Prøv avisen

Tysk opposition kræver Seehofers afgang efter afghaners selvmord

Den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, præsenterede tirsdag sin såkaldte "Masterplan for Migration", der er kommet på tværs af den kurs, som forbundskansler Angela Merkel står for. Foto: Axel Schmidt/Ritzau Scanpix

Tysklands indenrigsminister får kritik efter glæde over udvisning af 69 afghanere på hans 69-års fødselsdag.

Indenrigsminister Horst Seehofer bør gå af, lyder kravet fra nogle af Tysklands oppositionspartier, efter indenrigsministeren har glædet sig over udvisningen af afviste afghanske asylansøgere - få dage inden, at en af dem begik selvmord.

- Det er på høje tid, at Seehofer træder tilbage, siger Jan Korte fra venstrefløjspartiet Die Linke.

Den 23-årige afviste asylansøger, der tirsdag tog sit eget liv i Afghanistans hovedstad, Kabul, blev udvist fra Tyskland i sidste uge.

Han havde hængt sig på et værelse på et opholdssted, hvor hjemsendte asylansøgere befinder sig i en kort periode, inden de sendes videre.

En unavngiven tysk embedsmand oplyser, at manden boede i Tyskland i otte år, inden han blev sendt tilbage til Afghanistan.

Han var en af i alt 69 afghanere, der blev deporteret 4. juli efter at have fået afvist deres anmodning om asyl.

Samme dag fejrede Horst Seehofer sin fødselsdag med en bemærkning om, at "præcis 69 blev sendt tilbage til Afghanistan på min 69-års fødselsdag, men det var ikke på ordre fra mig".

Gyde Jensen fra det liberale parti Frie Demokrater siger ifølge avisen Tagesspiegel, at "grænsen er nået".

- Enhver, der fejrer 69 udvisninger på sin 69-års fødselsdag sidder tydeligvis i den forkerte stilling, siger hun.

- Hvor mange flere afsporinger har koalitionen brug for, inden de fyrer indenrigsministeren, tilføjer hun.

Indenrigsministeren siger på et pressemøde onsdag aften, at den afviste afghaners selvmord er "dybt beklageligt".

- Vi bør håndtere det på en faktuel og respektfuld måde, siger Seehofer.

Ministeren er fortaler for at stramme den tyske indvandrings- og asylpolitik.

Han forårsagede tidligere på måneden en politisk krise i forbundskansler Angela Merkels regering med en trussel om at lukke grænsen for visse grupper af migranter.

I de seneste 18 måneder har Tyskland tvangshjemsendt i alt 303 afviste asylansøgere til Afghanistan.

/ritzau/dpa