Angela Merkel udsættes for voksende kritik fra sine egne

Er forbundskansler Angela Merkel på vej til at lide et alvorligt nederlag på grund af sin håndtering af flygtningekrisen? Det spørgsmål er tyske medier begyndt at stille

Nyhedsmagasinet Der Spiegel har vakt opsigt med denne uges udgave, hvor forbundskansler Angela Merkel pryder forsiden som Moder Theresa og klandres for, at hendes politik splitter Europa. Se billede længere ned i teksten.
Nyhedsmagasinet Der Spiegel har vakt opsigt med denne uges udgave, hvor forbundskansler Angela Merkel pryder forsiden som Moder Theresa og klandres for, at hendes politik splitter Europa. Se billede længere ned i teksten. Foto: Photoshot. All rights reserved.

Tyske medier er begyndt at stille spørgsmålet, om forbundskansler Angela Merkel er på vej til at lide et alvorligt nederlag og miste sin troværdighed på grund af sin håndtering af flygtningekrisen.

”Klarer hun det?”, spørger magasinet Focus.

”Ved hun, hvad hun gør?”, skriver ugeavisen Die Zeit.

Den ellers så sagligt argumenterende kansler har senest ageret usædvanligt følelsesladet. En af hendes mest citerede udtalelser er: ”Hvis vi nu skal begynde at undskylde for, at vi i nødsituationer viser et venligt ansigt, så er det her ikke mit land.”

Dette udsagn får i magasinet Der Spiegel journalist Jakob Augstein til at skrive, at kansleren hermed stiller befolkningen tillidsspørgsmålet: Ønsker dette land fortsat at være Merkels land?

”Tidligere gav Angela Merkel folk tillid. Nu kræver hun den gengældt. Det er en risikabel personalisering af politikken,” skriver han.

Ifølge Der Spiegel er flere politikere fra kanslerens eget kristeligt-demokratiske parti CDU begyndt hånligt at kalde hende for ”Mutti Theresa”, og mange spørger sig selv, om hun har mistet jordforbindelsen.

En af de skarpeste udtalelser kommer fra CDU-forbundsdagsmedlemmet Veronika Bellmann, der i erhvervsavisen Handelsblatt kalder Merkels flygtningepolitik for en statslig falliterklæring. Hun er især vred over, at kansleren i begyndelsen af denne måned besluttede at åbne grænserne for tusindvis af flygtninge uden at have sikret sig partiets eller parlamentets opbakning først.

”Angela Merkel aner formodentlig, at hun ikke kan nå mange af sine mål, hvis der først skal træffes beslutninger i overensstemmelse med de demokratiske processer. Altså skaber hun overraskende kendsgerninger, som alle så er nødt til at rette sig efter,” skriver Veronika Bellmann og beklager, at det nu er de overbebyrdede myndigheder, politiet, kommunerne og selv flygtningene, der skal bære byrden af kanslerens overilede beslutninger.

Angela Merkels politik kritiseres også åbent i forbundsregeringen.

”Tingene er kommet ud af kontrol. Tyskland kan ikke modtage alle mennesker fra kriseområder,” siger CDU's indenrigsminister, Thomas de Maizière, til Der Spiegel.

Ifølge Merkel eksisterer der ingen øvre grænse for, hvor mange forfulgte eller krigstruede flygtninge, Tyskland kan tage imod. Især Bayerns ministerpræsident, Horst Seehofer, der er formand for CDU's bayerske søsterparti, CSU, føler sig snigløbet af denne udtalelse.

”Det er en fejl, som vil beskæftige os i lang tid. Tyskland kan meget let komme i en nødsituation, som det ikke længere vil være muligt at kontrollere uden at sætte 'prop i flasken',” siger han til magasinet Focus.

En af Forbundsdagens næstformænd, Johannes Singhammer fra CSU, kræver, at kansleren offentligt siger stop for flere flygtninge.

”Kansleren bør erklære, at Tyskland på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at modtage et større antal flygtninge,” siger han til avisen Süddeutsche Zeitung.

Mens tyske medier spekulerer over, om Angela Merkels politiske endeligt er på vej, er reaktionerne i den internationale presse overvejende positive.

”Det er ikke noget, vi gerne indrømmer, men moralsk set forholder Tyskland sig bedre end os,” skriver det engelske dagblad The Independent.

”Bravo for kansleren! Tyskland forholder sig nobelt og rosværdigt,” jubler den amerikanske avis New York Times.

En anden amerikansk avis, Washington Post, mener ligefrem, at Angela Merkel ville være en langt bedre præsident for USA end den republikanske frontløber Donald Trump, fordi hun åbner sit lands grænser i stedet for at bygge mure, sådan som Trump ønsker, at det skal ske i området mellem USA og Mexico.

Den tyske politolog Karl-Rudolf Korte mener da heller ikke, at flygtningepolitikken vil skade Angela Merkel på længere sigt.

”Befolkningen ser i hende en professionel krisemanager. Modstanden mod hende vil ganske vist fortsætte i partiet, men ikke udgøre nogen fare. Sådan var det jo allerede i spørgsmålet om atom-, familie- og arbejdspolitikken og på mange andre områder, hvor unionen (CDU og CSU, red.) skulle moderniseres. Hun gjorde det bare, og nu vil hun også bruge flygtningepolitikken til at gennemføre yderligere moderniseringer,” siger han til nyhedsbureauet dpa.