Tyrkiet undgår Muhammed-sag efter religiøs satiretegning

Muslimer i Tyrkiet har lært af den danske Muhammed-krise og er blevet mere hårdhudede over for religiøs satire

©PHOTOPQR/L'ALSACE/Lionel Vadam MONTBELIARD LE 09/05/2009 - ILLUSTRATION SUR LE PORT DU TCHADOR EN FRANCE *** Local Caption ***
©PHOTOPQR/L'ALSACE/Lionel Vadam MONTBELIARD LE 09/05/2009 - ILLUSTRATION SUR LE PORT DU TCHADOR EN FRANCE *** Local Caption ***. Foto: colourbox.com.

Den knælende mand i moskéen har Gud i røret: "Min Gud, er det o.k., hvis jeg undlader at udføre den sidste del af ritualet? Jeg har nemlig så travlt. Mange tak, og god dag".

LÆS OGSÅ: Tyrkerne tager deres egen karikaturkrise roligt

Som en del af moskéens kaligrafiske ornamentik står der med småt i baggrunden: "Gud eksisterer ikke. Religion er en løgn." Fra lysekronen over de bedendes hoveder hænger der lamper formet som kondomer.

Denne satiretegning blev offentliggjort i det tyrkiske satiremagasin Penguen (Pingvin, red.) i februar. Og straks høstede den kritik fra chefredaktøren på et stort religiøst dagblad samt fra mindre ultranationalistiske grupperinger i landet.

Men den brede bevågenhed og kritik fra offentligheden er udeblevet i det muslimske land med over 70 millioner indbyggere.

Det skyldes overvejende, at befolkningen i Tyrkiet har taget ved lære af de internationale spændinger, som reaktionen mod Morgenavisen Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed skabte i 2005.

Det har gjort muslimerne i Tyrkiet langt mindre følsomme over for satiretegninger, som de betragter som blasfemiske eller krænkende, forklarer Mehmet Ümit Necef, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet:

"De er simpelthen blevet mere hårdhudede, fordi de har vænnet sig til satire, herunder den religiøse," siger Necef.

Han peger på de meget få og meget spredte reaktioner, Penguens tegning har affødt. Primært hos mindre grupper af tyrkiske ultranationalister, der på internetfora blandt andet har udsendt voldstrusler mod tegneren.

De har ligeledes politianmeldt Penguen for religionskrænkelse i henhold til blasfemiparagraffen i den tyrkiske straffelov.

Det fik Penguen til at reagere på bladets Facebook-hjemmeside. I en kort erklæring beklagede ledelsen de voldsomme reaktioner på tegningen, men understregede satiretegneres ytringsfrihed.

Det fik Ekrem Dumanli, chefredaktør på det religiøst-konservative dagblad Zaman, til i sin klumme at rase over den manglende undskyldning: "Det er en særskilt grov affære, at tegneren på så arrogant vis stadig står bag sin tegning. Det er en velkendt metode til berømmelse at tisse op ad moskéens mur", skrev Dumanli i slutningen af februar.

Ifølge Mehmet Ümit Necef er der også politiske årsager til, at sagen ikke har fået et længere liv: "Der er ingen politiske kræfter i landet lige nu, der har en interesse i at misbruge tegningen og blæse det her op. Der er snart valg, og den slags kan nemt komme ud af kontrol. Det ville ødelægge regeringens og de islamiske bevægelsers prestige," siger Necef med henvisning til Tyrkiets islamisk-konservative regeringsparti, AKP, der i øjeblikket står til at vinde sin tredje regeringsperiode ved parlamentsvalget i juni.

udland@k.dk