Prøv avisen

Tyrkiske forlovede skal holde sig fra flirt og fingerfletning

Mange unge tyrkere tager sig ikke af anbefalingerne fra landets konservative muslimer. Her ses et ungt par ved Bosporusstrædet i Istanbul. - Foto: Scanpix

Det religiøse direktorat i Tyrkiet har meddelt, at forlovede ikke bør holde i hånden og flirte. Men i realiteten har det ingen konsekvenser, mener ekspert

Alt imens mange tyrkere, især de unge i Istanbul og Ankara, omfavner den europæiske livsstil, forsøger landets konservative muslimer at holde fast i de islamiske værdier.

Dette kultursammenstød er atter blevet tydeligt, efter at Tyrkiets religiøse direktorat ifølge nyhedsbureauet Dogan fik et offentligt spørgsmål om, hvorvidt det er passende for forlovede par at se hinanden.

Svaret var, at der ikke er noget i vejen for, at forlovede kærestepar mødes for at lære hinanden at kende. Dog bør de holde sig fra at flirte, leve sammen, holde i hånd eller gøre andre ting, der ikke er godkendt i islam.

Det på papiret magtfulde Direktorat for Religiøse Anliggender i hovedstaden Ankara, Diyanet, kommer med direktiver om, hvordan tyrkerne skal leve og opføre sig i henhold til islamiske retningslinjer.

Den seneste udtalelse om, hvordan forlovede par bør opføre sig før ægteskabet, bliver af nogle opfattet som led i en islamificering af Tyrkiet, men det mener lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, Mehmet Ümit Necef, ikke er tilfældet.

Han ser den snarere som en reaktion på, at flere tyrkiske muslimer har løsnet islams snærende bånd og er begyndt at droppe de traditionelle omgangsformer.

”Den førægteskabelige seksualitet bliver mere accepteret og praktiseret, og i den tyrkiske offentlighed ser man flere unge mænd og kvinder, som er meget intime med hinanden. Det skaber bekymringer hos den gamle generation og de religiøse konservative,” siger Mehmet Ümit Necef.

Han vurderer, at der i Tyrkiet foregår to kampe om livsstil og værdier. Den ene er imellem sekularisterne og de religiøse, og i dette tilfælde forsøger sekularisterne at bruge udtalelserne fra Diyanet til at advare mod islamificering. Den anden værdikamp foregår indbyrdes mellem muslimerne, forklarer Mehmet Ümit Necef:

”Den foregår ikke mindst blandt de yngre muslimer, der bliver mere og mere moderne og individorienterede, og den ældre generation, der gerne vil holde fast i de gamle traditioner og dermed fastholde forbud mod førægteskabelig sex og intimitet.”

Diyanets vigtigste opgave er at lære befolkningen om religion, men dets direktiver og anbefalinger gælder ikke ved lov. Mehmet Ümit Necef anser den seneste udtalelse for at være et lille slag i en stor værdikamp.

”Det betyder intet. Det skaber bare debat. Jeg kunne godt forestille mig, at mange unge muslimer vil ryste på hovedet,” siger han og uddyber:

”De tyrkiske muslimer vil i stigende grad gå i seng med hinanden, kysse hinanden og være intime. Intet har ændret sig.”

En af de unge tyrkere, som ikke tager udtalelsen fra Diyanet så tungt, er Esin E., som på Twitter har linket til en artikel om historien og skrevet følgende:

”Nogle bør give Diyanet noget at lave.”