Maximus. Igen og igen vender professor Kristina Spohr tilbage det latinske udtryk for ”den store”. Et tilnavn, som vi kender fra blandt andre romerske kejsere og russiske tsarer.
Men for den finsk-tyske historiker handler det om den russiske præsident, Vladimir Putin, som ikke kun vil være den store, men som ifølge hende også lider af en vis grad af storhedsvanvid. Og Putins krig i Ukraine skal i hendes optik ses i lyset af markante mærkedage.
”I år er det 100 år siden skabelsen af Sovjetunionen. Vladimir Putin selv fylder 70 år senere på året. Han er i gang med et egotrip, der handler om hans eftermæle,” forklarer Kristina Spohr, der er historieprofessor ved den fremtrædende universitet London School of Economics, LSE.
Tilgangen fra Vladimir Putin og styret i Moskva var efter hendes opfattelse, at invasionen af Ukraine kunne overstås på kort tid, da kampvognene rullede ind i nabolandet den 24. februar. Men modstanden fra ukrainerne og den indirekte støtte fra Vesten i form af våben var ikke forudset af styret i Rusland.
Har annekteringen af Krim i 2014 givet Rusland det fejlagtige indtryk, at man bare kunne tage Ukraine?
”Sikkert. De kunne se, hvor hurtigt de kunne tage et landområde og tilmed blive budt velkommen. Og det er, hvad Vladimir Putin har tænkt, fordi den sandhed er blevet gentaget igen og igen. Tanken er, at alt er Rusland, at det er Moder Rusland, og at vi alle er russere.”
Men Vesten har vel også tilladt Vladimir Putin at slippe af sted med alt muligt fra nedskydning af et fly fra Malaysian Airways over det østlige Ukraine til giftdrabet af den tidligere spion Alexander Litvinenko i London, et tilsvarende anslag mod afhopperen Sergei Skripal i Salisbury samt annekteringen af Krim?
”Der har måske været for megen tavshed, da Krim blev annekteret. Men det har været mindre begivenheder, hvorimod en konflikt af dette omfang som krigen i Ukraine blev anset for utænkelig. Situationen omkring Krim var særlig kompliceret på grund af historikken efter opbruddet af Sovjetunionen. Situationen i Donbasss er ligeledes kompliceret, fordi der har været en russificering af befolkningen.”
Vi ser, at store dele af den russisktalende befolkning i det østlige Ukraine tager afstand fra invasionen, at de ikke vil høre til Rusland, men Ukraine. Hvorfor?
”Det er de i den forstand, at de vil bo i et land, der hedder Ukraine, som er mere orienteret mod EU, Nato og resten af Europa end mod Rusland. Det handler om mere velstand og om at leve i et bedre land. Det er jo også derfor, at den russisktalende befolkning ikke er flyttet til Rusland, og hvorfor de kæmper til det sidste for at forsvare Ukraine nu.”
Vi talte sammen for fem år siden, hvor du sagde, at Rusland var blevet en isoleret stormagt. Hvad er status nu?
”Jeg mener, at Rusland er gået fra at være en ensom global magt til at være en pariastat. Nogle vil argumentere, at Rusland er kommet tættere på Kina. Men Kinas fokus er på at udfordre verdensordenen, og at være en global magt, når Folkerepublikken fylder 75 år i 2024. Rusland har omvendt en eksistentiel opfattelse af, hvordan landet ser sig i forhold til Europa og ikke Asien. Landets primære mål er at få USA ud af Europa, så Rusland vil være den eneste globale supermagt på europæisk jord. Vi ser også, hvordan sanktionerne rammer Rusland, hvilket vækker bekymring i Kina, som er EU’s største handelspartner. Nu er Rusland totalt isoleret økonomisk og trængt op i et hjørne, fordi landet har startet en krig uden at tænke på omkostningerne."
Vil præsident Vladimir Putin acceptere et nederlag i Ukraine?
”Det er problemet. Han er Maximus. Og det er derfor, at vi har truslen om, at han vil ty til det yderste, hvilket er en atomkrig. Hvis det er tankegangen, så skal vi bare tænke på Hitler. Men Putin vil omvendt leve.”
Krigen er dag fokuseret på Ukraine. Er der tegn på, at andre grænser vil blive krænket?
”Vi kan jo allerede se, at præsident Aleksandr Lukasjenko i Belarus kun er ved magten takket være Putin. Han kan nemt flytte fronten til Moldova, Georgien og andre tidligere sovjetiske satellitstater. Men hvis Putin vil åbne en ny front, så vil det være mod grænsen til Estland og Finland, og det handler om, hvor Rusland føler sig mest truet, hvilket er ved Sankt Petersborg. I 1939 førte det til Vinterkrigen, fordi Finland var for tæt på det daværende Leningrad. Men Stalin havde ikke den samme Maximus-holdning, så han trak sig, da de russiske styrker mødte indædt modstand.”
Hvad betyder det for Finland?
”Invasionen af Ukraine har klart rykket holdningen i Finland i forhold til Nato, og landet vil ikke længere se sig som en del af den russiske interessesfære. Hidtil har Rusland sagt, at hvis man køber amerikanske forsvarssystemer, så er man ikke længere neutral, samt at Rusland vil have veto over, hvem der kan blive medlem af Nato. Men finnerne siger, at de nu er medlem af EU, og at landet har retten til at vælge sine allierede. At det er landets politiske manøvrerum, som man ikke vil give afkald på. Vi skal også huske på, at Finland har et meget stærkt militær.”
Vil vi se nye grænser som følge af krigen i Ukraine?
”Måske er prisen, at det er værd at opgive Donbass for at sikre ukrainsk suverænitet. Der har i den region været mange statsformationer og grænseændringer. Omvendt skal vi også huske på, at Tyskland efter Murens fald ikke ønskede at gå tilbage og røre ved grænsedragningen. Teknisk set kunne Tyskland have krævet en tilbageførsel til grænserne fra før Anden Verdenskrig og krævet Østpreussen, Pommern og Schlesien tilbage. Var det sket, så skulle den østlige del af Polen også ændres, hvilket også ville have ramt blandt andre Litauen.”
Og Rusland var glad for at holde fast i eksklaven Kaliningrad?
”Absolut. Russerne ville aldrig have opgivet den. Rusland har kort- og mellemdistance atomraketter i Kaliningrad, som på kort tid kan nå mål i Europa. Det er derfor, at Europa fortsat har brug for at være beskyttet under den amerikanske atomparaply.”
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.