Tusinder af syriske flygtninge strømmer til Brasilien

Flere og flere syrere foretrækker at flygte pr. fly til Sydamerika frem for at sætte livet på spil for at nå til Europa

20-årige Mohamed Ebraheem flygtede fra Syrien og ernærer sig nu som gadesælger i Rio de Janeiro. -
20-årige Mohamed Ebraheem flygtede fra Syrien og ernærer sig nu som gadesælger i Rio de Janeiro. - . Foto: AFP/Scanpix.

Et stigende antal flygtninge dropper den besværlige og farlige vej ind i Europa og søger i stedet mod Brasilien.

Det gør de for at undgå at placere deres skæbne i menneskesmugleres hænder og risikere at drukne undervejs på de primitive både, som krydser Middelhavet.

Her er det langt mere sikkert at flygte til Brasilien. Det fortæller 20-årige Ibrahim, der nu har opholdt sig i tre måneder i det sydamerikanske land.

”Da jeg fandt ud af, at den brasilianske ambassade i Beirut tilbyder fri passage til syriske flygtninge, var det den bedste løsning for mig. Hvorfor betale mellem 15.000 og 25.000 kroner for at blive smuglet over havet og risikere at synke, når jeg for det halve kan lande sikkert i Brasilien?”, siger han til britiske BBC.

Indtil videre har 7600 syriske flygtninge valgt at komme til Brasilien. De vælger også Brasilien, fordi landet har en lang tradition for at tage godt imod flygtninge fra verdens brændpunkter.

Blandt andet får flygtninge og migranter automatisk en række attraktive rettigheder. Det forklarer Gilberto Neto, der er koordinator i den brasilianske ngo, Flygtningehjælpen (RA).

”Flygtningene får stort set de samme rettigheder som brasilianere. De får gratis adgang til hospitaler, skoler og forskellige sociale ydelser. Derudover er det langt nemmere at opnå opholds- og arbejdstilladelse, end det er mange steder i Europa,” siger han til den brasilianske tv-station O Globo.

Ligesom i Europa er antallet af flygtninge steget kraftigt i Brasilien i løbet af de seneste to måneder. Myndighederne vurderer, at antallet af syriske flygtninge vil blive fordoblet og runde 15.000 inden årets udgang.

Det får dog ikke Brasilien til at sætte en øvre grænse for, hvor mange flygtninge man vil tage imod, til trods for at landet er lammet af en økonomisk krise. Og mens EU-landene fortsat skændes om flygtningekvoter, står Brasilien klar til at hjælpe.

”Europæerne er nødt til at tage mere ansvar og åbne deres samfund for flygtningene. Brasilien har og vil fortsætte med at have sine arme åbne over for syrere og andre mennesker, som flygter fra krig og elendighed. Det gør vi uden at tage forbehold og indføre restriktioner og bygge hegn,” sagde præsident Dilma Rousseff for nylig på en pressekonference.

De øvrige sydamerikanske er også klar til at tage imod flygtninge. Både Chile, Uruguay og Argentina hilser flygtninge velkomne, mens Venezuela har forpligtet sig til at tage imod 20.000 syriske flygtninge.

Og det er ikke ualmindeligt, at de sydamerikanske lande åbner grænserne for flygtninge og folk i nød.

For eksempel tog de sydamerikanske lande imod cirka 100.000 haitianere efter det store jordskælv i hovedstaden Port-au-Prince, der i 2010 kostede op imod 300.000 mennesker livet og gjorde en halv million hjemløse.

Sydamerikas og især Brasiliens liberale syn på flygtninge og indvandrere er en helt naturlig del af landenes identitet, fortæller Jorge Aldair, som er sociolog ved Sao Paulo Universitet.

De sydamerikanske lande er grundlagt af immigranter, som er kommet i store bølger siden 1500-tallet og helt frem til i dag.

For eksempel har Brasilien taget imod store indvandringsbølger og folk på flugt fra fattigdom fra så forskellige steder som Japan, Tyskland, Ukraine og Angola, som alle er store minoritetsgrupper i Brasilien. I alt er omkring ni millioner immigranter og flygtninge kommet til Brasilien i løbet af forrige århundrede.

Landet tager ikke kun imod udlændinge for at hjælpe folk, men også fordi det er til gavn for Brasilien.

”Generelt har Brasilien haft held til at integrere de store tilstrømninger af udlændinge, og de har gavnet økonomien med deres arbejdskraft og erfaringer. Samtidig bidrager de med kultur og en mangfoldighed, som har skabt og fortsat skaber dynamik i det brasilianske samfund,” siger Jorge Aldair.