Krige, kupforsøg og økonomisk kaos. Tyrkiets autoritære præsident, Recep Tayyip Erdogan, har erfaring med det hele. De seneste 20 år har han stået i spidsen for et Tyrkiet i forandring. Først som premierminister i 11 år og siden 2014 som landets præsident. Når tyrkerne går til valg den 14. maj 2023 - som bebudet af Erdogan i en video i søndags - håber han på trods af intern politisk opposition at sikre sig mindst fem år mere på præsidentposten. Hans mulige genvalg vækker frygt for, at Tyrkiet vil tage endnu et skridt i en mere autoritær retning på hjemmefronten og være årsag til fortsatte spændinger, hvad angår landets udenrigspolitik. Den amerikanske avis Washington Post omtaler allerede det kommende valg som det vigtigste valg i verden i år.
Den tyrkiske præsidents popularitet har de seneste år været tynget af landets økonomiske krise. Ifølge en undersøgelse foretaget af Metropoll var støtten til Erdogan helt nede på 39 procent i oktober 2021, mens inflationsraten lå på omkring 80 procent. I mellemtiden er inflationen faldet, og støtten til Erdogan er kravlet op på 47,6 procent. For en leder, der siden kupforsøget i 2016 har ladet titusinder af oppositionens medlemmer fængsle, truet frie medier til at agere talerør og svøbt det juridiske system i politiske klæder, er det en bedrift i sig selv. Men oppositionen til Erdogan er mere synlig i dag, end den var i 2018, hvor præsidenten tog initiativ til 74 ændringer i grundloven, der tilsammen gav ham meget udvidede beføjelser på posten. Spørgsmålet er, om den politiske opposition er stærk nok til at besejre Erdogan?
Valget den 14. maj vil levere svaret. Og indtil da vil Erdogan gøre alt for at svække sine modstandere, der er en samling af seks forskellige partier. Oppositionens hidtil mest oplagte kandidat, Ekrem Imamoglu, blev i december 2022 kendt skyldig og idømt to års fængsel for at omtale offentlige embedsmænd som “fjolser” i en pressemeddelelse fra 2019. En belejlig udvikling for Erdogan. Et andet slag mod oppositionen er de seneste års kampagne mod det kurdiske HDP parti. Mens mange af partiets førende medlemmer er fængslet, er partiets konti blevet frosset.
En anden faktor, der generelt er med til at svække oppositionens muligheder ved valget, er selve valgdatoen. Valget ligger inden sommerferien og før den årlige pilgrimsfærd til Mekka, hvilket styrker Erdogan. Men det ligger midt i eksamen på universiteterne og gør det svært for de studerende at rejse hjem til fødebyerne for at stemme. Endnu et slag mod oppositionen.
Vestlige lande håber, at den tyrkiske opposition kan besejre Erdogan. Ikke kun fordi, det vil betyde en afskaffelse af de autoritære beføjelser, som præsidentposten har i dag, og en øjeblikkelig forbedring af menneskerettighedssituationen i Tyrkiet. Men også og især fordi, Vestens forhold til Tyrkiet under Erdogan også er en konstant konfliktfyldt oplevelse. Tyrkiets behandling af det kurdiske mindretal og krigsførelse i de kurdiske områder i Syrien er en af konflikterne med Vesten. Årsagen er, at Erdogan i øjeblikket bruger Tyrkiets generelle kamp mod de militante kurdiske bevægelser som årsag til at blokere for Sveriges og Finlands medlemskaber af Nato. Tyrkiet kræver 130 kurdiske aktivister udleveret for at godkende Nato-medlemskabet. Og det svækker Nato på et tidspunkt, hvor organisationen er stærkt udfordret af Ruslands krig mod Ukraine.
Tidligere ydmygede Tyrkiet de andre Nato-lande, da Erdogan brød rækkerne og købte russiske anti-missil systemer. Tyrkiets vedvarende kritik af USA's tilstedeværelse på den tyrkiske Incirlik-luftbase har samme virkning. Det skaber unødig uro i Nato.
En lignende uro har EU også mærket til de seneste år. Især fordi Erdogan gentagne gange har brugt truslen om at lade Europa oversvømme med flygtninge til at forsøge at dæmpe kritikken af Tyrkiet og skabe fordelagtige aftaler.
Den adfærd giver mening for Tyrkiet, der geografisk og mentalt er klemt mellem Asien og Europa. At være på talefod med så mange parter som muligt giver bedre kort på hånden, og kritik udefra bliver mere fordøjelig. Man kan presse USA med trusler om at forbedre forholdet til Rusland, og EU kan presses med flygtninge.
De kommende måneder forventes Erdogan at fortsætte denne tyrkiske kurs. Især for at overbevise den tyrkiske vælger om, at Tyrkiet først og fremmest er bedst tjent med en stærk præsident, der hverken lader sig diktere fra øst eller vest.