Hassan havde egentlig slet ikke lyst til at forlade Tyskland. Den syriske flygtning, som kom til landet for tre år siden, husker glæden ved at flytte ind i sin egen lejlighed i den nordtyske by Greifswald, stoltheden over at underskrive en ansættelseskontrakt hos en frisør. Men en afgørende ting lykkedes aldrig. Trods adskillige forsøg og ansøgninger fik hans hustru, som opholder sig i Tyrkiet, aldrig lov til at komme til Tyskland. Derfor tog han en drastisk beslutning om at forlade en tryg tilværelse i Tyskland for igen at rejse via den såkaldte Balkan-rute, men denne gang i den modsatte retning.
”Jeg kan godt lide Tyskland. Og der venter os ingen hjælp i Tyrkiet. Ingen bolig, ingen sygesikring,” siger han til ugeavisen Die Zeit.
”Men hvordan kan jeg leve uden min kone? Det kan jeg ikke. Forstår du det?”
Hassan rejser som flygtning og er afhængig af hjælp fra menneskesmuglere, for Tyrkiet giver ham ikke visum, og han er langtfra den eneste syrer, der for anden gang begiver sig ud på den farefulde rejse. Flere tusinde syriske flygtninge er som Hassan begyndt at forlade Tyskland for at komme tilbage til Tyrkiet, selvom de har ret til at blive, fremgår det af en dokumentarfilm, som blev vist på tv-stationen ARD i sidste uge.
”Vi vil hellere dø sammen end leve adskilt,” siger en af syrerne i dokumentarfilmen.
Der er tale om flygtninge, som har begrænset opholdstilladelse i Tyskland, og som derfor ikke har ret til familiesammenføring. Den tyske regering med den kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkel, i spidsen har suspenderet muligheden for familiesammenføring frem til august, hvorefter antallet vil blive indsnævret til 1000 mennesker om måneden. Tyskland har siden 2015 taget imod over en million flygtninge, som især kom via Balkan-ruten mellem Tyrkiet og Nordvesteuropa, men siden lukningen af ruten i 2016, hvor EU og Tyrkiet indgik en aftale om, at flygtningene skulle standses i Tyrkiet, er antallet af flygtninge faldet drastisk.
En smugler fortæller i udsendelsen, at han har hjulpet 50 mennesker, primært syrere med opholdstilladelse i Tyskland, over floden Evros, som udgør grænsen mellem EU-medlemslandet Grækenland og Tyrkiet, for at de kunne blive genforenet med deres familie. Grænsekrydsningen koster hver flygtninge omkring 1500 kroner.
Tendensen bliver kritiseret af interesseorganisationer i Tyskland. Günter Burkhardt. leder af Pro Asyl, en organisation i Frankfurt, beskylder koalitionsregeringen for at begå ”katastrofale fejl” i flygtningepolitikken, og talskvinde i flygtningespørgsmål for miljøpartiet De Grønnes parlamentariske gruppe, Luise Amtsberg, beskriver situationen som ”absurd”.
Selvom hovedårsagen til tendensen er, at flygtninge vil forenes med deres familier, rejser de også tilbage af andre årsager, påpeger J. Olaf Kleist, som forsker i flygtninge- og asylpolitik i Tyskand og Europa ved universitetet i Osnabrück.
”Folk har boet i lejre i mange år nu og kæmper ofte for at finde job. Mange føler, at de har udsigt til et bedre liv i Tyrkiet. De er ikke beskyttet af Genève-konventionen i Tyrkiet, så de får ikke nogen forsikring og sandsynligvis ingen arbejdstilladelse, men der er på den anden side et stort netværk af syriske flygtninge, der kan hjælpe med job og støtte,” siger han.
Den tyske regering vil måske ikke officielt støtte udviklingen, men da regeringen – især efter pres fra det kristeligt demokratiske CDU’s bayerske søsterparti CSU – tilsyneladende ønsker at holde flygtningeantallet nede, vil man sandsynligvis ikke forsøge at bremse tendensen, mener J. Olaf Kleist.
”En kæmpestor faktor for, hvordan tendensen udvikler sig, er også, hvilke historier flygtninge i Tyskland vil høre fra Tyrkiet. Hvis det rapporteres, at flygtningene finder job og lykkes, kan det øge antallet af flygtninge, der forlader Tyskland,” siger han.
Tendensen har skabt nogen debat på internettet, hvor folk hævder, at det ikke kan være så vigtigt for flygtninge at være i Tyskland, og at tilstanden i deres oprindelsesland ikke kan være så farlig, hvis de er villige til at forlade Tyskland igen, påpeger J. Olaf Kleist.
”Men vi skal huske på, at selvom hundredvis rejser tilbage til Tyrkiet, er de stadig et forholdsmæssigt lille antal, og der er næppe nogen, der planlægger at rejse tilbage til Syrien,” siger han.