Tysk pensionist dømt for drab på dement hustru

Betinget fængselsstraf til 92-årig er opråb om, at pårørende til demente er stærkt overbelastede, mener tyske socialdemokrater

Den 92-årige enkemand har tilstået at have kvalt sin demente og alvorligt syge hustru i deres soveværelse om aftenen den 3. november 2019. Bagefter ville han også tage livet af sig selv, men selvmordet mislykkedes. (Arkivfoto).
Den 92-årige enkemand har tilstået at have kvalt sin demente og alvorligt syge hustru i deres soveværelse om aftenen den 3. november 2019. Bagefter ville han også tage livet af sig selv, men selvmordet mislykkedes. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

De var gift i næsten 70 år og blev beskrevet som uadskillelige. Men til sidst var det forbi med lykken. En 92-årig mand fra sydtyske Gemünden har tilstået at have dræbt sin svært demente hustru. Det skriver Bayerischer Rundfunk på radiostationens hjemmeside. Manden har fået en betinget dom på to års fængsel ved den regionale domstol i Würzburg.

Dommeren begrundede sin dom med, at den 92-årige ikke havde handlet ud fra egen-interesse, og at han havde tilstået drabet. En psykiatrisk ekspert vurderede under retssagen, at mandens skyld er formindsket, fordi han var alvorligt deprimeret på tidspunktet for gerningen. Depressionen var udløst af den langvarige krævende pleje af hustruen og mandens følelse af håbløshed. Den 92-årige ”kunne ikke se nogen ende på tunnelen”, sagde han selv under retssagen.

”Jeg har gennem alle disse år taget mig af plejen af min hustru på den bedst mulige måde,” sagde han ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel.

Også de politibetjente, som fandt den pensionerede butiksindehaver efter forbrydelsen, berettede om en sammenbrudt mand.

”Jeg fandt en fuldstændig fortvivlet, udmattet og livs-træt mand,” sagde en betjent under retssagen ifølge Spiegel.

Sagen er stærkt usædvanlig, medgav den ledende statsanklager, Thorsten Seebach. Henvendt til den anklagede sagde han:

”Hvad De har præsteret, denne årelange intensive pleje af Deres hustru, må man virkelig tildele Dem respekt for. At dette har været en overbelastning, er ganske klart og menneskeligt. Blot har De ikke fundet en passende løsning af denne situation,” sagde han og tilføjede, at det var passende at give den anklagede en fængselsstraf på to år og ni måneder.

Den 92-årige enkemand har tilstået at have kvalt sin demente og alvorligt syge hustru i deres soveværelse om aftenen den 3. november 2019. Bagefter ville han også tage livet af sig selv, men selvmordet mislykkedes. Ifølge hans eget udsagn tog han sig af sin hustru døgnet rundt i årevis og ønskede ikke, at hun endte på plejehjem. Derfor havde parret ifølge hans udsagn arrangeret at dø sammen. Venner og bekendte beskriver dem ifølge tyske medier som uadskillelige.

”Vi fandtes kun som par,” sagde den 92-årige under sin tilståelse, og parrets praktiserende læge bekræftede dette.

Manden blev derfor tiltalt for drab ”uden at være en morder”, understregede anklagemyndigheden. At manden fik en drabsdom, skyldes sagens ”enestående karakter”, betonede dommeren. Han understregede, at dommen dog ”ikke er noget frikort for efterlignere”. Straffen er betinget på grund af mandens høje alder, lød det.

”Jeg er nu meget lettet og glad for, at min klient ikke skal tilbage i fængsel i hans alder,” siger forsvarsadvokat Norman Jacob til Bayerischer Rundfunk.

Han ønsker ikke at anke sagen, mens den 92-årige skal betale 75.000 kroner til en velgørenhedsorganisation.

Selvom sagen er enestående, er den 92-årige ikke ene om at være stærkt overbelastet af at pleje sin ægtefælle. Der er stærke mangler i det tyske plejesystem, og de cirka tre millioner mennesker, som har behov for pleje derhjemme, og deres slægtninge bliver ofte ladt alene, lyder kritikken fra den tyske stiftelse for patientbeskyttelse.

Sagen må være et opråb om, at pårørende til plejekrævende ældre lider af permanent overbelastning. Det mener Uli Grötsch, generalsekretær for det socialdemokratiske SPD i Bayern. Partiet kræver konkrete forbedringer i forhold til pleje af demente og syge ældre, herunder støttepersoner i alle kommuner, som kan hjælpe pårørende gennem den bureaukratiske jungle af ansøgninger om hjælp.

Drab af syge mennesker er særligt følsomt i et Tyskland, som lever i erindring om nazisternes massedrab på personer med handicap og andre, som Hitlers regime fandt ”uværdige til liv”. Ikke desto mindre fastslog Tysklands forfatningsdomstol tidligere i år i en skelsættende dom, at mennesker har ret til at få hjælp til at begå selvmord.

En tysk lov fra 2015 forbyder ”kommercielle parter” at assistere eksempelvis uhelbredeligt syge med at begå selvmord, men denne lov strider mod den tyske grundlov, fastslog forfatningsdomstolen, som betonede, at patienter har ret til en ”selvbestemt død”.