For nylig skete der en sjælden diplomatiske opblødning mellem Tyrkiet og Armenien, hvor Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, som den første tyrkiske leder besøgte nabolandet i forbindelse med en fodboldkamp mellem de to nationer i Armeniens hovedstad, Jerevan. De to lande har ingen diplomatiske forbindelser, men besøget markerede ifølge tyrkiske aviser en smuk begyndelse på et nyt forhold mellem de to lande. Et forhold, som er præget af, at Tyrkiet har har haft lukket grænsen til Armenien siden 1993 i solidaritet med Aserbajdsjan, der bekæmpede armensk-støttede oprørere i enklaven Nagorno-Karabakh. Men først og fremmest et forhold, der lider under et tabuemne, som hverken Abdullah Gül eller hans armenske kollega, Sersj Sarksian, ønskede at tale om under det historiske besøg: folkedrabet på armenierne under Første Verdenskrig.
Armenien og særligt den armenske diaspora insisterer på at få Tyrkiet til at anerkende, at det har begået et folkedrab på armenierne under Det Osmanniske Rige. I samme anledning har EU truet Tyrkiet med, at dersom Tyrkiet ikke anerkender at have begået folkedrabet, så vil landets optagelsesforhandlinger med unionen blive besværliggjort. Så hvorfor anerkender Tyrkiet ikke bare, at tidligere magthavere i årene mellem 1915 og 1923 begik folkedrab på armenierne, så alle kan komme videre?
Et af svarene er, at Tyrkiet mener, at der er andre grunde end et folkefærds lidelseshistorie, der får EU til at lægge så meget pres på Tyrkiet for at anerkende folkedrabet.
Tyrkiet tolker det insisterende krav om at få anerkendt det i tyrkiske formuleringer såkaldte folkedrab som et angreb fra den armenske diaspora. Ifølge tyrkerne handler det ikke om at få Tyrkiet til at angre over såkaldte fortidige synder, men om at få Tyrkiet til at afgive et territorium til Armenien i det østlige Tyrkiet.
Afgivelse af territorium er en yderst sensitiv og traumatisk problematik i tyrkisk politik. Det bunder i en tid, hvor Tyrkiet ikke eksisterede og, ifølge stormagterne, heller ikke skulle eksistere.
Under Første Verdenskrig havde de allierede tegnet et kort over Det Osmanniske Riges skæbne. Det fulgte med den såkaldte Sevres-traktat, hvor de allierede skulle dele byttet imellem sig. Heraf skulle en del være Armenien. Men den tyrkiske befolkning kæmpede for selvstændighed og gjorde modstand mod imperialismen. Derefter etableredes den tyrkiske nationalstat, og Sevres-traktaten blev annulleret.
Siden dengang har Tyrkiet hele tiden været bange for, at stormagterne alligevel ville implementere Sevres-traktaten. Denne frygt bliver i internationalt diplomati betegnet som Sevres-syndromet. Tyrkiet mistænker hele anerkendelsesprojektet for at være et led i en taktisk måde at implementere Sevres-traktaten på, og man argumenterer blandt andet derfor konsekvent mod en anerkendelse.
Hovedargumentationen for den tyrkiske benægtelse har været, at Det Osmanniske Rige var i krig, hvorfor der både døde tyrkere, grækere, arabere og andre minoriteter, der alle var en del af riget.
Sult, vold, massakrer og død var hverdag for de tusinder af armeniere, der under Første Verdenskrig blev forflyttet fra det østlige Anatolien til andre områder i imperiet.
Der skete også andre forflytninger. Muslimer fra Krim og Kaukasus blev forflyttet af russerne, ligesom muslimer fra Balkan-området blev det af bulgarere, grækere og serbere. De sultede også, og de blev udsat for vold og massakrer. Italienerne massakrerede den lokale muslimske befolkning i Libyen og det hele foregik i samme periode på det osmanniske territorium.
Men hvorfor er det kun armeniernes lidelser, der bliver husket af europæerne? Og hvorfor ses kun splinten i Tyrkiets øje, mens bjælken i deres eget er glemt, spørger en væsentlig del af den tyrkiske opinion sig?
Ifølge tyrkerne er de gamle stormagter og europæerne ikke interesserede i andres død, mistrivsel og elendighed, så længe de har det godt. Den evige insisteren på, at Tyrkiet skal anerkende at have begået et folkedrab på armenierne handler ikke om europæernes humanistiske verdensbillede, oplyste facon og objektive retsfølelse. Det handler om deres dårlige samvittighed og opførsel, som de vil rense på bekostning af Tyrkiet, mener tyrkerne.
Et andet argument har været at Det Osmanniske Rige gik i opløsning, hvorpå der kom mere end 20 forskellige efterfølgerstater. Tyrkiet var en af disse efterfølgerstater, hvorfor Tyrkiet ikke mener at have mere at gøre med Det Osmanniske Rige end eksempelvis Bulgarien og Grækenland, der også er efterfølgerstater. Derfor har Tyrkiet afvist enhver form for skyldplacering og har virket uforstående over for, at det skal anerkende og tage ansvar for et folkedrab, som har fundet sted, før Tyrkiet eksisterede.
Ifølge tyrkisk historiografi havde stormagterne en plan om at dele verden mellem sig. Derfor skulle Det Osmanniske Rige langsomt nedbrydes. Dem, som støttede stormagternes sag og bidrog til at implementere deres ønsker, lovede man guld og grønne skove. Det Osmanniske Rige var sådan set blevet splittet og ødelagt af stormagterne, da Første Verdenskrig brød ud.
Det eneste område, der var tilbage, var det, der svarer til det nuværende Tyrkiet. Men også dette lille stykke land skulle ifølge planen deles mellem stormagterne, og i øvrigt skulle det østlige Anatolien uddeles til de armenske nationalister som tak for et godt samarbejde. En del armenierne havde i krigen kæmpet på russisk side imod deres egen regering. Derudover førte en del i det østlige Anatolien guerillakrig mod regeringen, og andre gav informationer til stormagterne om indre osmanniske forhold. Af sikkerhedsmæssige grunde besluttede regeringen at forflytte armenierne fra det østlige Anatolien, fordi nogle nationalistiske armeniere samarbejdede med Rusland, som var i krig mod Det Osmanniske Rige. Armeniere i andre dele af riget blev ikke forflyttet. De ansvarlige for forflyttelse blev af stormagterne kaldt krigsforbrydere, og der blev nedsat en domstol.
Det var gratis for stormagterne at love at give ud af et stjålet område, siger tyrkerne. Hvorfor skal Tyrkiet betale for stormagternes dårlige opførsel og samvittighed ved dels at skulle anerkende at have begået et folkedrab, som man ikke mener at have begået, og ved dels at skulle afgive territorium, fordi stormagterne engang lovede det.
Europæerne vil slå to fluer med et smæk, dersom de kan tvinge tyrkerne til at anerkende folkedrabet på armenierne, siger tyrkerne.
For det første vil europæerne placere det 20. århundredes første folkedrab uden for det europæiske landområde. På den måde vil europæerne slippe for at have rollen som århundredets første bøddel.
For det andet vil europæerne rense deres dårlige samvittighed over for de armenske nationalister, som de havde lovet et land i det østlige Anatolien som tak for hjælpen og støtten under Første Verdenskrig, lyder den tyrkiske forklaring.
