Prøv avisen
Interview

Tysk iagttager: EU-lande er begyndt at trevle samarbejdet op

”Det var det, jeg forudså for to år siden. Aftalerne vil fremover blive truffet af færre medlemslande, i mindre cirkler,” siger Josef Janning, direktør for tænketanken ECFR i Berlin. – Foto: ECFR

Migrationskrisen vil udløse et skift fra pragmatiske løsninger til politisering over nationale særinteresser. De små stater vil ikke vinde suverænitet, men miste indflydelse i dette nye Europa, advarer den tyske iagttager og forsker Josef Janning

Det begynder med et lille hul i ærmet. Og før man har set sig om, er det hele sweateren, der er ved at blive trevlet op. Det er præcis det, der risikerer at ske i Europa netop nu, advarer Josef Janning.

Direktøren for Berlin-afdelingen af tænketanken European Council on Foreign Relations, ECFR, er en af Europas skarpeste politiske iagttagere. Og han har ikke den store tiltro til, at det vil lykkes de europæiske lande at rimpe de løse ender sammen, som den politiske krise over flygtninge og migranter har revet op i den europæiske strikketrøje.

”Det ser ud til, at et voksende antal politiske aktører er ivrige efter at trække i de løse ender,” siger Josef Janning.

Han har længe forudset, at den europæiske idé om et fællesskab baseret på bindende kompromisser og fælles beslutninger før eller siden vil blive erstattet af et andet, langt mindre forpligtende samarbejde.

”Unionen mellem 28 lande, der samarbejder og har fælles regler, vil forsvinde. I stedet vil landene samarbejde på kryds og tværs med forskellige partnere på forskellige områder,” sagde han allerede for to år siden her i avisen, da Europa var rystet af de politisk efterdønninger efter migrationskrisen i sommeren 2015.

I 2016 forsøgte EU-Kommissionen og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, stadig at finde en europæisk aftale med en solidarisk fordeling af 120.000 flygtninge. To år senere har de 28 lande opgivet enhver ambition om en fælles løsning. På et EU-topmøde i dag og i morgen vil der højst blive tale om ”frivillige akser” og bi- og trilaterale aftaler mellem landene, sådan som Merkel allerede har erklæret.

”Det var det, jeg forudså for to år siden. Aftalerne vil fremover blive truffet af færre medlemslande, i mindre cirkler. Og det vil uvægerligt sprede sig til det ene politikområde efter det andet. Hvis den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, gør alvor af at sende alle migranter tilbage til andre EU-lande, vil det udløse en kædereaktion i resten af Europa. Det vil i første omgang betyde enden på Schengen-samarbejdet om åbne, indre grænser, hvilket er et politisk mål for en række europæiske lande,” siger Josef Janning.

”Og hvorfor så ikke melde sig ud af andre regelsæt i forhold, der hæmmer nationale særinteresser, for eksempel i forhold til det indre marked? Det er jo populært og ligner ofte et hurtigt fix og en nem løsning på et vanskeligt problem. Det vil være en bombe under hele det system, Europa kender i dag, og udløse en konflikt om EU’s institutionnelle måde at fungere på,” siger han.

Dermed synes EU på vej til at opgive den føderale model om ”en stadig dybere integration”, repræsenteret af EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, som er blevet holdt i ave af en logik om regeringssamarbejdet i Det Europæiske Råd, som er samlet til topmøderne.

”Men det vil ikke føre til afklaring, tværtimod. Hele den traditionelle tilgang, der går ud på at finde pragmatiske løsninger, vil blive afløst af stigende politisering og flere konflikter omkring nationale særinteresser. Af politiske grunde nægter for eksempel Polen at følge flertalsbeslutningen i Det Europæiske Råd om en fordeling af de 120.000 flygtninge. Men samtidig vil Polen insistere på at respektere reglerne for fri bevægelighed for de polske arbejdere. Og hvis Polen går enegang, og Tyskland gør det samme, er det ikke sikkert, at polakkerne vil klare sig bedre,” påpeger Josef Janning.

”Sandheden er, at den polske regering kan hoppe og springe, men den tæller ikke. Det samme gælder alle andre småstater i Europa. De har kun vægt og indflydelse, fordi de sidder med ved bordet og skal ratificere fælles aftaler. Vi vil få en situation, hvor kun nogle få store lande er relevante, og for eksempel kan Frankrig og Tyskland rykke sammen og vedtage en ny udgave af Elysée-aftalen fra 1963, der lagde grunden til det fransk-tyske samarbejde,” siger Josef Janning.

Helt præcist, hvor meget og hvor lidt der vil være tilbage af det europæiske samarbejde, kan ingen spå om.

”Men det er først, når vi har mistet noget, at vi ser vigtigheden af det,” advarer den tyske ekspert.

Aftalerne vil fremover blive truffet af færre medlemslande, i mindre cirkler. Og det vil uvægerligt sprede sig til det ene politikområde efter det andet.

Josef Janning, direktør for tænketanken ECFR