Nyhederne om aftalen om grænseåbningen mellem Armenien og Tyrkiet samt VM-kvalifikationskampen mellem de to landes fodboldlandshold i Bursa onsdag aften, har været det mest omtalte emne i denne uge i Tyrkiet. Aldrig er landet Armenien blevet nævnt så mange gange, og aldrig er den gamle sang om ulykkelig kærlighed mellem et armensk-tyrkisk kærestepar blevet sunget af så mange på så kort tid.
– Yeah, vi har fået venner, skrev en læser i går et debatindlæg i avisen Habertürk som kommentar til en artikel om forsoningsprocessen med Armenien.
Tyrken har ingen anden ven end tyrken selv, hedder det ellers i tyrkiske folkemunde, og landet har da også i årevis haft dårlige relationer til samtlige nabolande, ikke mindst grundet en gammel, dybt forankret udenrigspolitisk teori om, at de europæiske magter har en skjult dagsorden om at opdele det tyrkiske territorium. Men med aftalen om grænseåbningen med Armenien, ser man nu en ny tyrkisk udenrigspolitiske profil: Den fredssøgende og forsonende nabo med en global mæglerposition. Sådan er det i hvert fald som hovedregel blevet udlagt her i Tyrkiet.
Men ingen hovedregel uden undtagelser.
Den ekstreme tyrkiske højrefløj har udtrykt sin skepsis. For eksempel har Devlet Bahceli, lederen af det ultranationalistiske parti, MHP – helt i tråd med partiets udenrigspolitiske linje, der går ud på kun at forbedre forholdet til de tyrkisk-talende republikker i Kaukasus og Centralasien, heriblandt Aserbajdsjan, udtalt kritik af regeringens "tilbøjelighed til at bukke under for armenske krav på bekostning af de aserbajdsjanske brødre". Og dermed fremfører MHP et synspunkt, der vækker genklang hos mange i Tyrkiet.
– Jeg støtter fuldt op omkring en forbedring af vores forhold til Armenien og aftalen om grænseåbningen. Jeg kan ikke se nogen grund til, at vi lever i fortiden og er uvenner. Men når det er sagt, så går jeg ikke ind for forsoning med nogen som helst på bekostning af andres ulykke, siger den selvstændigt erhvervsdrivende Mesude Bibi, 34 år.
Hun henviser til det endnu uløste problem med den armenske enklave Nagorno-Karabakh i Aserbajdsjan, hvor tyrkerne solidariserer sig med aserbajdsjanerne, og den tyrkiske regering kræver, at Armenien trækker sig ud af enklaven.
– Jeg syntes, det var usympatisk at forbyde det aserbajdsjanske flag under kampen, der går smertegrænsen altså for mig, siger Mesude Bibi med henvisning til, at det internationale fodboldforbund FIFA truede med at aflyse kampen, hvis ikke forbuddet blev overholdt.
I dagevis op til VM-kvalifikationskampen gjorde tyrkerne sig umage med at tage imod den armenske præsident, Serzh Sarksyan, og det armenske fodboldlandshold. Tyrkerne sang en armensk-tyrkisk-aserbajdsjansk fællessang for at markere deres vilje til at forsones med armenierne.
Viljen til forsoning er generelt stor i befolkningen, og det er ikke alle, der mener, at den tyrkiske regering gør ret i at sætte som betingelse for grænseåbningen, at der bliver fundet en løsning på problemet med Nagorno-Karabakh.
– Jeg kan ikke se nogen grund til, at vores regering blander Aserbajdsjan ind i en aftale med Armenien. Aserbajdsjan gad ikke en gang at have en olierørledning igennem Tyrkiet, siger Ilker Karacioglu, 53 år.
Han mener således, at spørgsmålet er et anliggende mellem Tyrkiet og Armenien, men er ikke enig i, at Tyrkiet skal undskylde for massakrerne på armenierne under Første Verdenskrig. Striden om, hvorvidt der var tale om et folkedrab eller ej skal en kommission af historikere ifølge aftalen undersøge, men Ilker Karacioglu er ikke begejstret.
– Ved du hvad, jeg tror det armenske folkedrab er fup og fidus, det handler om at få penge ud af Tyrkiet. Nu hvor grænsen åbnes, så behøver de ikke et folkedrab længere for at malke Tyrkiet, siger han.