Prøv avisen

Tyrkisk mindretal stoler ikke på regeringen

Tidligere i år blev sagen mod de mistænkte bag det angreb mod en alevi-kulturfestival, der i 1993 kostede 33 alevier livet, frafaldet. Det førte til omfattende demonstrationer, blandt andet i storbyen Istanbul. Foto: Demotix.

Regeringen i Tyrkiet har lovet alevierne bedre vilkår, men de cirka syv millioner alevier stoler ikke på løfterne. De markerer 19-års-dagen for drabet på 33 alevier uden det store fremtidshåb

Det er fint, at der dukker ministre op for at holde tale ved vores fester. Men hvorfor gør de ikke noget ved de ting, de lover i deres taler? De siger alt det rigtige ved møderne med EU-Kommissionen, men der er ikke sket noget her i Tyrkiet, siger den 25-årige Ali Emre Eroglu og ryster på hovedet.

Hvis nogle vil have bygget en moské, får de ikke kun, hvad de beder om, men mere til. Men vi får ingen støtte til vores forsamlingshuse, og ingen betaler til vores ledere, siger han og nikker over mod en midaldrende mand, som sidder bag et stort skrivebord.

LÆS OGSÅ: Tyrkisk mindretal i konfrontation med regeringen

Den midaldrende mand er Alis far. Han er præsident for Haci Bektas Veli-kulturhuset, et nybygget center i udkanten af millionbyen Antalya.

Ali og hans far tilhører de skønsmæssigt mindst syv millioner alevier ud af en befolkning på 70 millioner i Tyrkiet. Ingen kender antallet præcist, men det er et faktum, at alevierne er Tyrkiets største religiøse mindretal. Sammen med kurderne udgør de nogle af de mindretalsgrupper, som ifølge EU bør have flere rettigheder og bedre muligheder, hvis Tyrkiet skal leve op til unionens krav på menneskerettighedsområdet, og i de seneste 10-15 år har alevierne i stigende grad organiseret sig omkring krav om ligestilling og om, at staten anerkender de overgreb, alevierne har været udsat for. Ikke mindst en tragisk begivenhed, der fandt sted i byen Sivas for 19 år siden, var med til at mobilisere alevierne. Her brændte 33 intellektuelle, kunstnere og forfattere, to hotelansatte og to gerningsmænd ihjel på et hotel natten mellem den 2. og den 3. juli. Hotellet var vært for en alevi-kulturfestival, hvor den ateistiske kunstner Aziz Nesin var inviteret. Han var på det tidspunkt berygtet i Tyrkiet for at oversætte Salman Rushdies bog De sataniske vers til tyrkisk, og hans deltagelse i festivalen vakte harme blandt en stor gruppe islamister. Op mod 15.000 islamister gik råbende gennem gaderne, uden at sikkerhedsstyrkerne greb ind. De angreb hotellet og satte ild til det, og 37 personer brændte ihjel.

Jeg kan stadig huske, at jeg hørte, hvad der var sket, i fjernsynet. Jeg var en helt lille dreng, og jeg kunne simpelthen ikke forstå, at den kunstner, der var mit største idol, var blevet dræbt. Mange andre havde det på samme måde, og det er derfor, vi tager til Sivas hvert år. Vi samles for at hædre vores martyrer og styrke vores fællesskab og for aldrig at glemme det, der skete både i Sivas og i andre byer længere tilbage i historien, siger Ali, som selv er opkaldt efter Muhammeds svigersøn, Ali, som er helt central for alevierne sammen med alevismens stifter, Haci Bektas Veli, der levede i 1200-tallet og ifølge legenden var efterkommer af den fjerde islamiske kalif, Ali.

Emre Eroglu er ved at uddanne sig til ingeniør i Bulgariens hovedstad, Sofia. Men hver sommer er han hjemme på ferie for at besøge sin familie, tjene penge og deltage i den årlige mindehøjtidelighed i Sivas. Hvert år den 2.-3. juli mødes alevier fra hele Tyrkiet og fra diasporaen i Europa, USA og Australien i byen for at mindes martyrerne og markere deres krav om, at den tyrkiske regering sikrer dem reel beskyttelse mod overgreb og giver dem fuld ligestilling.

I talerne på årsdagen for massakren nævnes de voldelige massakrer, der fandt sted i landets østlige del i provinsen Tunceli mellem 1936 og 1939, hvor over 10.000 mennesker døde, og en massakre i byen Maras i 1978, hvor over 100 mennesker blev dræbt. Og i år fokuserer talerne også på aleviernes frygt for, at lignende massakrer kan finde sted igen. I løbet af marts, april og maj i år er der nemlig flere steder i Tyrkiet blevet malet hadefulde ytringer på aleviers huse, ligesom flere hundrede huse beboet af alevier er blevet markeret med kryds, en metode, der blev benyttet forud for massakren i Maras i 1978.

Indenrigsminister Idris Naim Sahin fra det regerende AK-parti udtalte i første omgang, at der var tale om drengestrenger. Det fik en politiker fra det største oppositionsparti, det republikanske folkeparti, CHP, Sahabat Akkiray, til at kræve, at AK-regeringen gjorde en seriøs indsats for at beskytte alevierne og tage deres frygt for forfølgelse alvorligt.

De er bange, og de våger på skift dag og nat. Alevier har været gennem adskillige massakrer i dette lands nyere historie, og de frygter en ny massakre, sagde Akkiray, der ud over at være politiker også er alevi og en anerkendt sanger.

Akkirays kritik rammer et ømt punkt hos AK-regeringen. Alevier har nemlig traditionelt støttet det republikanske parti CHP, som er arvtager til Tyrkiets stifter Atatürks principper, der blandt andet gik ud på en streng sekularisme og stærk kontrol med religionsudøvelsen i Tyrkiet. Alevierne så Atatürk som en form for frelser, der gav alevierne friheden tilbage efter århundreder med tilbagevendende undertrykkelse under det sunnimuslimske osmanniske kalifat. Lige siden har alevierne stolet mest på CHP, også selvom CHP sad i regering, da massakrerne i Tunceli og Maras fandt sted.

Aleviernes fortsatte støtte til CHP skyldes ifølge eksperter i tyrkiske samfundsforhold især deres dybe mistro til sunnimuslimerne og ikke mindst til regeringspartiet, AK, som nok hævder ikke at være islamisk, men ikke desto mindre har sine væsentligste støtter blandt den voksende sunnimuslimske middelklasse. Alevierne føler sig simpelthen diskrimineret og ser den fortsatte diskrimination som et resultat af regeringens islamisering af det tyrkiske samfund, forklarer Deniz Serinci, der selv er alevi og kurder med oprindelse i Tyrkiet, men bor i Danmark:

De fleste alevier stemmer på CHP, fordi dette parti fremstår som sekularismens bannerfører og garant, fordi det er Atatürks parti, og Atatürk afskaffede sharia i 1924, siger han.

Serinci har en bachelorgrad i historie og læser nu journalistik på Syddansk Universitet. Han har gennem flere år studeret aleviernes politiske og kulturelle organisering, herunder deres motiver for at støtte bestemte politiske partier i Tyrkiet. Hans analyse af det seneste parlamentsvalg i Tyrkiet i juni 2011 viser, at alevierne fortsat hælder mest til CHP.

En del alevier har indset, at CHP ikke formåede at beskytte dem mod overgreb under sine regeringsperioder, men de bliver ved med at støtte CHP, fordi de ikke føler, at der er noget alternativ, siger han.

AK-partiet forsøgte ellers op til parlamentsvalget i juni 2011 at kapre stemmer blandt alevier, blandt andet ved at sende kvindelige kandidater ud i landsbyer med alevi-flertal for at imødegå de udbredte fordomme om, at AK-partiets dagsorden er en islamisering, som vil betyde undertrykkelse af kvinder. Men strategien virkede tilsyneladende ikke, og heller ikke den såkaldte alevi-åbning, som ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan lancerede efter valgsejren i 2007, har haft nogen markant effekt. Erdogans initiativ var det første systematiske forsøg på at imødekomme alevi-samfundets ønsker og var en del af den demokratiske åbning, som AK-regeringen lancerede i et forsøg på at håndtere de akutte problemer med kurderne, alevierne, forskellige andre religiøse mindretal samt romaerne.

Alevi-åbningen bestod blandt andet i syv workshops fra juni 2009 til januar 2010 med deltagelse af repræsentanter for alevi-samfundet og med deltagelse af flere ministre. Desuden besøgte præsident Abdullah Gül et alevi-kulturhus i Tunceli i 2009, og i 2011 undskyldte regeringen officielt for den massakre, der fandt sted i Tunceli-området i 1937, hvor ofrene primært var alevi-klanfolk.

Talha Köse fra Istanbuls Sehir-universitet, ekspert i aleviernes forhold i Tyrkiet efter 1980, vurderer i en rapport om alevi-åbningen, at regeringens tiltag har haft stor symbolsk betydning og gjort det muligt at diskutere spørgsmålet om aleviernes identitet og rettigheder på en mere åben måde. Men samtidig understreger han, at regeringen har gjort meget lidt konkret for at imødekomme aleviernes krav, blandt andet om støtte til deres kulturhuse, anerkendelse som religiøst mindretal, fritagelse for den obligatoriske religionsundervisning i skolen eller et ændret pensum, som afspejler den religiøse mangfoldighed i Tyrkiet. Desuden er der ifølge Talha Köse afgørende psykokulturelle barrierer, der skal overvindes for at sikre en forsoning mellem alevier og sunnimuslimer, og en sådan forsoning er afgørende for, om regeringens tiltag vil blive taget positivt imod.

Alevierne peger fortsat på en række håndgribelige problemer, herunder deres ønske om at få støtte til deres forsamlingshuse. Eftersom Tyrkiet kun anerkender tre ikke-muslimske religiøse mindretal (jøderne, de græsk-ortodokse kristne og armenierne), gives der ingen statsstøtte til andre gruppers huse eller til aflønning af deres ledere.

Forsamlingshuset i Antalya, der ligger i et nyt middelklassekvarter omkring fem kilometer fra centrum, er derfor opført for aleviernes egne midler, og de betaler også selv for driften af huset, herunder løn til den kvindelige sekretær og til præsidenten, Alis far. Ali viser rundt i huset og forklarer, at det er her, Antalyas alevier mødes hver torsdag til et særligt ritual med dans og musik. Mænd og kvinder danser sammen; mændene tramper i gulvet, mens kvinderne hvirvler rundt med farvestrålende tørklæder på hovedet. Mænd og kvinder beder med ansigtet mod hinanden, ikke mod Mekka.

I vores religion er mænd og kvinder lige, alle er lige, for vi er alle skabt af Gud, siger Ali og understreger, at forholdet mellem kønnene er et punkt, hvor alevierne adskiller sig fra almindelige muslimer.

Kvinderne går ikke med tørklæde uden for forsamlingshusene, og alevierne faster ikke under ramadanen, overholder ikke Koranens forbud mod at drikke alkohol og beder heller ikke daglige bønner.

I aleviernes hus i Antalya er der derfor ikke meget, der minder om udstyret i en moské. Til gengæld er der lokaler, hvor der foregår forskellige sociale og kulturelle aktiviteter. Børn kan for eksempel gå til undervisning i at spille på saz, et syvstrenget instrument, der er udbredt i Anatolien.

Ali har selv gået til saz-timer hos sin far og har siden udbygget det med studier på musikkonservatoriet i Istanbul, og under rundvisningen tager han en saz ned fra væggen i kulturhusets kontor og spiller en melodistump på den. Han hænger den på plads ved siden en lille skulptur af treenigheden Ali, Haci Bektas Veli (grundlæggeren af alevismen) samt Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger.

Det er stadig ham, Ali og hans far sætter deres lid til. Og så lidt til Europa:

Vi alevier må slutte os sammen på tværs af landegrænser. I EU har alevierne større frihed end her i Tyrkiet, så vi må støtte os til alevierne i udlandet og håbe, at de kan påvirke forholdene i Tyrkiet.