Prøv avisen

Tyrkiets turistindustri venter israel rykind

Et bedre forhold mellem Ankara og Jerusalem kan bringe israelske turister tilbage til Tyrkiet

Turistindustrien i Tyrkiet holder vejret og håber stærkt på, at israelske turister igen vil strømme til landet, efter en undskyldning til tyrkerne fra premierminister Benjamin Netanyahu i forbindelse med drab på tyrkiske aktivister på en omstridt flåde til Gaza i 2010.

- Efter undskyldningen tror jeg, at vi når op på 500.000 israelske turister i år, siger Timur Bayindir, som leder de tyrkiske hotelejeres sammenslutning, Turob.

Og han er ikke den eneste, som er optimistisk efter det diplomatiske gennembrud i sidste uge, hvor Netanyahu undskyldte for at have været en medvirkende årsag til fejl, der betød drab på ni tyrkiske aktivister i forbindelse med flåden til Gaza i maj 2010.

Undskyldningen kan være med til at bane vej for, at Israel kommer ud af den isolation i Mellemøsten, som især den amerikanske præsident, Barack Obama, har udtrykt bekymring over.

- Samarbejdet mellem Israel og Tyrkiet vil blive genoptaget fuldstændigt som tidligere, siger Basaran Ulusoy, som leder de tyrkiske rejseselskabers forening, Tursab, til avisen Saba.

Forud for hændelsen i maj 2010 var forholdet mellem de to lande varmt, og det var almindeligt at se turister fra den jødiske stat i de tyrkiske feriecentre. I 2008 var Tyrkiet israelske turister foretrukne rejsemål.

Eyal Kashdan fra Flying Carpet Travel, som promoverer israelsk turisme i Tyrkiet, siger, at det kan vare et stykke tid før situationen bliver normaliseret.

Få minutter før USA's præsident, Barack Obama, afsluttede sit besøg i Israel i forbindelse med et tre dage langt besøg i Mellemøsten, sagde den amerikanske leder, at han havde været i telefonisk kontakt med Benjamin Netanyahu og Tyrkiets premierminister, Recep Erdogan, hvor de netop havde drøftet en forbedring af forholdet mellem de to lande.

- USA værdsætter sine tætte forbindelser med både Tyrkiet og Israel. Derfor lægger vi stor vægt på, at relationerne mellem de to lande bliver genoprettet, så det vil fremme den regionale fred og sikkerhed, sagde Obama.