Prøv avisen
Tyrkiet-analyse

Tyrkiet og Europa har fortsat brug for hinanden

Europæerne er ikke interesseret i, at deres unge kommer til Syrien, får farlig våbentræning og vender hjem og begår terror, som det skete i Paris i 2015 og i Bruxelles for et år siden. Derfor har EU brug for, at Tyrkiet lukker grænsen til Syrien og IS, hvad Ankara også er begyndt at gøre. Foto: David Young/AP

Selvom EU og Tyrkiet skændes om valgmøder, har begge parter en gensidig interesse i at stoppe flygtningestrømmen fra Syrien og bekæmpe Islamisk Stat

Efter at tyrkiske ministre er blevet afvist i at afholde vælgermøder i Tyskland, Østrig og Holland op til næste måneds folkeafstemning om en kontroversiel forfatningsændring har forholdet mellem den tyrkiske regering og flere EU-lande nået et nyt lavpunkt.

Men selvom den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har beskyldt hollænderne for at være ”efterkommere af nazister”, og den hollandske ambassade i Ankara er blevet blokeret af politiet, er der flere forhold, der tyder på, at forholdet mellem Ankara og Bruxelles består. For i sidste ende har parterne brug for hinanden.

Tyrkiet har brug for Europa, for Europa er Tyrkiets største handelspartner, da over 40 procent af landets handel sker med EU-lande. Økonomien er svækket i Tyrkiet. Dels på grund af, at mange turister undgår landet, der plages af jævnlige terrorangreb begået af kurdiske militante eller Islamisk Stat (IS), og ligeledes på grund af den ustabilitet, der fulgte med det mislykkede kupforsøg sidste sommer. Tyrkiets militære engagement i Syrien bidrager også til ustabiliteten. Den faldende turisme rammer økonomien. Væksten er på nul, og den tyrkiske valuta, liraen, er faldet meget. I sådan en situation har tyrkerne ikke brug for at miste deres største handelspartner.

Europa har omvendt også brug for Tyrkiet. For et år siden indgik EU en omstridt aftale med tyrkerne om, at de til gengæld for penge fra unionen skulle stoppe strømmen af syriske flygtninge, der kommer ind i EU. En øget flygtningestrøm kan risikere at skabe europæisk ustabilitet.

EU-landene har endnu ikke kunnet enes om en intern fordeling af de rekordmange flygtninge, der kom til unionen i efteråret 2015, hvor den tyske forbundskansler, Angela Merkel, bød de mange flygtninge velkommen med taler om medmenneskelighed. Kritikere, også internt i EU, mener, hun har ført en alt for flygtningevenlig kurs. Men siden var Merkel bannerfører ved indgåelsen af aftalen med Tyrkiet, og EU er ikke interesseret i, at tyrkerne opsiger aftalen, som har sat en prop i tilstrømningen.

I går sagde den tyrkiske minister for EU-anliggender, Ömer Celik, ifølge det statslige nyhedsbureau Anadolu, at Tyrkiet bør genoverveje dele af flygtningeaftalen. Men det har tyrkiske politikere jævnligt sagt, uden at det er blevet ført ud i livet. Det er derfor uvist, om der også denne gang blot er tale om retorik.

Derudover har europæerne også brug for Tyrkiet i sikkerhedssammenhæng. Vesten bruger luftbasen i Sydtyrkiet, Incirlik, som udgangspunkt til at bombe IS i Syrien.

Endvidere er mange europæeres mareridt de anslået 5000 hellige krigere, der fra 2012 til 2016 forlod EU for at drage til Syrien og tilslutte sig militante grupper som IS. Og jihadisterne har for det meste brugt Nato-landet Tyrkiet til at komme ind i Syrien. Langs Tyrkiets 877 kilometer lange grænse til Syrien, også kaldet jihadisternes motorvej, så tyrkiske grænsevagter fra 2012 til 2015 ofte den anden vej, når islamister krydsede ind i Syrien for at kæmpe mod to af præsident Erdogans hovedfjender: diktatoren Bashar al-Assad og den kurdiske YPG-milits, der er den syriske gren af Tyrkiets fjende nummer et, Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Europæerne er ikke interesseret i, at deres unge kommer til Syrien, får farlig våbentræning og vender hjem og begår terror, som det skete i Paris i 2015 og i Bruxelles for et år siden. Derfor har EU brug for, at Tyrkiet lukker grænsen til Syrien og IS, hvad Ankara også er begyndt at gøre.

Hvad danske medier ikke har nævnt, er, at Tyskland for nogle dage siden forbød 33 kurdiske symboler såsom flag og billeder tilhørende det terrorstemplede PKK, der i tre årtier har ligget i krig med Tyrkiet. På den måde imødekom tyskerne også Tyrkiet. Det anslås, at der bor cirka 800.000 kurdere i Tyskland, hvor PKK siden 1993 har været forbudt.

Så samtidig med at tyske kommuner nægter tyrkiske ministre adgang, så giver indenrigsministeriet i Berlin dem også nogle indrømmelser. Så det tyder ikke på, at Tyskland – EU’s største land – har en interesse i at gøre tyrkerne så vrede, at forholdet helt nedbrydes.

Tværtimod har EU og Tyrkiet mange fælles interesser i – trods intern uenighed – at bevare et vist forhold til hinanden. Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, opfordrede da også i går alle allierede til at udvise gensidig respekt for hinanden, mens EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, og EU’s udvidelseskommissær, Johannes Hahn, i en fælles udtalelse understregede, at det er ”vigtigt at undgå yderligere eskalering.”

Deniz Serinci er Tyrkiet-kender og forfatter, journalist og redaktør på Danmarks kurdiske netavis Jiyan.dk.