Det er sen eftermiddag i bydelen Beyoglu i Tyrkiets største by, Istanbul.
Universitetslæreren Zeynep Kivilum sidder med sin søn på en parkbænk. Det er svært at forestille sig, at denne propert klædte, midaldrende kvinde skulle nære terrorsympatier, men skinnet kan jo bedrage.
Hun er en af de over 1000 akademikere, som står anklaget af den tyrkiske regering for at sprede terrorpropaganda for den kurdiske oprørsgruppe PKK.
”Terrorpropaganda indebærer opfordring til vold. Men vi opfordrede til fred og nævnte overhovedet ikke PKK,” siger Zeynep Kivilum vredt.
For et år siden blev den næsten to år lange våbenhvile brudt mellem Tyrkiets regering og PKK, som både står på Tyrkiets, EU’s og USA’s terrorlister.
Den tyrkiske hær indledte en offensiv, som fortsat er i gang og vendt mod kurdiske grupper i det sydøstlige Tyrkiet. Tusindvis af mennesker er blevet dræbt, heriblandt mange civile. I januar 2016 skrev Zeynep Kivilum og de andre akademikere under på et opråb, som kritiserede volden og manede til en fredelig løsning. Det førte i marts til, at fire af akademikerne blev fængslet under mistanke for at sprede terrorpropaganda.
”Politiet gennemførte også husransagninger og beslaglagde computere hos mange af dem, der havde skrevet under på opråbet. Flere af dem har mistet deres arbejde,” siger hun.
Efter halvanden måned i fængsel blev de fire løsladt igen i slutningren af april, men der er planlagt nye retsmøder til september.
”Nu forsøger anklageren at ændre terroranklagen til en anklage jævnfør paragraf 301, som forbyder såkaldte ’krænkelser af tyrkiskheden’,” sukker Zeynep Kivilum.
Motivet bag tiltalerne er i hendes øjne at gøre det klart for andre, hvor galt det kan gå, hvis man vover at kritisere regeringens politik.
Det er blot et enkelt eksempel på, at ytringsfriheden er under stadigt stærkere pres i Tyrkiet, hvor præsident Erdogans islamistisk-funderede centrum-højreparti AKP har siddet tungt på magten siden 2002.
Ikke langt fra parken i Beyoglu-bydelen har den kendte advokat og menneskeretsforkæmper Eren Keskin kontor. Hun siger, at den tyrkiske forfatnings garantier om presse- og ytringsfrihed er tomme ord.
”Der har altid fandtes røde linjer, som ikke måtte overtrædes. Landets sikkerhed står således over ytringsfriheden,” siger hun.
Det er åbent for fortolkning ved domstolene, hvad der udgør en trussel mod landets sikkerhed.
Det samme gælder for mange andre love. Siden Recep Tayyip Erdogan i august 2014 skiftede posten som premierminister ud med præsidentembedet, er der blevet rejst sigtelser mod omkring 2000 mennesker, som alle beskyldes for at have krænket præsidenten. Strafferammen er fire års fængsel.
”Domstolene i Tyrkiet har ingenlunde været selvstændige. De har til hver en tid været koblet til andre organisationer. Førhen var det militærmagten, men det ændrede sig med Erdogan,” siger Eren Keskin.
I årtier blev Tyrkiet regeret under stor indflydelse fra militæret og det nationale sikkerhedsråd. Den kurdisk-tyrkiske advokat mener, at AKP oprindeligt stræbte efter basere sin magt på folkets vilje, men at AKP nu regerer efter princippet om ”den dybe stat”. Udtrykket bruges om de højtstående officerer og embedsmænd, som synes, at de står over landets folkevalgte institutioner.
”Domstolene spiller på to heste nu om dage: De arbejder både for den dybe stat og for Erdogan,” siger Eren Keskin.
Hun er også chefredaktør på den kurdisk-tyrkiske avis Özgür Gündem.
Siden sidste sommer har avisen været genstand for over 100 kriminalefterforskninger. Nogle af dem har ført til, at der er rejst tiltale, også direkte rettet mod Eren Keskin.
Hun risikerer fængselsstraf og fik udrejseforbud i begyndelsen af april. Også her lyder anklagen på spredning af terrorpropaganda. På avisens redaktion kan redaktør Davut Ucar fortælle om frustrerende arbejdsforhold.
”En kritisk artikel om præsidenten kan føre til en tiltale for ærekrænkelse. Et personportræt kan gøre, at vi bliver anklaget for at skrive positivt om terror, alt imens en artikel om militære operationer af anklagemyndigheden kan blive fortolket derhen, at vi udpeger statslige institutioner som attentatmål,” siger han.
Avisen blev grundlagt i 1992.
Dens fokus på landets kurdere og konflikten mellem statsmagten og PKK har ført til, at avisens journalister er blevet truet, myrdet, retsforfulgt og fængslet.
Da regeringen gik ind i fredsprocessen med PKK, oplevede avisen også et tøbrud. Davut Ucar fortæller, at ingen af avisens artikler blev politianmeldt i den to år lange fredsproces.
Siden kampene blussede op igen i kølvandet på sidste sommers terrorangreb i Soruc med 34 dræbte tæt på den syriske grænse, er politianmeldelserne faldet tæt, særligt mod avisens ugentlige feministiske tillæg, Binevs.
”Selv en artikel om (den tysk-polske socialistiske politiker, red.) Rosa Luxemburg blev en sag for domstolene,” fortæller Günay Aksoy, der er redaktør på Binevs.
Som en reaktion på de mange retslige tiltag mod avisen har 44 fremtrædende journalister og menneskerettighedsaktivister siden maj som led i en solidaritetskampagne ageret chefredaktør på Özgür Gündem for en dag.
I sidste uge blev tre af dem, heriblandt Journalister Uden Grænsers Tyrkiet-korrespondent Erol Önderoglu, så anholdt og sigtet for at have spredt terrorpropaganda, hvilket udløste folkelige protester.
Özgür Gündem bliver også jævnligt angrebet i de regeringsvenlige medier, og redaktionen har modtaget flere trusler.
”Det er klart, at vi er bekymrede. Vi har en del sikkerhedsforanstaltninger – for eksempel tager vi aldrig samme vej mellem hjemmet og arbejdet,” fortæller Davut Ucar.
Og der er ikke tale om tomme trusler: I år er der indtil nu blevet indrapporteret omkring 200 angreb på journalister.
Den 6. maj blev Can Dündar, chefredaktør på dagbladet Cumhuriyet, beskudt uden for en domstol i Istanbul. Han slap uden skader. Et par timer senere idømte domstolen ham fem år og 10 måneders fængsel for at have offentliggjort hemmelige statsdokumenter. Avisens leder af Ankara-redaktionen, Erdem Gül, blev idømt fem års fængsel.
Anklagen gjaldt en artikel i Cumhuriyet fra maj 2015 om tyrkiske våbenleverancer til ekstremistiske grupper i Syrien under overskriften ”Her er våbnene, Erdogan hævder ikke findes”.
Præsident reagerede ved offentligt at true med, at redaktørerne ville komme til at ”betale en høj pris”. De to redaktører blev anholdt i november sidste år og også tiltalt for spionage og medlemskab af en terrororganisation. Niyazi Dalyanci, bestyrelsesmedlem i det tyrkiske journalistforbund, vurderer, at der findes helt andre motiver bag anklagen:
”Præsidentens vrede mod Can Dündar handler ikke om artiklen om våbentransporterne. En anden avis, nemlig Aydinlik, afslørede dem helt tilbage i sommeren 2014, uden at der kom nogen større opstandelse ud af det,” siger Niyazi Dalyanci.
I hans vurdering havde præsidenten en høne at plukke med Can Dündar, fordi chefredaktøren sidste sommer skrev en artikelserie, hvor han beklikkede efterforskningen af en stor korruptionssag i 2013 og blandt andet fremlagde beviser, som tydede på, at præsidenten og hans søn kunne være indblandede.
”Jeg tror, regeringens mål er total kontrol over de tyrkiske medier,” siger Niyazi Dalyanci.
Tyrkiet ligger som nummer 151 ud af 180 på Journalister Uden Grænsers 2016-indeks over pressefriheden i verden – med Tadsjikistan på 150.-pladsen og DR Congo og Swaziland lige efter Tyrkiet. Listen toppes af Finland, Holland, Norge og Danmark.
Fagforeningsmanden Dalyanci redegør for de tyrkiske myndigheders forskellige metoder til at overtage kritiske medier: Domstolene kan sætte medierne under tvangsforvaltning, sådan som det skete for dagbladet Zaman i begyndelsen af marts. I løbet af nogle døgn forvandledes publikationen fra et regeringskritisk organ til ren duks, og oplaget er raslet ned fra en million til sølle 6000.
”Det samme skete med dagbladet Bugün og den tilknyttede tv-station Kanal Turk sidste år. Da de to me-dier blev sat under forvaltning, blev journalisterne kastet på porten, og i år blev såvel avis som tv-kanal nedlagt,” siger Niyazi.
En anden metode går via en statslig fond til beskyttelse af borgernes penge i de tyrkiske banker.
”Hvis en bank menes ude af stand til at løfte sit hverv, overtager fonden bankerne. En del bankmænd ejer tillige medievirksomheder. Medier er blevet overtaget på den måde og siden solgt videre til erhvervsfolk, som står regeringen nær,” siger Niyazi.
Tendensen ses tydelig i statistikken: I løbet af 2015 mistede 700 journalister deres arbejde. I år er foreløbig omkring 900 journalister blevet fyret.
Hos det tyrkiske journalistforbund i Istanbul fortæller formanden, Ugur Güc, at over 300 tyrkiske journalister er blevet fængslet siden 2010. Og 37 af dem sidder stadig i fængsel.
”De fleste af dem er blevet dømt for terror i uretfærdige rettergange. Deres eneste forbrydelse er deres artikler. Det eneste bevis imod dem er deres artikler. De er journalister, ikke terrorister,” siger journalistformanden oprørt.
Han fortæller også, at trusler mod journalister er hverdagskost, og at selvcensuren breder sig på redaktionerne.
I kombination med at de fleste medier efterhånden har regeringsvenlige ejere, har det ifølge Ugur Güc ført til stærkt faldende oplag – særligt efter Gezi-protesterne i Istanbul i sommeren 2013. De var til at begynde med en protest mod planer om at anlægge et indkøbscenter i Gezi-parken, men udviklede sig til regeringskritiske demonstrationer, som spredte sig over hele landet.
Det var ikke megen spalteplads, de tyrkiske medier gav disse begivenheder.
”Siden Gezi-protesterne stoler folk mindre på aviserne og mere på de sociale medier,” forklarer journalistformanden.
Mange hjemmesider er imidlertid blevet blokeret. Også Ugur Güc tror, at regeringen er ude på at opnå total kontrol med medierne:
”Gennem medierne kan regeringen proklamere sit enevælde. Tyrkiet risikerer at blive et fascistisk land,” advarer han.
