Tyrkiske alawitter kritiserer Erdogans støtte til syriske oprørere

Den syriske præsident Bashar al-Assads trosfæller i Tyrkiet ser syriske oprørere som terrorister

Syrere og tyrkere viser deres støtte til den syriske præsident Bashar al-Assad under en demonstration i Tyrkiets sydlige Hatay-region. –
Syrere og tyrkere viser deres støtte til den syriske præsident Bashar al-Assad under en demonstration i Tyrkiets sydlige Hatay-region. –. Foto: Zohra BensemraReuters.

Jeg har ikke noget imod syriske muslimer, kristne eller jøder, men hvis de støtter Den Frie Syriske Hær, er de forrædere, siger 38-årige tyrkiske Hassan fra byen Antakya i Tyrkiets sydlige Hatay-region, som grænser op til Syrien.

Hassan er tyrkisk alawit, samme trosretning som den syriske præsident Bashar al-Assad tilhører. Som mange andre tyrkiske alawitter i området støtter Hassan regimet i Syrien i modsætning til den tyrkiske regering, som bakker op om oprørerne i nabolandet.

LÆS OGSÅ: Erdogan splitter tyrkerne

Den senere tids protester i Tyrkiet har fået støtte fra flere forskellige grupper, som demonstrerer mod regeringen, som de kritiserer for at være autoritær og for ikke at lytte til de mange minoriteter i landet. Blandt mindretallene er de tyrkiske alawitter, som hovedsageligt bor i Hatay-regionen på grænsen til Syrien. Her er utilfredsheden med premierminister Recep Tayyib Erdogan og hans regering langt fra ny blandt alawitterne.

Erdogan og hans regering støtter den syriske oprørsgruppe Den Frie Syriske Hær, som kæmper mod den syriske præsident. Tyrkiet har indtil videre taget imod flere end 400.000 flygtninge fra Syrien, blandt dem også medlemmer af Den Frie Syriske Hær. Og mange tyrkiske alawitter er, som Hassan, vrede over regeringens støtte til oprørerne.

Oprørerne er terrorister, siger Hassan.

Han har fundet en plads i et hjørne af en café, hvor ingen kan høre ham, og han ønsker at være anonym. Han er bange for, at det kan skade ham at tale højt om sin støtte til den syriske præsident, fordi det går mod den tyrkiske regerings politik, og fordi medlemmer af den Frie Syriske Hær opholder sig i Tyrkiet.

Ali Yolcu er journalist og nyhedsvært på den lokale tv-station HRT Akdeniz i Hatay, og han står gerne frem med navn. Han har et ugentligt politisk magasin på tv, hvor han ofte dækker alawitternes situation og synspunkter, og skriver desuden kommentarer for to aviser. Han fortæller, at de tyrkiske alawitter støtter al-Assad, både fordi han er alawit, og fordi de ser oprørerne som ekstremister, som kommer til Syrien for at slås.

Situationen i Syrien er ikke en kamp for menneskerettigheder og demokrati. Det er en fabrikeret konflikt, som er del af et større Mellemøst-projekt styret af USA, siger Ali Yolcu på sit kontor i udkanten af Antakya.

Han tror ikke, at ønsket om at vælte det syriske styre kommer fra syrerne selv. I stedet anser han, som mange andre alawitter, konflikten for at være drevet frem af islamistiske fundamentalister fra Afghanistan, Libyen og andre lande, som USA har hentet til området for at kæmpe mod al-Assad. Og han skelner ikke mellem forskellige oprørsgrupper.

Vores opfattelse er, at Den Frie Syriske Hær slår mennesker ihjel for penge. De er USAs krigere, og de dræber ikke for demokrati, men for penge, siger Ali Yolcu, som understreger, at han selvfølgelig har medfølelse med, at mennesker dør, uanset hvilken side de kæmper for.

På caféen i Antakya mener Hassan tilsvarende, at oprøret efter hans mening helt fra begyndelsen har været uberettiget, fordi al-Assad i hans øjne ikke var en diktator.

Jeg accepterer, at der var en situation i Syrien inden krisen, som ikke var 100 procent demokratisk, men den var bedre end her i Tyrkiet eller Saudi-Arabien, siger Hassan.

En anden grund til, at mange af Hatays alawitter er imod støtten til de syriske oprørere, er de økonomiske konsekvenser af krigen. Handlen på tværs af grænsen er faldet på grund af krigen i Syrien, og det kan de forretningsdrivende tyrkere nær grænsen mærke, siger Erdal Eroglu, som driver en butik med interiør i Antakya. Hans forretning har mistet 30 procent af omsætningen, siden oprøret i Syrien begyndte. Det er med til at vække vrede mod regeringen, som mange mener er med til at holde gang i krigen ved at støtte oprørerne.

På tværs af den syrisk-tyrkiske-grænse har der traditionelt været tætte relationer, og mange byer på den tyrkiske side har tvillingebyer på den syriske side. Handel og turister har let krydset fra den ene til den anden side, og mange tyrkere taler arabisk ligesom syrerne.

Jeg tror ikke på, at syrerne ønsker den her konflikt. De tænker og lever som os og har gjort det længe, så jeg tror ikke, at de ønsker oprøret. Interessefirmaer og regeringer driver konflikten, siger Hassan, der ligesom Ali Yolcu mener, at krigere fra andre lande kommer til Antakya og bliver betalt af USA for at bekæmpe al-Assad, så USA kan få fat i syrisk olie.

Selvom Hassan ser oprørerne som udenlandske ekstremister og ikke tror, at syrerne ønsker krigen, er han alligevel skeptisk over for de mange syriske flygtninge, som kommer til Tyrkiet.

Familierne til Den Frie Syriske Hær bor her i lejrene. Om natten tager deres mænd over grænsen for at dræbe og stjæle og tager værdierne med hertil, siger Hassan, som tydeligt mærker en stigende spænding i byen.

Vi graver alle sammen volde omkring os selv. Vi venter bare på den gnist, som vil tænde ilden, siger Hassan.

Uden for Antakya ligger den mindre by Harbiye, som er kendt for sine vandfald og mange alawittiske indbyggere. I weekenden er byen et yndet udflugtsmål for turister, og på markedet kan man ud over silketørklæder købe vævede portrætter af den syriske præsident.

Suleyman er en midaldrende forretningsdrivende fra Harbiye. Efter hans mening er billedet af al-Assad som en despot, der angriber civile syrere, falskt og konstrueret af oprørerne. Derfor er Suleyman kritisk over for de mange syriske flygtninge i området.

Det er en stor løgn, at de har brug for hjælp. Og regeringen hjælper alligevel kun de radikale muslimer, siger Suleyman, som er vred over, at hans skattepenge går til at bygge lejre og give nødhjælp til de syriske flygtninge.

Mange tyrkiske alawitter er bange for oprørerne, som de frygter med tiden vil vende sig mod dem, fortæller journalist og kommentator Ali Yolcu.

Medlemmer af Den Frie Syriske Hær går frit omkring i Antakya med deres våben. Det gør os meget bekymrede, at vores regering støtter de mennesker. Vi føler os ikke tilpas, siger Ali Yolcu, som mener, at regeringen ved at støtte de syriske oprørere er med til at skabe splittelse i regionen, som er kendt for altid at have huset mange forskellige trosretninger.

Det er blandt andet videoer på internettet af krigens grusomheder, som en meget omtalt video, hvor en oprører spiser af en død soldat, som er med til at gøre Hassan nervøs for, at sunnimuslimske oprørere på et tidspunkt vil vende sig mod tyrkiske alawitter. I videoen skærer den syriske oprører Khalid al-Hamad indre organer ud af en dræbt regeringssoldat og tager en bid af et af dem.

Jeg sværger, at vi vil spise af jeres hjerter og levere, I, Bashars hunde, siger oprøreren Khalid al-Hamad i videoen som blev lagt på internettet i foråret.

Suleyman frygter, at oprørerne vil vende sig mod tyrkiske alawitter, uanset om det lykkes dem at vælte det syriske regime eller ej.

Hvis regeringen bliver ved med at støtte syrerne, vil alawitterne blive udslettet fra Tyrkiet. Det er det, regeringen ønsker, siger Suleyman.

Han opfatter regeringens støtte til de hovedsageligt sunnimuslimske oprørere og modstand mod alawittiske al-Assad som et angreb på alawitter i Tyrkiet.

Ali Yolcu er også bekymret for, hvad der vil ske med de tyrkiske alawitter, uanset om Bashar al-Assad mister magten i Syrien eller ej. For hvis al-Assad bliver på magten i Syrien, vil de syriske oprørere blive i Tyrkiet, mener Ali Yolcu.

Hvis al-Assad falder, vil ikke kun Syrien, men også Tyrkiet lide. Og ikke kun alawitter, men hele landet. Hvis al-Assad falder, vil Den Frie Syriske Hærs medlemmer komme her med deres radikalisme, siger Ali Yolcu.