Turen går til Davos

I morgen byder Verdens Økonomiske Forum velkommen til årsmødet i Davos i Schweiz. 3000 erhvervsledere, politikere og forskere deltager i det årlige møde, som foregår over tre dage med over 400 seminarer, men hvad og hvem er egentlig vigtig på mødet?

 Der bliver gjort klar til verdens- og erhvervsledernes årlige rykind i skisportsbyen Davos. –
Der bliver gjort klar til verdens- og erhvervsledernes årlige rykind i skisportsbyen Davos. – . Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix.

Donald Trump

Da Donald Trump tidligere på måneden meldte ud, at han deltager i Verdens Økonomiske Forum i Davos, trak det overskrifter. Den amerikanske præsident deltog ikke sidste år og har tidligere kritiseret forummet for at være en lukket fest for de elitære, rige og magtfulde. Derfor forventes og frygtes det, at Donald Trump i år vil stjæle en stor del af opmærksomheden fra den oprindelige diskussion, når han skal stå over for verdens 1000 største virksomheder og 350 af verdens politiske ledere.

Emmanuel Macron

Meget tyder på, at den franske præsident, Emmanuel Macron, i år løber af med den uofficielle titel som æresgæst til årsmødet. Macron har tidligere slået på tromme for globalisering, hvilket taler lige ind temaet for årsmødet: ”Sådan skaber vi en fælles fremtid i en splittet verden”. Den franske præsident holder tale på onsdag, hvor det forventes, at han blandt andet vil fremhæve sin pro-europæiske agenda og fordelene ved frihandel.

Kvinderne

Kvinders ligestilling har længe stået på dagsordenen i WEF, hvor størstedelen af deltagerne tidligere har været mænd. I 2002 var kun ni procent af deltagerne kvinder, hvorimod mødet sidste år slog rekord med 20 procent kvindelige deltagere. I år er kønsfordelingen vendt på hovedet, da samtlige syv formænd for årsmødet er kvinder. Formændene tæller direktøren for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, grundlægger af Mann Deshi Fonden mod finansiel analfabetisme blandt kvindelige iværksættere, Chetna Sinha, og Norges statsminister, Erna Solberg.

Klaus Schwab

I 1971 arrangerede den tyske professor i virksomhedspolitik Klaus Schwab for egen regning European Management Forum i den schweiziske alpeby Davos. I 1987 skiftede forummet navn til World Economic Forum (Verdens Økonomiske Forum), og i dag, 47 år senere, er Klaus Schwab stadig administrerende bestyrelsesformand.

I marts fylder han 80 år og er i år vanen tro vært ved årsmødet, selvom flere medier skriver, at Norges forhenværende konservative udenrigsminister Børge Brende snart vil overtage posten som formand.

Religiøse ledere

Udover verdens førende erhvervsfolk, statsledere og forskere, deltager også en række religiøse ledere ved WEF i Davos-klosteret. Blandt andet generalsekretær fra Kirkernes Verdensråd, Olav Fykse Tveit, som også deltog i WEF sidste år. Desuden deltager direktør Nasereldin Haghamed fra den muslimske velgørenhedsorganisation Islamic Relief og en lang række andre leder fra religiøse organisationer.

Fælles fremtid i en splittet verden

Temaet for Verdens Økonomiske Forum 2018 er: ”Sådan skaber vi en fælles fremtid i en splittet verden”.

Bestyrelsesformand Klaus Schwab har udtalt, at verden bliver splittet af en stigende konkurrence mellem nationer og i de enkelte samfund.

Derfor er formålet med årsmødet at synliggøre for alle, at brudfladerne, som splitter verdenssamfundet, kun kan overvindes ved at fokusere på de fælles interesser.

”Vi står i dag i en situation, hvor der er en reel fare for, at vort globale system kollapser. Det er op til os at ændre den forfatning, som verden er i,” siger Klaus Schwab.

Ekstreme vejrfænomener

Hvert år udarbejder WEF en såkaldt global risikorapport, som peger på de fem største og mest sandsynlige trusler mod kloden. De fem mest sandsynlige trusler i rapporten relaterer alle til klimakatastrofer, global opvarmning, cyberangreb og datasvindel, hvoraf risikoen for ekstreme vejrforhold og naturkatastrofer er størst. For orkaner, stormfloder, luftforurening og et sammenbrud i verdens fødevareproduktion anses for de største trusler mod verdensordenen.

Datasikkerhed

Derudover er cyberangreb på listen over største globale trusler og anses nu for at være mere bekymrende end økonomisk ulighed, som i mange år har været i fokus ved WEF. I rapporten nævnes blandt andet det store Wannacry-angreb fra 2017, hvor omkring 300.000 computere i 150 lande blev angrebet. Der er fra mange erhvervsledere et øget ønske om mere fokus på datasikkerhed.