Tyrefægtning er et fælles holdepunkt

EUROPAMANGEANSIGTER: Bystyret i Barcelona vil forbyde tyrefægtning. Men det blodige drama mellem matador og tyr er stadig populært som et af de få traditionelle holdepunkter i det moderne Spanien

Hævdvunden kulturform eller dyremishandling ophøjet til  barbarisk underholdning. Meningerne om tyrefægtning er delte i Spanien. (Foto: Scanpix)
Hævdvunden kulturform eller dyremishandling ophøjet til barbarisk underholdning. Meningerne om tyrefægtning er delte i Spanien. (Foto: Scanpix).

skriver fra Spanien

Den ranke matador ryster den røde kappe med et inciterende stød og fører den rundt om kroppen i en glidende bevægelse. Den 500 kilo tunge tyr stormer forbi. Med et rungende "oolllééé" bifalder publikum engageret manøvren.

Lidt senere strømmer blodet fra et dybt sår i nakken ud på dyrets sorte skind. Med en træt bevægelse skraber tyren med kloven i arenaens sand. Det er tid til nådesstødet.

For mange, også mange spaniere, er dette drama selve billedet på Spanien på godt og på ondt. Det tilbagevendende stridspunkt er, om der er tale om en hævdvunden kulturform eller dyremishandling ophøjet til barbarisk underholdning. Kultur eller tortur.

I Spaniens næststørste by, Barcelona, hælder man til det sidste. Bystyret vedtog således for nylig en erklæring om at gøre byen tyrefægtningsfri. Udtalelsen, der blev støttet af 250.000 underskrifter, er samtidig en opfordring til lokalregeringen, der har myndigheden på området, om helt at forbyde forestillingerne i hele Catalonien.

Den catalanske hovedstad er ellers med over 100 tyre om året på den monumentale Plaza de Toros - tyrenes plads - den tredjestørste by for tyrefægtning efter Madrid og Sevilla.

Beslutningen støttes af borgerne. I 2003 viste en opinionsundersøgelse, at 63 procent Barcelonas indbyggere ikke ønskede, at tyrefægtning fortsatte i byen.

Modstanden begrænser sig ikke kun til Catalonien. Flere byer rundt om i Spanien, blandt andet Coslada ved Madrid, har allerede vedtaget lignende udtalelser. Og senest har dyreværnsgrupper protesteret mod de berømte tyreløb i den nordspanske by Pamplona.

$SUBT_ON$Tyrene fylder meget

Alligevel klarer tyrefægtningen sig.

- Tyrefægtningen har problemer, som den altid har haft, men de er ikke så alvorlige, at de truer dens fremtid. Tværtimod går det frem på mange områder, siger sociologen Pedro Romero de Solís fra universitetet i Sevilla, der har forsket i spaniernes forhold til tyrefægtning.

Han fortæller, at der jævnligt åbnes nye arenaer. Antallet af forestillinger er også steget de senere år, og der kommer mange unge tilskuere til. Byfesterne, hvor man har tyrelege, bliver flere, og de unge deltager i stigende grad.

Tyrene fylder meget i den spanske hverdag. Der er ikke mange byer uden en tyrefægterbar med et tyrehoved på væggen omgivet af billeder af legendariske tyrefægtere såsom Manolete, Curro Romero, El Córdobes og det nye idol El Juli. Her samles fans for at se kampene, der for en stor dels vedkommende vises direkte i fjernsynet, mange på de statsdrevne TVE-kanaler.

Selv de mest liberale aviser, som El Pais, bringer i sæsonen fra februar til oktober flere gange om ugen anmeldelser fra landets godt 350 arenaer, hvor et femcifret antal tyre hvert år lader livet.

Historikeren Juan Pablo Fusi, der er akademisk leder af det humanistiske og samfundsvidenskabelige Ortega y Gasset-forskningsinstitut ved Complutense-universitetet i Madrid, er enig med Romero de Solís i, at tyrefægtning fortsat har en fremtid i Spanien.

- Spanierne er ikke som sådan for et forbud i dag. Tyrefægtning fylder stadig meget i det mentale rum. Det ses fortsat af den gennemsnitlige spanier som en egen og særegen tradition, der adskiller Spanien fra resten af Europa, forklarer Juan Pablo Fusi.

Tyrefægtningen, som vi kender den, går tilbage til Andalusien i det 18. århundrede, hvor man satte tyrelegene, der fandtes rundt omkring, i system. Der er knyttet en lang kunstnerisk tradition til tyrekampene med malere som Francisco Goya og Pablo Picasso blandt de fremmeste udøvere.

En ting, der har været medvirkende til at ophøje tyrefægtningen til en del af den spanske kulturarv. Også en del forfattere har ladet sig fascinere af de blodige forestillinger. Amerikanske Ernest Hemingway, den berømteste af dem alle, har en stor del af æren for udbredelsen af kendskabet til sporten uden for Spanien.

$SUBT_ON$Konservative værdier

Tyrefægtningen i det 20. århundrede er i stigende grad blevet betragtet som en kunstart, og traditionen holder altså ved trods moderniseringen af landet.

Med få afbrydelser har det spanske samfund været inde i en rivende økonomisk udvikling siden begyndelsen af 1960'erne. Økonomiske reformer og masseturismen, der begyndte at komme til landet, gav spanierne større økonomisk velstand og et glimt af den moderne verden uden for den dengang isolerede diktaturstat.

General Francisco Francos diktatur, der strakte sig fra borgerkrigens afslutning i 1939 til diktatorens død i 1975, byggede på meget konservative, katolske værdier. Franco fremhævede især det samlede Spaniens særegenhed, som han forankrede i det for længst forsvundne spanske imperiums gloriøse historie. Tyrefægtningen sås her som en stolt og særlig spansk tradition.

Den amerikanske forsker Carrie B. Douglas skriver i bogen "Bulls, Bullfighting, and Spanish Identities", at mange spaniere i dag definerer sig som moderne og europæisk orienterede ved netop at afvise tyrefægtningen som en del af ideen om Spanien og den spanske identitet. Det rituelle drab er uforeneligt med et moderne, civiliseret samfund, mener de.

Mange værdier har allerede måttet vige for moderniteten. Især de religiøst baserede er med tiden gledet i baggrunden. Og det er en proces, den nye socialistiske regering med stor folkelig opbakning nu ønsker at føre til ende ved at gøre den allerede eksisterende adskillelse mellem kirke og stat endegyldig.

Senest har regeringen direkte udfordret kirken ved at ville tillade fuldgyldigt ægteskab mellem homoseksuelle, indføre nye abort-regler og begrænse religionsundervisningen i skolerne.

Ironisk nok er en ung catalansk kvinde ved navn Elisabet Piñero for tiden ved at slå igennem som tyrefægter.

På sin vis er hun et billede på dagens Spanien, hvor tradition og modernitet forenes. Kvinder er næsten fuldt ligestillede på arbejdsmarkedet, på de videregående uddannelser er de på vej mod at udgøre et solidt flertal, og halvdelen af ministrene i José Luis Zapateros socialdemokratiske regering er også kvinder.

udland@kristeligt-dagblad.dk