vladimir Putin er imidlertid ikke almægtig, mener ruslandsekspert Agnia Grigas:

”Hvis Putin skulle forsvinde fra Kreml i morgen, ville han efterlade et velforankret system, som ville kæmpe for at fortsætte med at lede landet, og som blot ville forsøge at erstatte ham med en Putin II.”

Vladimir Putin blev i 1983 gift med den tidligere Aeroflot-stewardesse Ljudmilla, som efter eget udsagn var tiltrukket af ”hans indre styrke – den samme kvalitet, som drager alle andre mod ham”. Parret, der sammen har to døtre, ses her under en påskegudstjeneste i Frelseren Kristus-katedralen i Moskva. De blev skilt i 2014. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP/Ritzau Scanpix
Der findes et hav af officielle billeder, hvor Putin bliver fremstillet som en stor og stærk mand i pagt med naturen – som her under en jagt i Tuva-regionen på den sibiriske grænse til Mongoliet i oktober 2010. – Foto: Dmitry Astakhov/Sputnik/AP/Ritzau Scanpix.
Den ortodokse patriark Kirill har kaldt Putin for et ”Guds mirakel”. Her ses patriarken og Putin tænde lys under et besøg i et kloster i Istra uden for Moskva med premierminister Dmitrij Medvedev i baggrunden i november 2017. Den ortodokse kirke er blevet revitaliseret under Putins styre i en grad, som næppe er set siden tsar-imperiet. – Foto: Alexei Nikolsky/Sputnik/AP/Ritzau Scanpix.
Allerede inden han blev valgt til USA’s præsident, gav Donald Trump udtryk for, at han sikkert ville komme godt ud af det med Vladimir Putin. Her ses de to i nær samtale under G20-topmødet i den tyske by Hamborg i juli 2017, hvor de to statsledere mødtes første gang ansigt til ansigt. Siden er det amerikansk-russiske forhold kølnet gevaldigt på grund af den igangværende efterforskning af russisk indblanding i den amerikanske valgkamp i 2016, og så sent som i denne uge indførte USA sanktioner mod navngivne russere. – Foto: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix.
Som barn i efterkrigstidens ødelagte Leningrad fik Vladimir Putin hurtigt ry for at være en ballademager, der hellere ville jage rotter i byens beskidte baggårde end passe sin skole. Her ses han som nummer tre fra venstre i første række på et klassefoto fra folkeskolen. – Foto: EPA/Ritzau Scanpix.
I slutningen af 1990’erne fik Putin fremtrædende poster under det nye Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, blandt andet som efterretningschef og siden som premierminister. Da en stærkt svækket Jeltsin trådte tilbage nytårsaften 1999, gjorde han Putin til fungerende præsident, og året efter blev han også folkevalgt. Her ses de sammen foran Kreml, efter at Putin officielt er taget i ed til sin første præsidentperiode den 7. maj 2000. Jeltsin døde i april 2007. – Foto: Alexander Zemlianichenko/AP/Ritzau Scanpix
Præsident Putin indviede i juni 2006 sammen med en gruppe unge marinekadetter et mindesmærke for Sankt Petersborgs afdøde tidligere borgmester Anatolij Sobtjak, som Putin i 1991 blev rådgiver for, hvilket kickstartede hans politiske karriere. – Foto: Dmitry Lovetsky/AP/Ritzau Scanpix.
Den ortodokse patriark Kirill har kaldt Putin for et ”Guds mirakel”. Her ses patriarken og Putin tænde lys under et besøg i et kloster i Istra uden for Moskva med premierminister Dmitrij Medvedev i baggrunden i november 2017. Den ortodokse kirke er blevet revitaliseret under Putins styre i en grad, som næppe er set siden tsar-imperiet. – Foto: Alexei Nikolsky/Sputnik/AP/Ritzau Scanpix.
Rusland og præsident Putin har med sit militære engagement i Syrien reelt afgjort borgerkrigen til præsident Bashar al-Assads fordel. I december 2017 kom Vladimir Putin på en kort mellemlanding til Syrien for at takke sine soldater for deres indsats med at redde Assads regime. Den syriske præsident Assad lovpriste de russiske soldater og lovede Putin, at han vil indgå i de syriske historiebøger på lige fod med landets andre helte, da de stillede op til fotografering på den russiske luftbase Khmeimim i Syrien. – Foto: Mikhail Klimentyev/AP/Ritzau Scanpix.