Tyrkerne er splittede: Men Europa har også overreageret

Krisen mellem Tyrkiet og flere EU-lande spiller en stor rolle i den tyrkiske regerings valgkampagne forud for folkeafstemningen om præsident Recep Tayyip Erdogans præsidentsystem næste måned. På ja- og nej-siderne er der stor uenighed om, hvem der er mest skyld i krisen

Fatma Memoglu (i grøn hijab og rød frakke og med flag) stemmer ”evet”, altså ja, til yderligere magtbeføjelser til Erdogan, fordi hun mener, at det vil styrke Tyrkiet. ”Tyrkerne vil have en plads blandt verdens ledende nationer, men det er de europæiske ledere bange for,” mener hun.
Fatma Memoglu (i grøn hijab og rød frakke og med flag) stemmer ”evet”, altså ja, til yderligere magtbeføjelser til Erdogan, fordi hun mener, at det vil styrke Tyrkiet. ”Tyrkerne vil have en plads blandt verdens ledende nationer, men det er de europæiske ledere bange for,” mener hun. Foto: Nanna Muus Steffensen

På afstand kan det se ud som ét stort vælgermøde med masser af rød-hvide tyrkiske flag. Men skaren af mennesker ser op på to forskellige bannere med to forskellige ord skrevet i store bogstaver: EVET og HAYIR – ja og nej.

De to modpoler i den tyrkiske valgkamp har parkeret hver sin kampagnebil næsten klos op ad hinanden midt i Istanbul, så slagsangene med vidt forskellige budskaber bliver blandet til ren støj.

Pensionisten Seyda står sammen med nej-sigerne. Hun stemmer i og synger om republikkens sekulære landsfader, Mustafa Kemal Atatürk. ”Længe leve Mustafa Kemal”, lyder omkvædet.

Bag de to scener rejser Galata-tårnet sig, og færgerne, som sejler de i dag langt færre turister end tidligere op og ned ad Bosporusstrædet, lægger fra kaj.

Der er mindre end en måned til, at tyrkerne skal stemme om de kontroversielle forfatningsændringer, som vil samle endnu mere magt hos præsident Recep Tayyip Erdogan og betyde, at han potentielt kan blive på posten til 2029.

Selvom det kan lyde som en rent tyrkisk affære, har Europa fået en stor plads i regeringens ja-kampagne. Erdogan har nemlig ikke total opbakning i baglandet til forfatningsændringerne, og derfor har han ifølge iagttagere brug for at få overbevist de nationalistiske stemmer om nødvendigheden af det nye præsidentielle styre.

Og her bruger den tyrkiske regering de seneste ugers anspændte forhold til Holland, Tyskland og EU som sådan i en fortælling om Erdogans kamp mod europæisk islamofobi, tyrkerhad og arrogance.

Men Seyda, som stemmer nej den 16. april, køber ikke regeringens udlægning af krisen. Fejlene, som har udløst krisen, ligger på den tyrkiske regerings side, mener hun.

”Det var forkert af det hollandske politi at bruge magtanvendelse (over for demonstranter, red.). De overreagerede. Men da møderne først var blevet forbudt, burde man ikke have insisteret på dem. Regeringen burde have accepteret det og trukket sig,” siger Seyda med henvisning til, at Holland for halvanden uge siden nægtede tyrkiske ministre at rejse ind i landet for at føre valgkamp.

Præsident Erdogan og premierminister Binali Yildirim anklager modstanderne af forfatningsændringerne for at stå i ledtog med kupmagere og terrorister. Det mærkes blandt nej-vælgerne, og pensionisten Seyda ønsker af frygt for repressalier da heller ikke at fortælle sit efternavn.

”Det er meget vigtigt for mig at stemme nej, min frihed afhænger af dette nej,” siger Seyda.

Erdogan splitter Tyrkiet, og derfor skal han ikke have flere beføjelser, tværtimod, mener hun:

”Han skaber en dyb polarisering. Det er vigtigt at samles i stedet for at splittes.”

Foran ja-kampagnens lille scene er et anderledes syn på både Erdogan og Europa fremherskende. Davut, en ung erhvervsdrivende, mener, at Holland ydmygede den tyrkiske familie- og socialminister, da hun blev nægtet adgang til det tyrkiske konsulat i Rotterdam.

”Det var respektløst. Helt uacceptabelt. Recep Tayyip Erdogans attitude har været helt rigtig. Som land accepterer vi ikke den slags respektløs opførsel over for vores ministre,” siger Davut, som heller ikke ønsker at oplyse sit efternavn.

Præsidenten har løbende optrappet krisen ved at kalde Holland, Tyskland og Europa fascistisk, racistisk, beskyttere af terrorister, islamofobisk og ond. Han har også flere gange beskyldt Tyskland og Holland for at bruge nazimetoder, kaldt Holland en bananrepublik og anklaget europæerne for at føre en religionskrig mod islam.

Davut mener, at udtalelserne fra tyrkisk side hverken er over grænsen eller opsigtsvækkende.

”Erdogans reaktion har været, hvad man kunne forvente,” siger Davut, der også tror, at krisen snart blæser over:

”Vi vil gerne have et godt forhold til Europa. Vi har ikke noget ønske om at have dårlige relationer til noget andet land, vi ønsker fred.”

Han kigger over på nej-sigerne. De har simpelthen et forkert billede af, hvad det nye præsidentsystem vil indebære, mener han.

”De forestiller sig Recep Tayyip Erdogans diktatur. De er nødt til at læse noget mere og sætte sig ind i tingene, så vil de forstå, at det ikke er sådan. De er besat af nogle få artikler (i forfatningsændringen, red.). Med den mentalitet er det meget svært at overbevise dem om andet. Uanset hvad vi siger, er det ikke nok,” siger Davut og tilføjer:

”Men jeg respekterer de andre.”

Der er mangel på uafhængige og gennemsigtige meningsmålinger i Tyrkiet, men nogle af dem, der er kommet, har vist et tæt løb og en betydelig andel vælgere, der endnu ikke har besluttet sig.

Fatma Memoglu, som er sekretær på et hospital, mener, at nej-sigerne prøver at splitte landet.

”Erdogan gør, hvad han lover. Tyrkiet er kommet langt med ham, og tiderne er blevet bedre. Så jeg siger ja, altid, så længe Erdogan er her,” siger hun.

Den ophedede konflikt med Europa bunder efter hendes mening i, at de europæiske lande vil forhindre Tyrkiet i at blive et stærkt og betydningsfuldt land.

”Tyrkiet vil blive styrket med præsidentsystemet, og de er bekymrede for, at Erdogan bliver stærkere. De vil have, at vi skal adlyde dem og være afhængige af dem,” siger Fatma Memoglu og vifter med sit tyrkiske flag.