Tysk røre om den katolske kirkes vilje til at opklare overgreb

En strid mellem forskere og biskopper i den tyske katolske kirke hindrer undersøgelse af sexovergreb

Den tyske professor Christian Pfeiffer skulle sammen med en forskergruppe afdække alle tilfælde af seksuelle overgreb på børn i den katolske kirke de seneste årtier. Men den plan har de katolske biskopper sat en stopper for.
Den tyske professor Christian Pfeiffer skulle sammen med en forskergruppe afdække alle tilfælde af seksuelle overgreb på børn i den katolske kirke de seneste årtier. Men den plan har de katolske biskopper sat en stopper for. Foto: JOHN MACDOUGALL Denmark.

For et år siden indgik de katolske biskopper i Tyskland et usædvanligt samarbejde med kriminologen Christian Pfeiffer. Aftalen var, at Christian Pfeiffer og en forskergruppe skulle afdække samtlige tilfælde af seksuelle overgreb mod børn og unge begået inden for kirken de seneste årtier.

Nu har de katolske biskopper imidlertid opsagt samarbejdet, og undersøgelserne er sat i bero på grund af en strid mellem de to parter om forskergruppens metoder. Det er dermed mere end tvivlsomt, om omfanget af præsters seksuelle misbrug nogensinde bliver kendt.

LÆS OGSÅ: Både protestanter og katolikker skal undskylde

Christian Pfeiffer beskylder kirken for at ville kontrollere og censurere hans gruppes arbejde, hvorimod kirken klager over, at forskerne ikke respekterer præsternes og ofrenes ret til anonymitet.

Sagen har udsat kirken for en voldsom kritik i medierne.

Blandt andet beskylder avisen Süddeutsche Zeitung kirken for at opføre sig som Narcissus, der var forelsket i sit eget spejlbillede. Ifølge avisen er kirken så bange for at ødelægge sit image, at den ikke tør få opklaret misbrugssagerne.

I adskillige vrede læserbreve raser læsere over, at kirken tilsyneladende går mere op i at beskytte gerningsmændene end ofrene.

Ifølge en undersøgelse lavet af meningsmålingsinstituttet Forsa for avisen Die Zeit mener 75 procent af tyskerne, at kirken helst vil forhindre en opklaring af sagerne om seksuelt misbrug.

Christian Pfeiffer og den katolske kirke var for et år siden blevet enige om, at kirken skulle have ret til at fremlægge resultatet af forskergruppens undersøgelser otte uger før Christian Pfeiffer.

Selvom biskopperne altså dermed fik et forspring til at præsentere offentligheden for deres tolkning af undersøgelserne, var mange præster utilfredse. Forskergruppen havde nemlig fået lov til at gennemgå alle personlige akter over præster for at finde tegn på seksuelle overgreb, og adskillige præster følte, at de dermed alle var sat under mistanke.

LÆS OGSÅ: Cølibatet truet i Tyskland. Gifte præster er allerede kommet ind i den katolske kirke

Den konservative gruppe Katolske Præsters Netværk klagede offentligt over, at undersøgelserne ville skade tillidsforholdet mellem præster, biskopper og kirkens ledelse.

Teologiprofessor Klaus Müller vurderer i magasinet Focus, at biskopperne har givet efter for pres fra de konservative præster, og at det er grunden til, at biskopperne for nogle måneder siden pludselig forlangte, at betingelserne for samarbejdet med forskergruppen skulle ændres.

Som noget nyt forlangte kirken nu, at resultaterne af undersøgelserne kun måtte offentliggøres efter aftale med biskopperne. I realiteten krævede biskopperne hermed ret til eventuelt at hindre en offentliggørelse.

Christian Pfeiffer reagerede på kravene med at beskylde kirken for at ødelægge dokumenter, der indeholdt beviser for præsternes misbrug. Dette afviser kirken.

Paradoksalt nok befinder Tysklands katolske kirke sig nu i en af sine alvorligste kriser på trods af, at biskopperne har været parate til at øve bod og bedring i langt videre omfang, end de tidligere har gjort.

Biskopperne har offentligt vedkendt sig skyld og skam, de har holdt møder med ofrene, de har skærpet kirkens retningslinjer for seksuel vold, de har udpeget biskop Stephan Ackermann til at være ofrenes ombudsmand, og de har oprettet en telefonisk hjælpelinje.

Yderligere har biskopperne også været villige til at betale erstatning til ofrene. Kirken har ganske vist kun betalt små beløb i sammenligning med de summer, som kirker i udlandet har betalt ofre for seksuelle overgreb, men sammenlignet med andre tyske organisationer er kirken gået langt.

Det er nemlig kommet frem, at også børn på adskillige ikke-kirkelige institutioner har været udsat for seksuelle overgreb, men ingen af dem har hidtil fået en øre i erstatning.

Den katolske kirke i Tyskland har anerkendt næsten 1200 ofre for seksuelle overgreb.