Tyrkiet giver kloster tilbage til kristne

Overdragelse sker som følge af en lovpakke, der skal sikre bedre rettigheder for religiøse mindretal

Protester i Berlin mod den tyrkiske regerings planer om at ekspropriere klosteret Mor Gabriel. Arkivfoto fra 2009.
Protester i Berlin mod den tyrkiske regerings planer om at ekspropriere klosteret Mor Gabriel. Arkivfoto fra 2009. Foto: JOHN MACDOUGALL/ Denmark.

Det 1700 år gamle kloster Mor Gabriel har længe været et ømt emne for Tyrkiets kristne. Siden 2008 har det kristne mindretal i det sydøstlige Tyrkiet kæmpet for at få klostret tilbage, efter at grunden blev beslaglagt af de tyrkiske myndigheder. Derfor er glæden også stor over, at klostret nu er blevet frigivet og registreret som ejendom tilhørende Mor Gabriel Klostrets stiftelse.

Mor Gabriel er et af de ældste klostre i landet, som stadig er aktivt. Tilbagedragelsen af grunden vil bidrage meget til at beskytte klostret og gøre det muligt frit at genoptage klostrets mission, udtaler Kuryakos Ergun, formand for Mor Gabriels forening, til den tyrkiske avis Hürriyet Daily News.

LÆS OGSÅ:
Tyrkiet sletter kristne spor

Frigivelsen sker som følge af den såkaldte demokratiseringspakke, som den tyrkiske regering lancerede i efteråret, og som netop er blevet ved-taget. Pakken består af en række lovændringer, som har til formål at styrke demokratiet og give landets religiøse og etniske minoriteter bedre rettigheder. Regeringen har fået ros for blandt andet at åbne for undervisning på kurdisk i privatskoler, at politiske kampagner må blive ført på andre sprog end tyrkisk, og for at tillade kvinder i offentlige stillinger at bære hovedtørklæde på arbejde, noget flere kvindeorganisationer ser som et vigtigt skridt for kvinders kår i Tyrkiet.

Pakken har dog også fået kritik for ikke at gøre nok for især landet alevier, Tyrkiets største religiøse mindretal. Alevierne er ikke anerkendt som en selvstændig religion af staten, men anses i stedet som en del af islam. Mange alevier havde håbet på, at demokratiseringspakken ville ændre på det, men de er endt med at blive skuffede.

Selvom der er glæde blandt kristne tyrkere over overdragelsen af Mor Gabriel-klosteret, har demokratiseringspakken på andre punkter skuffet det kristne mindretal. En anden kristen bygning, Halki-seminariet ved Istanbul, ser nemlig ikke ud til at blive givet tilbage til det kristne mindretal på samme måde som Mor Gabriel-klosteret.