George Jaunzemis var tre et halvt år, da han blev adskilt fra sin mor under deres flugt fra Tyskland til Belgien. Det skete en kaotisk weekend hen mod slutningen af Anden Verdenskrig.
Han voksede op i New Zealand uden nogen minder fra sin tidligste barndom. Han anede ikke, at den lettiske kvinde, der var rejst dertil med ham, ikke var hans rigtige mor.
I 2010 kom der et brev fra sporingstjenesten International Tracing Service, som ændrede hans liv. Han fandt ud af, at hans rigtige navn var Peter Thomas, og at han havde en nevø og en fætter i Tyskland.
Jeg blev forbløffet og begejstret. Efter al den tid viste det sig, at jeg var onkel til nogen, fortæller den 71-årige mand.
Du skulle bare vide, hvordan det er ikke at have nogen familie eller viden om sin barndom. Pludselig faldt alting på plads. Nu kan jeg finde fred som menneske.
Alligevel tog det Jaunzemis over 30 års vedholdende søgen at finde det enorme arkiv i Bad Arolsen i Tyskland, hvor hans fortid lå begravet.
Bad Arolsen indeholder 30 millioner dokumenter om overlevende fra nazi-lejrene og Gestapo-fængslerne, om tvangsarbejdere og fordrevne. Det kan måle sig i historisk værdi med Israels Yad Vashem Holocaust Center og Washingtons Holocaust Memorial Museum.
Mange mennesker ved dog slet ikke, at stedet eksisterer. Det blev først åbnet for forskere i 2007 efter at være blevet kritiseret for at overbeskytte sit materiale. Selvom centret sidder på et bjerg af originalt bevismateriale, kæmper det fortsat for at få den opmærksomhed, som akademikere mener det fortjener.
LÆS OGSÅ: Arkæologer dokumenterer holocaustforbrydelser
Sidste år besøgte kun 2097 mennesker Bad Arolsen mod de 900.000, der tog til Yad Vashem.
Rebecca Böhling, en 57-årig historiker, der kom til centret fra USA i januar, ønsker at lave om på dette.
Vi har en ny dagsorden, siger Böhling, der kommer fra Dresher Center for the Humanities på University of Maryland i Baltimore County.
Vi sidder oven på en skattekiste af dokumenter. Vi vil gerne have, at folk kender til det. Vores materiale kan ændre vores perspektiv på store emner med forbindelse til krigen og holocaust.
Böhling er den første af centrets direktører, der ikke er tilknyttet Den Internationale Røde Kors Komité, som ellers har kørt centret siden 1955 med et smalt fokus på at opspore personer.
LÆS OGSÅ: Nazistyrets rædsler var mere omfattende end hidtil antaget
Komitéen gav i januar tøjlerne videre til en 11 lande stor kommission, og det kan være med til at frisætte arkivets fulde potentiale for akademiske studier.
Böhling har planer om at holde internationale konferencer, få udenlandske studerende til at bruge centret, udgive mere forskning og holde workshops for landets lærere. Hun tvivler dog på, om budgettets 14 millioner euro (105 millioner kroner) fra den tyske regering vil række så langt.
Personlige historier om ofre har centret nok af, og de er et stærkt redskab til at oplyse de nye generationer, siger Böhling. Som det er nu, er det kun lokale beboere og elever fra nærområdet, der dukker op til arkivets arrangementer.
Bad Arolsen blev efter krigen valgt som hjemsted til arkivet på grund af dets centrale placering mellem de fire besættelseszoner i Tyskland.
Men nu er placeringen gået hen og blevet en ulempe. Der er ingen storbyer i nærheden, og forbindelserne til Berlin og Frankfurt er langsomme. Byen selv har kun 16.000 beboere og ligger på nordkanten af den tyske delstat Hessen.
Arkivet holder til i en upåfaldende hvid bygning med oplysninger om 17,5 millioner menneskers skæbne.
Blandt de 25 kilometer gulnede papirer er der maskinskrevne lister over jøder, homoseksuelle og andre forfulgte grupper, kartoteker over børn født under nazisternes Lebensborn-program, der skulle fremavle en overlegen race, og registre over ankomster til og afrejser fra koncentrationslejrene.
Arkivet har endda en gennemslagskopi af Schindlers liste over de tusind jødiske arbejdere, der blev reddet af den tyske fabrikant Oskar Schindler.
Nazisternes omhyggelige optegnelser over alting stoppede først, når jøder og andre ofre blev gennet ind i gaskamrene.
I dødslejre som Sobibor og Auschwitz blev der kun lavet lister over naturlige dødsfald, som skyldtes for eksempel hjertestop eller lungebetændelse. Gaskamrene bliver ikke nævnt, forklarer talskvinde Kathrin Flor.
Arkivet får stadig 12.000 henvendelser om måneden og genforener op til 50 familier om året, skønt antallet af overlevende efter holocaust svinder.
De fleste henvendelser kommer fra Rusland og Østeuropa, og Böhling byder et nyt fænomen velkommen: Børn og børnebørn med større følelsesmæssig afstand til krigen ønsker at kende deres slægtninges skæbne.
LÆS OGSÅ: Nazitysklands desperate og langvarige nederlag
En stor opgave for tiden er digitaliseringen af arkivet. Den vil gøre det nemmere for folk udefra at gennemføre søgninger ud fra nøgleord. Førhen var dette umuligt, fordi alt foregik fysisk på stedet med et arkiveringssystem baseret på navnekort.
Dets fjerne placering til trods vil Böhling ikke flytte arkivet. Det er blevet en slags mindested for overlevende efter holocaust som Thomas Bürgenthal, der sad i Auschwitz-lejren under krigen og besøgte centeret i 2012. Det var efter at have fået nye oplysninger om, hvor hans far var omkommet.
Bürgenthal selv undslap nazisternes henrettelsespatruljer, gaskamrene i Auschwitz og en dødsmarch, før han fyldte 12 år. Hans mor fandt ham på et polsk børnehjem i 1947 gennem Røde Kors.
Det her er hellig jord for mig, siger den nu 78-årige mand i sit hjem i USA.
Disse dokumenter er vigtigere for fremtiden, end de er for fortiden. De vil blive menneskehedens fælles arv, der fortæller, hvad det virkelig var, der skete på den tid. Vi har brug for netop dem for at hindre det i at ske igen et andet sted i verden.
Oversat af Sara Høyrup