Tysk tabubrud om Hitler

Brite vil sælge udsnit af bogen Mein Kampf i Tyskland. Dermed kan han omgå tysk forbud mod Hitlers kampskrift

Den britiske forlægger Peter McGee vil i magasinet "Zeitungszeugen" fra den 26. januar 2012 trykke en serie citater fra Hitlers værk "Mein Kampf" fra 1925-1926. Det har medført debat i Tyskland.
Den britiske forlægger Peter McGee vil i magasinet "Zeitungszeugen" fra den 26. januar 2012 trykke en serie citater fra Hitlers værk "Mein Kampf" fra 1925-1926. Det har medført debat i Tyskland. Foto: STEPHAN JANSEN Denmark.

Uddrag af Adolf Hitlers bog Mein Kampf kan måske snart købes i tyske kiosker.

Den britiske forlægger Peter McGee vil udgive hefter med citater fra Hitlers værk fra 1925-1926, og det første hefte skal efter planen udkomme i slutningen af denne måned.

I store dele af bogen er sproget virkelig frastødende, og tyskerne bør kende denne bog, siger Peter McGees talsmand, Alexander Luckow, til tv-stationen n-tv.

LÆS OGSÅ: Hitler måske snart til salg i tyske kiosker. "Mein Kampf" skaber debat endnu en gang

Med udgivelsen forsøger Peter McGee at bryde et tabu. Lige siden Anden Verdenskrig har det nemlig været ulovligt at sælge eller trykke Mein Kampf i Tyskland. Hitler opfordrer i sin bog blandt andet til racehad og tilintetgørelse af jøderne. Ifølge tysk lovgivning er det forbudt at udbrede nazistisk propaganda og dermed også Hitlers kampskrift.

Tyske domstole har de seneste årtier flere gange beskæftiget sig med sager om Mein Kampf, og der hersker tilsyneladende stor juridisk usikkerhed på området, når det drejer sig om kunstneres ret til at citere Hitler.

For eksempel er den kendte satiriker med tyrkisk indvandrerbaggrund, Sedar Somunco, blevet idømt bøder i nogle byer, fordi han læste op af Mein Kampf, mens han i andre byer uden problemer har kunnet karikere Hitler i sine shows. Det har også i flere årtier været muligt at købe skuespilleren og satirikeren Helmut Qualtingers sarkastiske analyse af Mein Kampf på cd i pladeforretninger overalt i Tyskland.

Den bayriske delstat har ophavsrettighederne til Mein Kampf, og delstaten overvejer at føre sag for at hindre Peter McGees udgivelse af værket.

Peter McGees planer har forventeligt skabt ny debat om tyskernes forhold til Hitler og Mein Kampf. Flere aviser og kendte personer som for eksempel Bayerns videnskabsminister, Wolfgang Heubisch, fra det liberale parti FDP mener, at den tyske stat selv skal udgive Mein Kampf for at hindre, at nynazister får monopol på bogen.

dachs@k.dk