Muslimer og ikke-muslimer har meget til fælles

Hvad mener muslimer i Europa egentlig om de vestlige samfund, de lever i? Det spørgsmål har en række europæiske forskere stillet - men resultaterne er forskellige

Muslimske mænd efter fredagsbøn i en moské i Storbritannien.
Muslimske mænd efter fredagsbøn i en moské i Storbritannien. Foto: Linda Kastrup.

Hvad mener muslimer i Europa egentlig om de vestlige samfund, de lever i? Det er et spørgsmål, som er behandlet i adskillige undersøgelser og med mange forskellige resultater.

Den seneste store undersøgelse er foretaget i Tyskland og blev meget sigende offentliggjort i torsdags - dagen efter massakren mod det satiriske magasin Charlie Hedbo. Undersøgelsen når frem til, at 90 procent af stærkt religiøse muslimer bakker op om demokratiet som styreform. Et tilsvarende tal har jævnligt kontakt med ikke-muslimer i deres fritid.

”Muslimer betragter nu Tyskland som deres hjem,” fastslår Yasemin El-Menouar. Hun er islam-ekspert ved Bertelsmann Stiftung, der står bag undersøgelsen, som konkluderer, at flertallet af landets fire millioner muslimer deler forbundsstatens værdier, når det kommer til demokrati og mangfoldighed.

63 procent af de adspurgte betragter sig selv som rimeligt eller meget religiøse. Men selv blandt de meget religiøse støtter 40 procent eksempelvis ægteskaber mellem to af samme køn - og tallet er 60 procent for alle muslimer, hvilket er i skarp kontrast til Tyrkiet, hvor langt størstedelen af de tyske muslimer har deres rødder.

Men undersøgelsen viser også, at mange tyskere er skeptiske over for muslimer - og jo mindre folk er vant til at møde muslimer, jo mere skeptiske er de.

”Muslimer og ikke-muslimer i Tyskland har meget til fælles. Det bør skabe grobund for en følelse af, 'at vi står sammen'. Men for at det kan ske, skal folk også lære at anerkende og respektere muslimer og deres religion,” konkluderer Yasemin El-Menouar.

Men den tyske undersøgelse står i modstrid til en anden undersøgelse, som ser mere bredt på muslimer af tyrkisk og marokkansk baggrund i Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Holland og Sverige.

65 procent af de adspurgte muslimer svarede således ja til, at muslimsk sharia-lov var vigtigere end deres (nye) hjemlandes love.

Det fremgår af undersøgelsen, som er foretaget af professor Ruud Koopmans fra det frie universitet i Amsterdam og offentliggjort i januar-udgaven af det videnskabelige tidsskrift ”Journal of Ethnic and Migration Studies.”

Han har også undersøgt holdningen til homoseksuelle blandt muslimer og når frem til det stik modsatte resultat af den tyske undersøgelse.

”I Europa er der en stærk sekulariseret lokalbefolkning, som bliver konfronteret med en religiøst konservativ muslimsk befolkning, hvilket giver en stor kløft mellem muslimer og lokale,” konkluderer Ruud Koopmans.

Nazia Hussain, programdirektør i tænketanken Open Society Initiative for Europe i London, advarer over for Kristeligt Dagblad mod at måle værdier på den måde.

”Det store polariserede emne synes at være, hvorvidt muslimer kan være gode europæere eller ej. Men jeg føler, at det flytter debatten væk fra det, det handler om. Det bliver en debat, om 'enten er du med os, eller også er du imod os', og det er der, hvor det kan være meget farligt,” lyder hendes advarsel.

Open Society står bag undersøgelser gennem både meningsmålinger og dybdegående interviews blandt muslimer i 11 storbyområder i Europa fra London over Paris til København.

”Den undersøgelse viste et komplekst billede. Men generelt set delte muslimer de nationale værdier. Og vi så også, at de delte værdier med de folk, de delte nabolag med. Men det er foruroligende at begynde at dele det op på britiske, franske eller danske værdier, for så bruger vi alt for megen tid på at tale om værdier, når der ikke er en reel forskel,” pointerer Nazia Hussain om undersøgelserne af muslimers værdier.

Den seneste undersøgelse blandt muslimer i Europa fra den amerikanske tænketank Pew Forum er fra 2006, - og den konkluderede, at bekymringen blandt muslimer dengang var mere økonomisk end religiøs og kulturel.