Tysk trekløver-regering vil vove mere fremskridt. ”Men det bliver vanskeligt”

Nyt tysk regeringsgrundlag er på plads, men let bliver det ikke

Olaf Scholz (pegende i midten) kan om to ugers tid blive valgt til SPD’s fjerde forbundskansler og som den første stå i spidsen for en trekløverregering med De Grønne og det liberale FDP som partnere. De Grønnes formænd Annalena Baerbock og Robert Habeck (tv. for Scholz) bliver hhv. ny udenrigsminister og ny klimaminister, mens FDP’s formand, Christian Lindner (nr 2. fra højre), bliver finansminister. Yderst th. ses FDP’s generalsekretær Volker Wissing og yderst tv. SPD’s afgående formand Norbert Walter-Borjans.
Olaf Scholz (pegende i midten) kan om to ugers tid blive valgt til SPD’s fjerde forbundskansler og som den første stå i spidsen for en trekløverregering med De Grønne og det liberale FDP som partnere. De Grønnes formænd Annalena Baerbock og Robert Habeck (tv. for Scholz) bliver hhv. ny udenrigsminister og ny klimaminister, mens FDP’s formand, Christian Lindner (nr 2. fra højre), bliver finansminister. Yderst th. ses FDP’s generalsekretær Volker Wissing og yderst tv. SPD’s afgående formand Norbert Walter-Borjans. . Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det kan godt være, at det set udefra er gået lidt langsomt med at danne Tysklands nye forbundsregering. Men efter tyske forhold er det superhurtigt. Knapt to måneder efter forbundsdagsvalget fremlagde det socialdemokratiske SPD, De Grønne og det liberale FDP onsdag en koalitionsaftale. Dermed ser det ud til, at Europas mægtigste nation om to uger får en rigtig, ny regering. Sidste gang tog det næsten et halvt år.

Præsentationen onsdag blev til dels overskygget af coronapandemien, som er ved at presse landets sygehuse i knæ. Håndteringen af den vil blive strømlinet med flere styringsredskaber i kanslerpalæet, afsløredes det. Og man lovede fortsat at arbejde for et stærkt Europa.

Aftalens hovedpunkter er klima, digitalisering og sammenhængskraften i samfundet. Klima giver næsten sig selv, inden for digitalisering har man en del at indhente, talen om sammenhængskraften virker lidt flydende, men er formentligt et plaster til SPD-vælgere og omfatter blandt andet højere mindsteløn, mere almennyttigt boligbyggeri og en forsigtig pensionsreform. Det fælles mantra er at ”vove mere fremskridt” – en honnør til den socialdemokratiske kansler Willy Brandt (1969-1974), der talte om at vove mere demokrati. Man hørte historiens vingesus.

Samarbejdet er ikke umiddelbart indlysende. Partierne er indbyrdes mere forskellige end for eksempel deltagerne i den seneste borgerlige regering i Danmark. SPD er det stolte, gamle arbejderparti, som med mellemrum rystes af fløjkrige. De Grønne er den yngste bevægelse. FDP ledes af Christian Lindner, der ønsker en stram finanspolitik.

SPD besætter med den solide, men ikke særligt fantasifulde Olaf Scholz kanslerposten. De Grønnes kuldsejlede spidskandidat Annalena Baerbock indtager formentlig Udenrigsministeriet, melder tyske medier; hendes medformand Robert Habeck får tilsyneladende et superministerium, der skal forenede klima med økonomi. Lindner får chancen for at gennemføre sin strategi som finansminister, ser det ud til.

Det er, må man sige, modige folk. Scholz har som afgående finansminister vist, at han nødigt bruger penge, med mindre det er strengt nødvendigt. Det kan formilde forholdet til Lindner, som onsdag, helt overraskende, skamroste den kommende kansler. Men Scholz kan få en farlig ballade med venstrefløjen i sit eget parti. Baerbock sidder nok på den mindst brydsomme post, selvom kansleren måske vil hindre hende i at skrue bissen på over for Kreml og Kina og aflyse Nord Stream 2, den russiske rørledning, der fra Sibirien og øst om Bornholm skal levere naturgas til Tyskland. Det har hun ellers under valgkampen sagt ville være ønskeligt.

Habeck ser ud til at få den vanskeligste post som klima- og økonomiminister – ud over Sundhedsministeriet, som ingen føler sig tiltrukket af, og som nu overtages af en socialdemokrat. Tyskland er en kompliceret størrelse, ud over forbundsregeringen er der 16 delstater, som gerne kører deres eget løb. Vindmøller tager mellem fem og 12 år at få gennem bureaukratiet, derfor er man næsten håbløst bagefter sin egen målsætning om, at de skal fylde to procent af landets areal. Der er lignende problemer andre steder.

SPD får flest ministre (otte), derefter kommer De Grønne (fem) og FDP (fire). Det skal nok gå alt sammen, men det bliver vanskeligt. Den unge Lindner fra FDP plejer at være lidt skarp i det, og De Grønne, der er et konservativt parti i en aktivistisk ramme , har på mange måder mere til fælles med den afgående kansler Angela Merkels borgerlige CDU end med socialdemokraterne. Det er ikke uden grund, at for eksempel Per Stig Møller (K) havde et udmærket samarbejde med De Grønnes gamle frontfigur Joschka Fischer, da de begge var ministre. Kedeligt bliver det i hvert fald ikke i Berlin med denne første trekløver-regering.

Michael Kuttner har været korrespondent i Berlin 1999-2020.