Sig ordet anstand, og mange vil sikkert tænke på anstandsdame. Anstandsdamen var som regel en voksen dame, der fulgte en ung pige fra de pænere klasser og sørgede for, at hun optrådte anstændigt uden at vække forargelse. Altså opførte sig pænt og ordentligt.
Der er med andre ord noget støvet, noget altmodisch over anstand, og begrebet har ikke fået det bedre af, at nazibødlen Heinrich Himmler roste sine officerer for deres anstændighed, påpeger den tyske journalist og forfatter Axel Hacke. Alligevel har den 62-årige tysker, der er kendt som en af landets populæreste klummeskribenter, skrevet en hel bog om emnet: ”Om anstand i vanskelige tider og spørgsmålet om, hvordan vi omgås hinanden”, som i snart et år har ligget på den tyske bestsellerliste.
Hvorfor? Fordi anstændigheden ikke blot er under bekymrende pres; den er visse steder nærmest forsvundet, siger Axel Hacke, da Kristeligt Dagblad møder ham bag scenen i Schlosspark Theater i berliner-bydelen Steglitz. Hacke er kendt over hele Tyskland for sine underfundige klummer gennem 25 år i Süddeutsche Zeitung Magazin – om hverdagslivet som familiefar.
Ved oplæsningen i teatret senere denne aften får han salen til at klukle, når han taler om sine nederlag som gør-det-selv-mand og spidsfindige teknikker til at tale udenom, når hans søn stiller svære spørgsmål om Gud og meningen med livet. Men her bag scenen før showet er tonen mere alvorlig.
”Vi kan observere en forråelse i omgangen med hinanden i nutidens samfund. Det gælder i politik, i hverdagen og især på sociale medier, hvor folk bliver tilsvinet på værste vis. Det burde være en selvfølge, at vi opførte os med respekt over for hinanden. Men det er snarere blevet almindeligt at opføre sig respektløst, og vi er ved at vænne os til noget, som for få år siden ville have gjort os mundlamme af bestyrtelse,” siger Axel Hacke.
De respektløse tendenser gør sig gældende i alle samfundslag: På tyske motorveje har politi og redningsfolk de senere år bevidnet, at folk har skabt kaos og besværliggjort redningsarbejdet ved dødsulykker ved at stoppe op for at filme ulykkerne. I Dresden har demonstranter ustraffet båret galger, som ifølge skilte var tiltænkt den kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkel, og den daværende socialdemokratiske vicekansler, Sigmar Gabriel. Og den amerikanske præsident, Donald Trump, har været så konsekvent i sine sexistiske og nedladende tweets om sine modstandere, at vi efterhånden ikke reagerer på dem længere, mener Axel Hacke.
”Vi har også set, at det ikke er uden følger, når så mange benytter sig af et råt sprog,” siger Axel Hacke og nævner, at den kristeligt demokratiske borgmester Andreas Hollstein fra den vesttyske by Altena i 2017 blev stukket ned med en kniv af en mand, som skældte ud over byens asylpolitik, efter at borgmesteren i månedsvis var blevet tilsvinet på internettet.
”Denne bekymrende forandring har for mig betydet, at vi måtte genindføre det gamle begreb anstand,” siger han.
”Det er vigtigt for mig at gøre det klart, at det ikke handler om en moralprædiken, om at løfte pegefingeren og sige: ’Sådan skal I opføre jer’. Min udforskning har først og fremmest handlet om selv at finde ud af, hvordan begrebet kan hjælpe mig i min omgang med andre.”
På tysk kan ”anstand” blot betyde en tilpasning til konventioner, altså noget ganske overfladisk, som mange vil forbinde med at blive irettesat som barn og irriteres over, mener Axel Hacke.
”Men dykker man længere ned i begrebet, har det også ganske andre facetter, som er meget brugbare for vores samfund. Noget, der har at gøre med grundlæggende respekt for andre, solidaritet, venlighed, nysgerrighed over for andre. Noget, der forbinder og har forbundet mennesker, og som handler om mere end det, loven byder os. Det er en betydning, man sporer i den græske antik og hos en lang række forfattere,” siger han.
I tyske Erich Kästners roman ”Fabian: Historien om en moralist” fra 1931 forsøger hovedpersonen at fastholde anstand i en tid med politisk, økonomisk og moralsk sammenbrud, og i den franske eksistentialist Albert Camus’ roman ”Pesten” fra 1947 konkluderer hovedpersonen, at ”det er ikke et spørgsmål om heltemod (…) det eneste middel til at bekæmpe en pest er – almindelig anstændighed”.
Begrebet har imidlertid også lidt under misbrug. SS-lederen Heinrich Himmler, som efter Hitler var den vigtigste ansvarlige for massemordet på seks millioner jøder, formanede sin datter til at være anstændig og roste i 1943 sine officerer for deres anstændighed i forbindelse med masseudryddelserne.
”Naturligvis kunne man sige, at når Himmler har prædiket anstand, så burde man glemme det begreb. Men det er til stadighed et ord, som i en tysk hverdag har en positiv klang. Der ligger noget meget positivt i at blive kaldt ’et anstændigt menneske’. Så jeg mener ikke, at vi skal smide sådan et ord væk, fordi det blev benyttet af nazisterne. Det er vores ord, det er ikke deres ord,” siger Axel Hacke.
”Nej. Mennesker er, som de altid har været. Man kan med (forfatteren, red.) Erich Kästners ord ikke gøre mennesket godt, men i bedste fald kun bedre. Det er ikke anderledes i dag. Men vi har med nye fænomener at gøre – med medier, som er fuldkommen nye for os, og det, der tidligere blot blev sagt over en øl ved stambordet på et værtshus, bliver i dag sagt i al offentlighed på internettet. Og når en sådan omgang med hinanden bliver stadig mere udbredt, så vænner vi os til ting, som vi ikke skal vænne os til. Vi har vænnet os til en Donald Trump. Det er blevet normalt, at politiske modstandere, som man ikke bryder sig om, offentligt bliver kaldt for horeunge eller lignende.”
”Vi har et nyt parti i Tyskland, Alternativ for Tyskland, som fornærmer mennesker på det groveste, og som har talt om at ’jage’ Angela Merkel (forbundskansleren, red.). Men jeg taler slet ikke kun om AfD. Vi kan bevidne, at mennesker på venstrefløjen også skaber nogle temmelig frygtelige shitstorms, vi har for eksempel en borgmester i byen Tübingen fra miljøpartiet De Grønne, Boris Palmer, som er kritisk over for sit eget parti og meget realistisk, når det gælder flygtninge, og han er blevet konfronteret med masser af ondskabsfuldheder.”
Anstændighed er også at tale med dem, man ikke er enig med, understreger Axel Hacke. Det kan lyde åbenlyst, men i det politisk polariserede Tyskland er det ikke nogen selvfølge. Landet har siden 2015 taget imod over en million asylansøgere, og angst for indvandring er samtidig et socialt tabu, som hurtigt kan give én stemplet nazist eller racist. Når det ikke er legitimt at tale om angsten, selvom den er en realitet, bliver angsten til vrede, og det er langt mere farligt for demokrati og retsstat, mener han.
”Jeg får af og til e-mails fra mennesker, som reagerer ubehageligt; men jeg forsøger ikke at reagere på tilsvarende måde, men i stedet forhøre mig om, hvad der egentlig er på færde. En mand skrev til mig i en temmelig rå tone, efter han havde hørt mig i radioen. Jeg spurgte ham, hvorfor han skrev sådan,” siger Axel Hacke.
Manden svarede ifølge forfatteren, at han dagligt rejste med tog, og en dag i 2015 var toget fuld af flygtninge. Det var ikke blot familier, der havde brug for hjælp, det var unge mænd, som ikke var venlige, atmosfæren var aggressiv, og han kunne ikke længere få en plads i toget.
”Hans verden var med ét forandret, og han følte angst, og når han fortalte andre om oplevelsen, blev han afbrudt og kaldt nazist. Det havde til sidst gjort, at han gik til AfD, hvor der for første gang var nogen, der lyttede til ham. Det er naturligt at være bange for det fremmede. Globaliseringen skaber fundamentale forandringer i vores liv i et ubegribeligt tempo, og mange føler, at gulvet forsvinder under dem. Jeg finder det meget farligt, at vi ikke taler mere om denne angst, men lader, som om den ikke er der. Oplysning er vigtigt, men man må indse, at mennesket ikke altid er rationelt, men styres af følelser, og de følelser må man forstå,” siger forfatteren.
”Mange tyskere er allerede meget eftertænksomme og stærkt optaget af at tage ved lære af den nazistiske fortid, og de ønsker at gøre det bedre end deres bedsteforældre. Men der er også mange, der ikke gider høre mere om fortiden, og disse røster bliver stadig højere og føler sig bestyrket, når en politiker fra AfD for eksempel roser den tyske værnemagts indsats under krigen. Folk tænker, ’aha, den slags kan man altså godt sige igen’. Det er meget foruroligende,” siger Axel Hacke og nævner en anekdote fra journalisten Georg Stefan Troller, der som jøde måtte flygte fra nazisterne i Wien.
Den i dag 96-årige Troller blev engang spurgt, om han kunne huske, hvordan forfølgelserne af jøderne begyndte. Han svarede, at nogle gadedrenge en dag tog hans hat og kastede den op i et træ, og ingen omkring ham hjalp ham.
”Det, vi skal forstå, er, at vi bliver nødt til at engagere os, at vi ikke kan stå og se til. Vi er del af et demokratisk system, som lever af, at vi engagerer os.”
”Det er rigtigt. Men de har også brug for argumenter, brug for at læse, brug for at vide, at de ikke er alene med deres bekymringer. Samtidig handler det for mig om at gøre anstand til et tema. Nu taler folk om, hvordan vi bør omgås hinanden, folk diskuterer, hvilken rolle begrebet skal spille for os, formanden for Forbundsdagen, Wolfgang Schäuble, har citeret bogen i en tale, der er sat noget i gang,” mener forfatteren selv.