Den tyrkiske nøglerolle i Europas løsning på flygtningekrisen har givet præsident Recep Tayyip Erdogan mulighed for at spille med musklerne.
Først gik det ud over Tyskland, hvor tv-satirikeren Jan Böhmermann risikerer en straffesag for at have fornærmet Erdogan med et smædedigt, og symfoniorkesteret Dresdner Sinfoniker er blevet mødt med et krav om at stoppe et koncertprojekt om det armenske folkedrab i Det Osmanniske Rige.
Tyrkiet har også rykket propagandamaskinen i stilling i andre lande, hvor landet nu forsøger at påvirke kulturlivet. Tyrkerne forlanger et billede af en dreng, der omkom under en demonstration i Istanbul, fjernet fra FN-bygningen i Genève, og svensk TV4 blev i søndags bedt om at droppe en dokumentar om det armenske folkedrab.
Senest er det kommet frem, at en tyrkisk forening i marts fik presset en udstilling i Malmø til at fjerne plancher om det omstridte folkedrab – en beslutning, som nu kritiseres for historieforvanskning.
Paul Levin, der er leder at institut for Tyrkietstudier ved Stockholms universitet, mener, at Erdogan har fået momentum.
”Sagerne udstiller en trend, hvor Erdogan dels gennem sin styrkede position over for Europa og dels som svar på den hårde internationale kritik forsøger at markere sig så meget som muligt. Han strammer nettet både hjemme, hvor vilkårene for journalisterne er meget svære, og nu også i udlandet, uanset om det virker kontraproduktivt,” siger han.
Helin Sahin, der er Tyrkietspecialist og viceleder ved udviklingsorganisationen Palmecenteret i Stockholm, mener, at især Tyskland og Sverige er sårbare over for Erdogans propagandaoffensiv.
”Den store tyrkiske minoritet i Tyskland gør, at opmærksomheden dér meget hurtigt rammer tyrkisk indenrigspolitik, og i Sverige ruller sagen om Miljøpartiet, der er under beskydning for at være koblet til islamister. Sagen fylder enormt meget i medierne i Tyrkiet, og derfor er det oplagt, at Erdogan presser tilbage mod Sverige,” forklarer hun med henvisning til den verserende skandale i det grønne regeringsparti i Sverige, der i sidste uge kostede boligminister Mehmet Kaplan posten.
Helin Sahin tror, at Erdogan er ligeglad med, om det internationalt set giver bagslag at gå til angreb, og at det handler om at skabe opbakning ved at få de hjemlige medier – som han i vid udstrækning kontrollerer – til at skrive om præsidentens internationale bedrifter.
En af de journalister og forfattere, der har mærket den tyrkiske præsidents stramme greb, er Deniz Serinci, der er bosat i Danmark, men ofte rejser i Tyrkiet. Han vurderer, at presset mod den europæiske ytringsfrihed kommer til at fortsætte.
”Erdogan siger om sine kritikere, at han vil blive ved med at forfølge dem, indtil der ikke er flere. Det er den samme stil, han nu kører internationalt, fordi Europa ikke kan gøre noget som helst. Han står med spar es, fordi EU er afhængige af, at Tyrkiet ikke lader flygtninge slippe igennem,” forklarer han.
Cecilie Felicia Banke, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at Tyrkiet står i en nøgleposition, hvor præsidenten stort set kan te sig, som han vil.
”Når Erdogan angriber Tyskland og Sverige, stiller han dem i en svær position, fordi EU er afhængig af, at Tyrkiet stopper flygtningestrømmen. Det skaber en situation, hvor landene bliver fanget i en diskussion om folkedrabet på armenierne, som de egentlig ikke har noget at gøre med, hvor ytringsfriheden og den nationale historieforståelse pludseligt kommer under pres,” siger hun.