Tysk politi anholder syrere med forbindelse til Paris-terror

Tre syriske flygtninge mistænkes for at være rejst til Tyskland for at begå terror for Islamisk Stat

I går morges inden daggry stormede politiet og anti-terrorkorpset GSG9 tre asylcentre og flere lejligheder i de nordtyske delstater Slesvig-Holsten og Niedersachsen og anholdt tre syriske flygtninge mistænkt for terrorplaner.
I går morges inden daggry stormede politiet og anti-terrorkorpset GSG9 tre asylcentre og flere lejligheder i de nordtyske delstater Slesvig-Holsten og Niedersachsen og anholdt tre syriske flygtninge mistænkt for terrorplaner.

Tysk politi kan have afværget endnu et blodigt terror- angreb på tysk jord.

I går morges inden daggry stormede politiet og anti-terrorkorpset GSG9 tre asylcentre og flere lejligheder i de nordtyske delstater Slesvig-Holsten og Niedersachsen og anholdt tre syriske flygtninge mistænkt for terrorplaner.

Anholdelserne er ifølge forbundskriminalpolitiet kulminationen på en flere uger lang efterforskning, og flere end 200 politifolk var involveret i operationen, skriver den tyske avis Bild.

De tre mænd på henholdsvis 17, 18 og 26 år mistænkes for at være medlemmer af terrorbevægelsen Islamisk Stat. De udgav sig ifølge politiet for at være flygtninge, da de kom til Tyskland i november 2015 via Balkan-ruten for at ”udføre en allerede planlagt mission (fra IS) eller for at afvente yderligere instruktioner.”

Ifølge indenrigsminister Thomas de Maizière har de tre mistænkte forbindelse til IS-terroristerne, som den 13. november 2015 dræbte 130 mennesker i Paris. De tre syrere har efter alt at dømme fået hjælp fra den samme organisation af menneskesmuglere og de samme producenter af falske pas som terroristerne i den franske hovedstad, lyder det.

Indenrigsministeren sagde i går på et pressemøde , at der øjensynligt er tale om ”en terrorcelle i venteposition”.

Den yngste af mændene mistænkes for at have modtaget træning i håndtering af våben og sprængstoffer af IS i den syriske by Raqqa i september 2015. Han og de to andre mistænkes for at have sagt ja til at rejse til Europa for at udføre terrorangreb for IS, og terrorbevægelsen udstyrede dem med pas, mobiltelefoner med et særligt kommunikationsprogram og et større pengebeløb i amerikanske dollars. De mistænkte rejste sammen med hundredtusinder af andre flygtninge og migranter til Tyskland via Tyrkiet og Grækenland sidste efterår.

Det er ikke første gang, at tysk politi afværger et muligt terrorangreb. I juni arresterede politiet tre syrere, som ifølge sigtelsen planlagde et selvmordsangreb på turister i den tyske by Düsseldorf, og siden årtusindskiftet er yderligere 11 angreb ifølge forbundspolitiet blevet forpurret.

Som Kristeligt Dagblad skrev i går, er antallet af mistænkte og overvågede personer i både Tyskland og Frankrig vokset betragteligt, og ifølge den tyske indenrigsminister er landet hjemsted for 520 militante islamister, som kan finde på at begå terror.

Tyskland tog sidste år imod flere end en million flygtninge og migranter. Den 18. juli i år angreb en afghansk asylansøger togpassagerer med en økse og kniv i Würzburg i den sydtyske delstat Bayern, hvor en syrer seks dage senere sprængte sig i luften ved en festival i Ansbach og sårede 12 mennesker.