Tusindvis af ungarere kræver lov mod homoseksualitet droppet

En demonstrant vifter med et regnbueflag foran Ungarns parlament.
En demonstrant vifter med et regnbueflag foran Ungarns parlament. Foto: Marton Monus/Reuters.

Tusindvis af mennesker gik mandag på gaden i Ungarns hovedstad, Budapest, for at protestere mod et nyt lovforslag, der forbyder alt, der af myndighederne vurderes at fremme homoseksualitet og kønsskifteoperationer.

Lovforslaget ventes at blive vedtaget i parlamentet tirsdag.

Sker det, vil ting som oplysningskampagner og reklamer for LGBT-grupper blandt andet blive forbudt.

Det fik mandag over 5000 demonstranter til at vise deres utilfredshed foran Ungarns parlament.

- Demonstrationen viser, at mange i Ungarn afviser homofobi og transfobi og regeringens forsøg på at sprede had, siger Amnesty International, der var en af arrangørerne bag demonstrationen, i en udtalelse.

- Når medlemmerne af parlamentet i morgen (tirsdag, red.) afgiver deres stemmer, så bør de huske, at de sætter folks liv i fare med deres ondskabsfulde politiske kampagne, lyder det videre fra Amnesty.

De fleste af Ungarns oppositionspartier har meldt ud, at de vil boykotte tirsdagens afstemning. Men premierminister Viktor Orbans regerende højrefløjsparti Fidesz har nok stemmer til at vedtage forslaget på egen hånd.

Selskaber som Coca-Cola har tidligere reklameret for accept af homoseksuelle i Ungarn i 2019. Men frem over vil sådanne ting også være forbudt under den nye lovgivning.

Det samme vil bøger, der dramatiserer homoseksualitet.

Ifølge den ungarske tv-station RTL Klub Hungary vil populære film som "Bridget Jones' dagbog", "Harry Potter" og "Billy Elliot" også kun kunne vises sent om aftenen. Under den nye lovgivning vil de nemlig blive betegnet som uegnet for børn.

Ifølge regeringen er målet med det nye lovforslag at bekæmpe pædofili og beskytte ungarske børn og familier.

Men den præmis køber demonstrant Attila Kelemen ikke.

- Det bliver mere og mere ubehageligt at bo i Ungarn. Ikke bare for homoseksuelle. At sammenligne homoseksualitet med seksuelle forbrydelser er virkelig modbydeligt, siger han mandag.

/ritzau/AFP