På den ene side er det en sejr for demokratiet, når syv millioner tunesiske vælgere i morgen for anden gang går til stemmeurnerne for at vælge deres præsident.
Otte år efter det oprør i 2011, som udløste det arabiske forår i en række mellemøstlige lande, er Tunesien stadig det eneste land, der har erstattet diktatur med et fungerende demokrati. I går var Avenue Bourguiba, hovedstrøget i Tunis, forvandlet til ét stort valgmøde, hvor kandidaterne satte de sidste kræfter ind for at sikre sig vælgernes gunst.
Men demokratiet er på den anden side stadig skrøbeligt. Selvom valgkampen er forløbet i god orden, og de 26 kandidater for første gang nogensinde har debatteret for åben skærm for øjnene af tre millioner seere, er billedet bag facaden mere foruroligende.
De mange kandidater er udtryk for politisk splittelse, der kan gøre det vanskeligt at finde et regeringsdueligt flertal ved det efterfølgende parlamentsvalg i oktober. Især hvis der sås tvivl om præsidentvalgets resultat. Præsidentvalget blev fremskyndet efter den første folkevalgte præsident Beji Caid Essebsis død i juli, og datoen for anden valgrunde er ikke fastsat endnu.
”Mange tunesere nærer mistillid til institutionerne, og der er så meget mistillid blandt kandidaterne, at de kan tænkes at anfægte valgresultatet,” siger Michael Ayari, lederen af ngo’en International Crisis Group i Tunis, til dagbladet Le Monde.
Valget markerer afslutningen på det kompromis mellem modernister og islamister, der kendetegnede den foregående regeringskoalition mellem Essebsis sekulære parti, Nidaa Tounes, og det islamiske Ennahda.
Især under indflydelse af Essebsi har Tunesien de senere år indført forbedringer af kvinders rettigheder blandt andet ved at afskaffe en lov, der tillod en voldtægtsmand at slippe for straf ved at gifte sig med offeret. Og parlamentet har indført lovgivning, der beskytter kvinder mod vold, og som er enestående i den arabiske verden. Blandt andet er voldtægt inden for ægteskabet nu strafbart.
Kort før sin død var Essebsi blevet genstand for kritik fra hele den muslimske verden for at have fremsat et lovforslag, der ville have givet kvinder lige arveret, hvis faderen beslutter det i sit testamente, modsat i islamisk sharia-lov, som giver sønner dobbelt så stor arveandel som kvinder. Men lovforslaget blev selv i en udvandet form forkastet af parlamentet.
Og de individuelle frihedsrettigheder, som har været store emner i foregående valgkampe, bliver nu stort set ikke nævnt.
”Kvinderne udgør en vigtig vælgergruppe, som ingen af kandidaterne kan tillade sig at få imod sig. Derfor holder de fleste sig til uklare formuleringer, men dette valg kan markere afslutningen på fremskridt for kvinderne,” siger Besma Soudani, grundlægger af organisationen Kvindelige Vælgeres Tunesiske Liga.
Det er imidlertid ikke En- nahda-partiet, der alene er skyld i dette tilbagetog. Det islamiske parti har mistet to tredjedele af sit vælgergrundlag siden 2011 og udfordres af en ultrakonservativ løsgænger, der stormer frem i meningsmålingerne med løfter om at opløse parlamentet og modsætte sig både legalisering af homoseksualitet og lige arveret.
Valgets ubetingede favorit, millionæren Nabil Karoui, der står i spidsen for et medieimperium, fører kampagne fra en fængselscelle på grund af beskyldninger om skattesvig. Den nuværende regeringsleder, Youssef Chahed, der selv er kandidat, beskyldes for at have lagt pres på retsvæsenet for at eliminere sin vigtigste rival.
”Vi er stolte af, at vi kan gå til et demokratisk valg. Men vi er også skuffede over demokratiet, for økonomisk har vi ikke opnået fremgang, og vi er bange for den ustabilitet, der hersker omkring os” siger Besma Soudani.