For mange er tyrefægtning selve billedet på Spanien. Den spanske "nationalfest" er dog presset i disse år. Antallet af tilhængere er faldet langsomt, men sikkert de senere årtier, og ifølge en ny meningsmåling betegner under hver 10. spanier sig nu som fan af de blodige forestillinger. Og fra 2008 ser det ud til, at der ikke længere vil blive afholdt tyrekampe i landets næststørste by, Barcelona.
Den nye undersøgelse, der er foretaget af Gallup, viser, at kun 7,4 procent af den spanske befolkning i dag betegner sig som tilhængere af tyrefægtning eller er "meget interesserede". Det er en nedgang på hele 15 procentpoint siden 1971. Gruppen af "interesserede" som helhed ligger i dag på 27,7 procent mod 55 procent for 35 år siden.
Samtidig er antallet af folk, der slet ikke interesserer sig for eller er direkte modstandere af tyrefægtning, gået op fra 45 til 72,3 procent. Manglen på interesse er tydeligst hos kvinder, og i gruppen af unge mellem 15 og 34 år. Især de unges ringe interesse varsler ilde for tyrefægtningens fremtid.
Modstandere af de blodige kampe hilser den nye undersøgelse velkommen.
– Den viser en tydelig tendens og bekræfter det billede, vi også har set i andre undersøgelser de senere år, nemlig at der er en voksende afstandtagen fra tyrefægtningen i befolkningen. Det spanske samfund bliver for hvert år mere følsomt over for mishandling af dyr, og der er en større modstand mod tyrefægtninger i hele landet, siger Theo Oberhuber, generalkoordinator for den landsdækkende spanske NGO "Økologer i Aktion" (EeA).
EeA kæmper for at få tyrefægtningen forbudt i Spanien. Oberhuber kalder derfor også resultatet for "endnu et tydeligt signal til politikerne, der hænger fast i fortiden og fortsat støtter kampene både moralsk og økonomisk".
Hos tyrefægtningsorganisationerne modtages undersøgelsen til gengæld med nogen skepsis.
– Vi har ikke mærket så markant en nedgang, som rundspørgen antyder. Det er i alle tilfælde et cyklisk fænomen. Tyrefægtningen har altid haft op- og nedture, og nedgangen er ikke endegyldig, siger Enrique Garza, der er generalsekretær for foreningen ANOET, den største sammenslutning af organisatorer af tyrefægtninger i Spanien.
Han henviser til en anden undersøgelse, der har viser, at der i 2006 har været en fremgang i antallet af tyrefægtninger og andre arrangementer såsom tyreløb i gaderne ved byfester rundt omkring i landet.
Garza lægger samtidig vægt på det kulturelle aspekt ved tyrekampene og den lange kunstneriske tradition, der er knyttet til dem.
– Uden tyrefægtningen ville Spanien være et kulturelt Sahara, som han udtrykker det med henvisning til, at malere som Francisco Goya og Pablo Picasso har været med til at ophøje tyrefægtningen til en del af den spanske kulturarv. Også forfattere har ladet sig fascinere af de blodige forestillinger. Digteren Federico García Lorca skrev engang, at "tyrefægningen er den mest dannede festlighed, der eksisterer i verden".
Det overbeviser dog ikke Theo Oberhuber.
– Man skal ikke forveksle selve tyrefægtningen med den kunst, der er opstået på baggrund af den. Vi lever også i en anden tid i dag end de store navne, du nævner. Der er måske tale om en tradition, men man må ikke glemme, at der findes gode og dårlige traditioner, og at man har gjort det længe retfærdiggør ikke, at man bliver ved med at begå en fejl, siger han.
Garza har dog lidt ret i, at tyrene stadig fylder meget i den spanske hverdag. Der er ikke mange byer uden en tyrefægterbar med et tyrehoved på væggen omgivet af billeder af legendariske tyrefægtere. Et sted i rummet findes også et fjernsyn, som fansene samles om for at se transmissioner af kampe andre steder i landet på offentligt støttede tv-kanaler.
Aviserne, selv så liberalt et dagblad som El País, bringer i sæsonen fra februar til oktober flere gange om ugen anmeldelser fra landets godt 350 arenaer, hvor et femcifret antal tyre hvert år lader livet.
Og tyrefægterne færdes hjemmevant blandt jetsettet, deltager i tv-shows og behandles i ugeblade og sladderprogrammer på lige fod med fodboldspillere, popstjerner og skuespillere.
Det store flertal i meningsmålingen findes i mellemgruppen, der enten interesserer sig lidt eller ikke rigtigt uden at være hverken tilhænger eller modstander. Og tyrefægtningen ses fortsat af den gennemsnitlige spanier som en egen og særegen tradition, der adskiller Spanien fra resten af Europa.
Mens forestillingerne i store dele af Spanien på den måde er med til at bevare på spanskheden, står de i et lidt andet lys i regioner som Baskerlandet og Catalonien. Tyrefægtningen bruges her ofte som et skræmmebillede i forsøget på at skille sig ud fra den spanske mængde og fremme den regionale identitet.
– Nationalisterne i de regioner har valgt tyrefægtningen som symbol på det Spanien, de tager afstand fra. Men de glemmer, at de selv har mange særegne traditioner med tyre rundt omkring i for eksempel Catalonien, og at nogle af de steder, hvor tyrefægtningen blomstrer mest i disse år, er de franske catalansktalende områder, kommenterer Garza, der dog indrømmer, at den politiske modstand i området er hård.
I april 2004 vedtog byrådet således at gøre Barcelona til "anti-tyrefægterby" og anmode lokalregeringen, der har kompetencen på området, om at stoppe kampene i regionen. Hidtil er det ikke sket, men forleden skrev El País, at ejeren af den store arena i den catalanske hovedstad ønsker at lukke den fra 2008 på grund af økonomiske problemer. Lokalregeringen er tilsyneladende allerede i gang med at arrangere, at et gademarked rykker ind i stedet for.
Som et slags kompromis i diskussionen foreslog miljøminister Cristina Narbona for nylig, at man kunne forbyde, at tyren blev dræbt i arenaen – altså en stil a la den portugisiske. Det førte til en del kritik, også fra inden for socialistpartiets rækker, og hun trak i land igen. Sagen er endnu et eksempel på, at selvom tyrefægtningen ikke har det helt så let længere, kan den stadig kan være et politisk ømtåleligt emne.