Prøv avisen

Tusinder på gaden: Cataloniere kæmper for løsrivelse

Tusinder på gaden: Cataloniere kæmper for løsrivelse. BV:Catalan separatist flags are waved as a crowd forms a human chain to mark the "Diada de Catalunya" (Catalunya''s National Day) in central Barcelona September 11, 2013. Hundreds of thousands of Ca Foto: Albert Gea

Cataloniere dannede onsdag en 400 kilometer lang menneskekæde i kamp for løsrivelse fra resten af Spanien

Hundredtusinder af mennesker i den nordøstlige spanske region Catalonien dannede onsdag en 400 kilometer lang menneskekæde på tværs af regionen i kamp for selvstændighed.

Mere end 400.000 personer havde på forhånd meldt sig som en del af kæden, der strakte sig hele vejen fra grænsen til Frankrig i nord til Cataloniens grænse mod Valencia i syd.

Hvert led i kæden løftede på samme tid hænderne i vejret og råbte "selvstændighed", mens der blev viftet med det flag, der skal være Cataloniens vartegn, hvis det bliver en selvstændig stat.

Den hårde og vedvarende økonomiske krise i Spanien har ageret brændsel på det selvstændighedsbål, der har brændt i Catalonien i adskillige år.

Særligt fordi Barcelona-regionen økonomisk set har klaret sig fornuftigt gennem krisen. Det har gjort catalonierne utilfredse med at skulle finansiere andre regioners underskud.

Omkring 2500 politifolk var mødt op for at sørge for sikkerheden ved arrangementet, som blev organiseret af en separatistbevægelse med støtte fra den regionale ledelse.

Menneskekæden gik igennem 80 kommuner inklusive regionens hovedstad, Barcelona, og enkelte medlemmer af styret i Catalonien var med til at holde kæden sammen i centrum af Barcelona.

Kæden var inspireret af Den Baltiske Kæde, som blev sammensat af personer i Estland, Letland og Litauen i 1989 i den største demonstration nogensinde imod styret i Sovjetunionen. To år senere vandt landene deres selvstændighed.

Demonstrationerne i Spanien falder på Cataloniens nationaldag, som sidste år trak mere end en million mennesker på gaden i Barcelona for at kræve regionens selvstændighed.

Det catalonske styre vil i 2014 holde en vejledende folkeafstemning om, hvorvidt regionen skal løsrive sig fra resten af Spanien. Regeringen i Madrid vil dog ikke anerkende afstemningen, som den kalder ulovlig.