Tyrker dødsdømt for blasfemi

En tyrkisk barber i Saudi-Arabien har forbandet både Gud og Muhammed, siger to af hans kunder. Manden er dømt til døden, men sagen er appelleret

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA. Foto: stock.xchng.

Man skal passe på, hvad man siger. Det har en tyrkisk barber ved navn Sabri Bogday måttet sande. Han er dømt til døden ved en domstol i Jeddah i Saudi-Arabien, hvor han har sin frisørsalon.

Bogday er dømt for blasfemi, skriver avisen Arab News, efter at to af hans kunder gik til myndighederne for at fortælle, at barberen havde udtrykt forbandelser over såvel Gud som muslimernes profet Muhammed, skriver Ritzau.

Indrømmede forbandelser
Forbandelserne kom de to kunder for øre i begyndelsen af 2007, og den 13. juni sidste år fandt retssagen sted. Her fortalte de to kunder, en saudiaraber og en egypter, om barberens blasfemi.

Ifølge avisens oplysninger indrømmede Bogday at have udtalt sig blasfemisk, og han sagde også, at han ikke har noget udestående med de to mænd, der gik til myndighederne med sagen.

Dødsdommen faldt den 31. marts i år, men dermed er sagen ikke slut.

Ikke mulighed for at angre
Arab News skriver, at sagen sendes til en appelret i Mekka, muslimernes helligste sted. Det er ikke klart, hvem der har appelleret sagen, for barberen har tilsyneladende ingen forsvarer.

Det ser desuden ud til, at Bogday har ændret forklaring. Ved domsafsigelsen den 31. marts benægtede barberen, at han havde forbandet Gud og Muhammed. En kilde siger til avisen, at retten heller ikke har givet Bogday mulighed for at angre, sådan som flere saudi-arabiske jurister mener, at han skulle have haft.

Kendte ikke konsekvenserne
- Flertallet af muslimske jurister kræver, at den anklagede får en chance for at angre. I nogle tilfælde er den anklagede ikke vokset op i passende islamiske omgivelser og er ikke bekendt med konsekvenserne og betydningen af særlige ord, siger advokat Abdul Rahman al-Lahem ifølge Ritzau.

På det tyrkiske konsulat i Jeddah har diplomaterne ingen kommentarer til sagen og siger, at den håndteres af Tyrkiets udenrigsministerium.

Har ingen forsvarer
Ifølge den saudiarabiske avis har diplomater for konsulatet været i retten under sagen mod barberen, men de har ikke bistået med at skaffe ham en forsvarer.

Juraprofessor Hussein al-Sharif, som leder en saudiarabisk menneskerettighedsorganisation, siger, at han håber, at konsulatet nu griber ind og skaffer barberen en forsvarer til appelsagen.

Barberen er dømt efter de særlige "hadd"-regler, der udelukkende baseres på ordene i Koranen, og ikke efter "ta'azir"-regler, som baseres på en tolkning af den religiøse sharia-lovgivning.

Kan ikke benådes af kongen
Arab News påpeger, at da der er tale om en "hadd-dom", kan Saudi-Arabiens kong Abdullah ikke gribe ind og benåde den tyrkiske barber.

I december 2007 benådede kong Abdullah et kvindeligt voldtægtsoffer, som var idømt fængselsstraf og 200 piskeslag for at være alene sammen med fremmede mænd.

Dødsdomme i Saudi-Arabien eksekveres normalt ved halshugning.