I de vestlige medier skriver vi altid, at mellem 18.000 og 19.000 mennesker mistede livet ved tsunamien i Japan i marts 2011. Og det er der ikke noget forkert ved. Men i japanske medier skriver man fuldkommen konsekvent, at 15.903 mennesker blev dræbt, og at 2556 stadig er savnet. Sådan så situationen ud på landsplan i december 2016.
2556 uafsluttede skæbner. Selvfølgelig er de ikke i live, men de er heller ikke døde i en forstand, hvor man kan tælle dem med i en statistik over de døde.
Denne situation skaber den dag i dag traumatiske savn, uafsluttet sorg og tvivl i mange familier. Selv de, der fandt deres afdøde familiemedlemmer i det uhyggelige kaos i ugerne efter tsunamien, var mange gange ikke i stand til at samle familiemedlemmerne og gennemføre en anstændig begravelse for dem.
”Betingelserne efter tsunamien forhindrede folk i at sørge på socio-kulturelt accepterede måder,” konstaterer den japanske religionsforsker, lektor Hara Takahashi fra Tohoku Universitet, i en nylig artikel, der dels handler om ”spøgelser” efter de tsunami-dræbte og dels om den ”hjertepleje”, som udføres af præster fra alle religioner i området.
Der manglede simpelthen i mange familier en tilfredsstillende og ordentligt afsluttet sorgproces. Og det har skabt grundlag for, at man overalt i det tsunami-ramte område hører beretninger om ”yokai”, om spøgelser. Beretninger om, at nogen har mødt de savnede.
Enten på uhyggelig vis, hvor folk for eksempel oplever at have mødt drivvåde og mudrede væsener på havnen, der forsøgte at praje en taxa. Men også på mere positiv vis, ved at de sørgende på en eller anden måde kommer i en beroligende kontakt med de savnede, der så brutalt forsvandt fra deres liv.
28-årige Ayane Suto, som ikke tror på spøgelser, oplevede, at hendes dræbte far talte til hende gennem en blomst, der faldt på hendes fod, da hun så hans lig. Hun siger til den britiske journalist Richard Lloyd Parry, at ”når folk ser spøgelser, fortæller de en historie, en historie, som blev skåret midt over. De drømmer om spøgelser, fordi så fortsætter fortællingen og når frem til en afslutning. Det skaber trøst, og det er en god ting.”
Richard Lloyd Parry har i en lang artikel med titlen ”Ghosts of the Tsunami” (Tsunamiens spøgelser), som i august i år udkommer i en udvidet udgave som bog, beskrevet, hvordan oplevelserne med spøgelser i mange tilfælde har været endog meget uhyggelige og haft karakter af besættelser.
”Det betyder i virkeligheden ikke noget, om man tror på spøgelser eller ej,” har Richard Lloyd Parry sagt i et interview med den amerikanske radiostation NPR.
”Det, der er virkeligt, er lidelserne og smerten.”
Præster i alle religiøse afskygninger – buddhister, shintoister og kristne, hvoraf de færreste selv tror på spøgelser – har efter bedste evne forsøgt at hjælpe de mennesker, som har haft den slags oplevelser. De har desperat og til tider magtesløst taget ritualer og ceremonier ned fra hylden, som egentlig er beregnet på alt muligt andet, og frem for alt har de lyttet til de ulykkelige menneskers beretninger.
I nogle tilfælde har buddhistiske præster gennemført, hvad man i kristen sammenhæng ville kalde eksorcistiske scener, med uddrivelse af vildfarne sjæle fra rædselsslagne mennesker, der psykisk ikke magtede at håndtere mindet om tsunamien. Både Richard Lloyd Parry og Hara Takahashi har været til stede ved sådanne scener.
”Jeg skriver ikke, at buddhistiske ritualer altid virker i den slags tilfælde,” understreger Hara Takahashi i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
”Nogle gange virker de, andre gange ikke. Det er det samme med moderne psykoterapi og psykiatri. Nogle gange virker det, og andre gange ikke.”
De buddhistiske præster er ”åbne over for psykologiske forståelser af spøgelser og samtidig parat til at bruge traditionelle religiøse ritualer som en pragmatisk måde at opnå positive resultater,” forklarer han i sin nyligt udgivne artikel.
Denne ”hjertepleje” er udtryk for en ”fin balance mellem sekulære og religiøse løsninger”, skriver Hara Takahashi. Det appellerer til mange japanere i vore dage, vurderer han.
Der er ingen tvivl om, at desperate savn og undertrykt sorg har skabt basis for en ny interesse for, hvad religion kan tilbyde i hele den tsunami-ramte region, som i forvejen er et af Japans mest religiøse områder.
”Både buddhistiske, shintoistiske, kristne og nyreligiøse organisationer har været med til genopbygningen, endog med samarbejde på tværs af religionerne,” fortæller den danske religionshistoriker og lektor Jørn Borup fra Aarhus Universitet.
”Det har i årene siden tsunamien givet et langt mere positivt billede af religiøse grupper generelt, også i medierne,” siger han.
Lektor Norichika Horie, der er religionsforsker ved Tokyo Universitet, understreger, at dette positive billede i høj grad skyldes, at præsterne ikke har udnyttet situationen til at missionere.
”Buddhismen, den største religion i katastrofeområdet, forsøgte ikke at kontrollere, hvordan medlemmer af menigheden dyrkede deres forfædre derhjemme, og den gav dem frihed til at gøre dette på deres egne måder,” skriver han i en artikel om de ”fortsatte bånd” mellem de levende og døde i regionen.
De evakuerede efter tsunamien, der deltog i den undersøgelse, Norichika Hories artikel bygger på, ”opfattede den religiøse specialist som udelukkende en ceremonileder for deres ritualer, og de opfattede ikke ham eller hende som en, der skulle frelse dem i en anden verden, eller som konsulent i alle livets forhold”.