Danske turister hjælper flygtninge på græske øer

Den største flygtningekrise i nyere tid kommet meget tæt på, når danske charterturister holder sommerferie i Grækenland. Men det får dem ikke til at aflyse ferien, siger rejsearrangører

Syriske flygtninge ankommer til den græske havneby Piræus. Danske turister på de græske øer ønsker ifølge rejseselskaber at hjælpe de mange turister, som er flygtet fra krig og nød. ”Mange af vores gæster har spurgt, om de må medbringe for eksempel tøj til opsamlingsstedet på Kos. Det siger vi naturligvis ja til," siger kommunikationschef i Spies Torben Andersen.
Syriske flygtninge ankommer til den græske havneby Piræus. Danske turister på de græske øer ønsker ifølge rejseselskaber at hjælpe de mange turister, som er flygtet fra krig og nød. ”Mange af vores gæster har spurgt, om de må medbringe for eksempel tøj til opsamlingsstedet på Kos. Det siger vi naturligvis ja til," siger kommunikationschef i Spies Torben Andersen. .

Græske charter-destinationer som Kos, Lesbos og Kreta har forvandlet sig til bådflygtninges port til Europa. Cirka 600 flygtninge ankommer hver dag til græske øer, lyder de seneste meldinger fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Flere medier har derfor rettet fokus på chokerede turister, som bliver konfronteret med virkelighedens barske realiteter, når de ellers havde tænkt sig at tage en pause fra hverdagens bekymringer.

Blandt andet har den britiske avis Daily Mail tiltrukket sig opmærksomhed efter en kontroversiel artikel om forholdene på ferieøen Kos, der beskrives som ”ækle” og ”ubehagelige”, fordi det ifølge kilder, avisen har talt med, vrimler med flygtninge på øens turiststrøg.

Det billede genkender man ikke hos de danske rejsebureauer i Grækenland. De oplever tværtom, at deres gæster udviser stor forståelse for den vanskelige situation, som flygtningene står i.

”Vi har mig bekendt kun haft en enkelt, der ringede ind, fordi han havde læst artiklen i Daily Mail, som var meget negativ over for flygtningene. Han ville gerne ændre sin rejse, fordi han ikke gad rejse ned til en flygtningelejr. Men da vi forklarede ham, at forholdene ikke var som beskrevet i artiklen, rejste han alligevel af sted,” siger Glenn Bisgaard, der er kommunikationschef i rejseselskabet Apollo.

Hos Spies og Star Tours er oplevelsen den samme. Faktisk er mange gæster på eget initiativ under og efter deres ferieiophold begyndt indsamle tøj, tæpper og andre former for nødhjælp til de udsatte flygtninge, og rejseselskaberne står for at organisere hjælpen.

Apollo har blandt andet indledt et samarbejde med organisation Kos Kindness, hvis oprindelige formål var at hjælpe lokale familier, der var økonomisk trængte som følge af den græske gældskrise.

De har nu sammen målrettet indsatsen til gavn for de mange flygtninge i nød, ligesom Spies har gjort en ekstra indsats ved at sende nødhjælp fra København til Kos med sit eget flyselskab, Thomas Cook Airlines.

”Mange af vores gæster har spurgt, om de må medbringe for eksempel tøj til opsamlingsstedet på Kos. Det siger vi naturligvis ja til. Man skal blot aflevere tingene til vores guider i lufthavnen. Vi skal være der, når Kos' beboere beder om støtte til en vanskelig opgave. Øen og dens gæstfrie indbyggere har gennem årene givet vores gæster mange gode oplevelser. Lige nu er vi stolte over vores gæster, som viser stor forståelse for den vanskelige situation, som flygtningene står i. Ingen af vores gæster har - modsat enkelte gæster fra andre lande - klaget over, at de kan møde flygtningene i bybilledet,” siger kommunikationschef Torben Andersen. 

Det er ikke overraskende, at turister ønsker at hjælpe de mange flygtninge, som i øjeblikket kommer til de græske ferieøer, mener professor i turisme fra Syddansk Universitet Janne Liburd. Hun forklarer, at nøden bliver meget mere konkret for de turister, der i disse måneder besøger de græske øer.

”Den medmenneskelighed, vi har, bliver ikke sat på standby, når vi er turister. I det her tilfælde bliver det meget tydeligt, fordi flygtningene er så synlige. Lige nu sidder vi en situation, hvor vi snakker om flygtninge, som kommer væltende ind over grænserne som noget meget abstrakt. Så den konkretisering, den manifestation af, at det er rigtige mennesker, har en stor betydning. Det er en helt anden måde at blive konfronteret med det overordnede spørgsmål omkring nødhjælp på,” forklarer hun.

Kan det måske ligefrem være med til at ændre folks syn på flygtninge?

”Det tror jeg bestemt, at det kan, fordi det netop bliver langt mere konkret end en abstrakt størrelse om nogen mennesker derude et sted,” vurderer Janne Liburd.

Turister har søgt ly for regnen sammen med en gruppe flygtninge på den græske ferieø Kos.
Turister har søgt ly for regnen sammen med en gruppe flygtninge på den græske ferieø Kos. Foto: Reuters/Scanpix