Tv-satiriker tilbage trods sagsanlæg: Sammenligner Erdogan med Hitler

Trusler om retssag fra Tyrkiets præsident har ikke lukket munden på den tyske komiker Jan Böhmermann. Torsdag aften vendte han tilbage på tv efter en måneds pause

I slutningen af marts udløste Böhmermann (th.) en diplomatisk krise og gav den tyske forbundskansler, Angela Merkel, voldsomme kvaler, da han i samme program oplæste et smædedigt fuld af injurier rettet mod den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.
I slutningen af marts udløste Böhmermann (th.) en diplomatisk krise og gav den tyske forbundskansler, Angela Merkel, voldsomme kvaler, da han i samme program oplæste et smædedigt fuld af injurier rettet mod den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. Foto: Britta PEDERSEN AND SEBASTIAN CASTAÑEDA.

Hvor langt tør man gå efter trusler om et sagsanlæg fra den tyrkiske præsident, som kan ende med at koste en fem års fængsel? Meget langt, kunne de tyske tv-seere konstatere, da komiker og hovedperson i en national debat om ytringsfrihed Jan Böhmermann torsdag aften efter en måneds pause vendte tilbage til skærmen med sit satireprogram Neo Magazin Royale på den tyske tv-station ZDFneo.

”Vittigheder, dem har jeg haft dårlige erfaringer med, så dem lader jeg ligge, for vittigheder krænker ofte den menneskelige værdighed,” indledte Jan Böhmermann med påtaget alvor.

I slutningen af marts udløste han en diplomatisk krise og gav den tyske forbundskansler, Angela Merkel, voldsomme kvaler, da han i samme program oplæste et smædedigt fuld af injurier rettet mod den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, som nu ønsker at retsforfølge komikeren med afsæt i en kontroversiel paragraf i den tyske straffelov, som går tilbage til Det Tyske Kejserrige.

”Jeg laver heller ikke flere vittigheder om Hitler, for det kunne jo være, at det efterfølgende ville blive udlagt som en forstyrrelse af gravfreden. Og hvis han har en god advokat, kan det være, at Hitler klager, og det ønsker jeg ikke,” sagde komikeren med slet skjult henvisning til Erdogans stadig mere autoritære træk.

Præsidenten har de seneste år lagt sag an mod over 2000 systemkritikere og almindelige tyrkiske borgere for angiveligt at have fornærmet ham.

Inden Jan Böhmermann nåede at fornærme både Merkel og en række andre fremtrædende personer, opfordrede han publikum og tv-seere til at stå for aftenens underholdning ved at indsende vittigheder, og for hver vittighed ville han betale 103 euro. Hvorfor det skæve tal? ”Fordi det er et primtal, og jeg elsker primtal”, lød det fra komikeren, men det egentlige svar er, at tallet dækker over den paragraf i den tyske straffelov, som gør det kriminelt at fornærme statsoverhoveder fra andre lande, og som i værste fald kan sende Böhmermann i fængsel.

Sagen har skabt problemer for Angela Merkel, der over for sin tyrkiske kollega betegnede komikerens digt som ”bevidst stødende”, hvorefter hun gav grønt lys for, at statsadvokaten kan undersøge, om der skal rejses en sag mod Böhmermann i henhold til den omstridte paragraf 103. Merkel beskyldes fra mange sider for knæfald for den autoritære statsleder, idet EU har hårdt brug for Tyrkiets hjælp med at holde flygtninge ude af Europa.

Jan Böhmermann lægger heller ikke skjul på sin skuffelse over forbundskansleren, som traditionelt er kendt som en kompromisløs forsvarer af frihedsrettigheder.

”Når en tysk regeringschef ikke forsvarer en tysk kunstners frie virke, men uden særlig grund gør vedkommende og dennes virke til forhandlingsmateriale over for en wannabe-diktator, så får det dramatiske og ægte konsekvenser – i dette tilfælde for min familie og mig,” har han sagt i et interview med ugeavisen Die Zeit med henvisning til, at politiet nu bevogter hans hjem.

Han tilføjer samtidig, at Merkels kritik af hans digt er en af de vittigheder, han har moret sig mest over på det sidste.

Sagen har rejst en af de heftigste debatter om ytringsfrihed og satire i Tyskland i nyere tid, også internt i forbundsregeringen, og mange politikere mener, at den kontroversielle paragraf 103 bør afskaffes hurtigst muligt og ikke først i 2018, som regeringen har bebudet.

Selvom tv-stationen ZDF har fjernet klippet med Böhmermanns digt fra sin hjemmeside, fik den tyske offentlighed igen digtet at høre, da Detlef Seif, en kritiker af Böhmermann fra Merkels kristeligt demokratiske parti CDU, forleden læste digtet højt under en debat i Forbundsdagen for at minde om, hvor plat og anstødeligt det var.

Jan Böhmermanns reaktion på Twitter kom prompte:

”Jeg anmoder hermed om ophævelse af immuniteten for den kristne demokrat Detlef Seif for overtrædelse af paragraf 103.”