Der varmes op til Luther-året 2017, 500- året for Reformationen. Mange er optagede af, at det endelig ikke må ende som lutter Luther-lagkage. Skyggesider ved reformatoren skal fremhæves, så man selv kan virke tænksom og kritisk.
I Tyskland gør man meget ud af Martin Luthers grove udfald mod jøderne; nationen har holocaust i sin historiske bagage, så der skal manes og gøres afbigt. Men det kan også gøres så galt, at det slår ødelæggende ned i teologien, indvender nu en fremtrædende tysk kirkehistoriker.
Evangelische Kirche Deutschlands, EKD, tilbyder ligefrem at skrotte Reformationens bærende piller, så forskellen mellem jødisk lovreligion og kristendom kan udviskes.
Professor Dorothea Wendebourg er leder af kirkehistorisk institut på det teologiske fakultet ved Humboldt-universitetet i Berlin. I en artikel i magasinet Zeitzeichen beklager hun til en begyndelse, at reformationsjubilæet indskrænkes til en Luther-event. En poppet tidsalder fokuserer jo hellere på en person end på sagen. Desuden er hun træt af, at ”Luther og jøderne” er blevet det allestedsnærværende tema for taler, foredrag, seminarer, bøger, artikler, synoder og bispekonferencer.
Naturligvis er Luthers jødefjendtlige skrifter en ubehagelig bagage, som kun blev mere betændt ved nazisternes brug af dem.
”Men det er nu sagt hundredvis af gange og er alment kendt. Forbavses kan man højst over den patos, hvormed mange talere og skribenter præsenterer emnet med afsløringens store gestus og slår sig selv til tapper ridder i den historiske sandheds tjeneste,” bemærker Wendebourg.
Anderledes interessant er det, om Luthers destruktive udfald er en nødvendig frugt af hans teologi. Hænger de sammen med Reformationens centrale indsigter, eller befinder de sig ikke snarere på forskellige niveauer? Wendebourg beklager, at de, der ikke orker at sondre, nu tilmed vil lægge afstand til selve den reformatoriske hovedhjørnesten: retfærdiggørelseslæren – ”kun ved tro, kun gennem nåde”. Det udsagn kan jo opfattes som kritisk over for jødedommen, som hævder retfærdiggørelse ved opfyldelse af loven.
Desuden foreslås en nytolkning af klassisk kristologi og trinitetslære, fordi den mildt sagt ikke flugter med jødisk teologi. Sådanne signaler blev i en vag form vedtaget på EKD’s seneste synode om Luther og jøderne.
Luthers altafgørende skelnen mellem lov og evangelium og mellem tro og gerninger var skam vigtig for hans forståelse af jødedommen, understreger Wendebourg, fuldkommen som den var det for hans skarpe kritik af katolicismen og den revolutionære, reformatoriske venstrefløj.
Vigtigere for hans forhold til netop jødedommen er imidlertid hans forståelse af Jesus Kristus.
”Konkret: de modsatte svar på spørgsmålet om, hvorvidt Jesus af Nazaret er Guds søn og alle menneskers frelser og samtidig i første række jødernes frelser.”
Jøderne ser ham jo ikke som den ventede Messias.
Luthers jødeskrifter kredser om dette spørgsmål, og jødernes afvisning af Kristus er begrundelsen for Luthers uhyggelige opfordringer til at jage dem ud af landet.
”Retfærdiggørelsesteologiske argumenter har i alle disse skrifter kun lille eller slet ingen vægt. I centrum står solus Christus, ikke sola gratia, sola fides” (kun ved nåde, kun ved tro, red.)
Wendebourg fortæller, at den seneste EKD-synode om emnet opfordrede til, at man ”genovervejer” teologien og reviderer ”stereotyper, som er nedladende over for jødedommen”. En konfliktskyhed, som snart kan undergrave evangelisk kristendom.
Og hvorfor skulle det være en stereotyp at se jødedommen som en lovreligion, der bygger på gerninger? Sådan forstår den jo sig selv. Store jødiske lærde som Abraham Geiger, Hermann Cohen og Leo Baeck har med stor selvbevidsthed fremhævet dette som jødedommens fortrin. Mennesket bestemmes her gennem et ”du skal”, og Leo Baeck kalder ligefrem jødedommen for ”den eneste lovreligion i menneskehedens historie”.
”De tre har følgerigtigt og udtrykkeligt karakteriseret den reformatoriske synsmåde, der kredser om Kristus, nåde og tro og knytter vore handlinger hertil, som den jødiske underlegen. Er dét så omvendt en ’nedværdigende stereotyp’ over for protestantismen? Er der her ikke snarere tale om en modsigelse i religiøse overbevisninger, som man må erkende og leve med?”
Bekymrende er også, at EKD-synoden ønskede kritisk genovervejelse af klassisk, kristen læsning af Det Gamle Testamente som forjættelse af Kristi komme.
”Som bekendt holdt Luther hårdnakket fast på Det Gamle Testamente og viede det størsteparten af sin indsats som bibeltolker. Også i forhold til den jødiske eksegese, som han kendte, er hans udlægning helt igennem bestemt af Jesus Kristus.”
Det er moderne eksegese ikke i samme grad, men skulle man opgive synsmåden helt, da er der ingen grund længere for kristen teologi til at holde fast ved Det Gamle Testamente, betoner Dorothea Wendebourg.